Hvis kirken var et fjernsyn

Jørgen Saaby tegnede for nylig en mand siddende i sin stue med fjernbetjeningen i hånden og øjnene fokuseret på en håndboldspiller, der er på vej ud af fjernsynet. Konen står ved siden af manden og påpeger, at der lugter af omklædningsrum.

Ved at se fjernsyn kan nogen af os leve os så meget ind i programmet, at det føles nøjagtigt som at være der. Vi kan lugte det, smage på det, høre det usagte, forstå smerten, opleve glæden, få kuldegysninger, når noget går galt, og med korte mellemrum få øjnene fyldt af tårer. Vi er der.

Næsten i hvert fald. For selv om vi ligefrem kan smage filmkysset – ja, så er der en ting, vi IKKE kan, når vi ser tv.

Vi kan ikke ændre noget. (Tro mig, jeg prøver ihærdigt gang på gang).

Da jeg var 13 år, kom jeg i en kirkesammenhæng for unge. Jeg VAR der. Jeg hørte, så, sang med, klappede, talte lidt, smagte, grinede, hostede osv.

Men en aften, hvor vi havde en snak om fællesskabet, måtte jeg indvie de andre i, at jeg følte, jeg så fjernsyn, når jeg kom. Jeg var ikke med. Jeg gjorde ingen forskel. Jeg var en trofast seer, men ikke mere end det.

Sådan skal og må det slet ikke være i en kristen ungdomsklub. Paulus beskriver i Korintherbrevet, at alle kristne (åndsfyldte) er en del af Jesu legeme. At alle har hver deres funktion.

Nogle kristne kan misforstå Paulus’ ord og opfatte det som en pligt at være aktiv i en kirke. Men i virkeligheden er det et privilegium, som fjernsyn, bio, håndboldkampe aldrig vil kunne give os.

DU er med, og DU kan ændre, præge og udvikle Guds rige på jord. Gør det, så andre kan ”lugte omklædningsrummet” og får lyst til mere end at se på.