Barricades bryder barrikaderne
– Med vores musik og tro bryder vi barrikader ned og skaber plads til kristne metalfans.Barricades er som Danmarks første kristne metalband, noget helt nyt. Men hvad gemmer der sig bag det vrede, råbende og yderst støjende band.Jeg havde en snak med de fire drenge, og her fortæller de lidt om sig selv. Og jeg kan roligt afsløre, at der bag den hårde facade gemmer sig nogle meget interessante historier.
– Jeg er vokset op i Luthersk Mission (LM). Men nu kommer jeg i en valgmenighed her i Århus, fortæller Morten
– Jeg startede min musikalske karriere med at spille i et LM hornorkester. Der har jeg spillet i ti år. Så flyttede jeg til København og startede Barricades. Noget af et genreskift, griner Morten
– Og så har du også rodet rundt med Lampshade, siger Lars.
– Ja jeg har blødet det op ved at drøne rundt med Lampshade i to år, som en slags live member.
– Men jeg sagde fra starten, at Barricades ville tage over, og det gjorde det så.
Mine forældre…
– De er hippier, kommer det fra en af de andre, inden Andreas når at sige mere.
– Ja, nemlig – de er gode gammeldags hippier, griner han, og så er de nok lidt atypiske indremissionske.
– Vi har boet i Nepal i tre år, hvor mine forældre var missionærer.
– Der havde de nogle syrede instrumenter og nogle seje krybdyr, griner han.
– Min musikalske karriere startede for alvor på efterskole, fortæller Andreas
– Jeg var med i et band, og vi spillede hård rock. Vi fik lov at lave en koncert på skolen, fortsætter han.
– På et tidspunkt flyttede jeg så til Århus for at starte på Diakonhøjskolen, fortæller Andreas.
– Jeg kendte godt den daværende forsanger i Barricades og kendte derfor også bandet lidt. Og så blev jeg kontaktet af dem, fordi de syntes, at bandet godt kunne bruge en guitarist mere, og her er jeg så, slutter han.
– Jeg er vokset op i et typisk dansk hjem. Mine forældre er kristne uden at have et forhold til det overhovedet. Min far ejer ikke en bibel, fortæller Lars.
– Jeg gik på en kristen friskole og lærte derigennem kristendommen at kende, fortsætter han.
– Jeg hang i mine teenageår lidt ud med en Indre Missions teenagegruppe, fordi jeg var nysgerrig omkring det der med Gud.
Senere begyndte jeg at komme i en frikirke, hvor jeg tog troen til mig, siger Lars.
– Jeg lærte Morten og Andreas at kende gennem en e-mail liste for kristne metalfans
– Jeg mødte dem en gang i Århus og flyttede kort efter dertil uden at kende andre. Det var det, jeg følte, Gud ville have mig til. Og så startede jeg også med at læse på Diakonhøjskolen, fortæller Lars
– Jeg var i et stykke tid åndeligt medlem af bandet. Og så en dag ringede Morten og spurgte, mig om jeg ikke ville være bassist. Deres tidligere bassist var lige stoppet.
– Jeg havde aldrig spillet bas før, kun lidt guitar, griner Lars.
– Men jeg sagde ja og lærte så at spille bas, slutter han.
– Jeg er vokset op i pinsekirken i Odense og er kommet der hele mit liv. Jeg kommer i valgmenigheden nu, men tager stadig til ungdomsmøder i pinesekirken, starter Brian og fortsætter så.
– Jeg har spillet metal i tre-fire år. Først mens jeg gik på produktionsskole. Bagefter sammen med Morten og nogle andre i Barricades.
– Morten og jeg spillede sammen i Odense med nogle andre, der ikke er med længere, fortæller Brian.
Da Brian ikke selv synes, han har mere at fortælle om sit liv, begynder Lars at remse op.
– Han er en rigtig multikunstner. Han laver rigtig fed graffiti, og han maler. Nogle af hans billeder har været udstillet på base camp.
– Det er Brian, der har lavet graffiti i Skjern skaterhal, fortæller Morten.
Barricades skal her i efteråret være med i et program på DR2. Det hedder Himlen over Danmark, og i programmet følger man forskellige troende mennesker i deres hverdag. Optagelserne til programmet blev lavet i sommer.
– De fulgte os i en måned og var med os ca. et par gange om ugen, når vi øvede, eller når der skete et eller andet spændende. fortæller Morten.
– Det var meget sjovt at være med, der var mange sjove episoder.
– En meget sjov episode var engang, vi skulle læsse vores udstyr. Vi andre stod og ventede på, at Morten skulle komme med bilen.
Da han kommer, siger han:
– Nå, hvad så – er I klar til at læsse.
– Ja, vi venter bare på dig, siger jeg. – Nå ja, men det er jo også mig, der har musklerne, siger Morten.
Og så råber en af fotograferne stop, det der skal vi have med. Og så måtte vi gøre det igen, det var rent skuespil, fortæller Lars grinende.
Og slutter: – Sådan var det mange gange, men det var aldrig opstillet, og vi gjorde aldrig nogle ting, vi ikke kunne stå inde for.
Udsendelsen vil efter planen blive sendt den 17. oktober på DR2.