Blæst om biologi i friskoler
Et netværk af kristne skoler er kommet i mediernes søgelys midt i arbejdsprocessen med at forberede næste års læseplan for biologiundervisningen.- Det må være sund naturvidenskab at opstille forskellige teorier og arbejdshypoteser og så forholde sig til dem, mener Christian Søndergaard, der er pædagogisk sekretær for Pædagogisk Forening Foreningen af Kristne Friskoler (PF).
PF har været i modvind fra bl.a. en folkekirkelig biskop og et medlem af Biolog-forbundets bestyrelse. Blæsten skyldes, at PF, som er et netværk af 36 kristne skoler, i forberedelsen af næste års læseplan for biologi åbner op for muligheden for ikke kun at undervise i Darwins evolutionsteori, men også i andre teorier, f.eks. intelligent design.
Biskop Søren Lodberg Hvas mener, det vil gøre tro og videnskab til modsætninger, mens Lisbeth Bering fra Biolog-forbundet mener, at intelligent design overhovedet ikke er videnskabeligt og dermed ikke hører hjemme i biologiundervisningen.
Chrisitan Søndergaard understreger, at foreningen er midt i en proces, hvor et arbejdspapir om biologiundervisningen er sendt ud til diskussion i de skoler, der er tilknyttet netværket. Først til sommer vil den endelige ordlyd til læseplanen ligge klar, og det er op til de enkelte skoler at afgøre, hvordan de vil tilrettelægge biologiundervisningen.
Ifølge Christian Søndergaard er den mest dramatiske ændring i det foreliggende arbejdspapir, at en teori er ændret til teorier. Intelligent design er slet ikke nævnt. Men det er naturligvis en teori, som kan tages op.
Derudover lægger han vægt på, at evolutionsteorien, som vi kender den i dag, netop ikke er éntydig, men en kompliceret sammensætning af flere teorier.
– Børn er meget præget af de holdninger, de har med hjemmefra, siger Christian Søndergaard om de erfaringer, der er gjort med at præsentere børnene for flere teorier.
– Vi skal ikke nødvendigvis flytte holdninger hos børnene, men vi vil gerne, at de skal være godt klædt på til at møde forskellige teorier og holdninger.
Han oplyser også, at friskolerne bruger de autoriserede bøger i undervisningen, som så kan suppleres med andre kommentarer og alternativt materiale. Og at en kristen skole naturligvis skal melde åbent ud om, hvor der er forskel i det undervisningstilbud, de har, så forældrene kan tage stilling til det.
Ifølge lovgivningen skal undervisningen i friskoler kunne stå mål med undervisningen i folkeskolen, men der er rum til at lave alternativer, som fremgår af skolernes læseplaner, oplyser Christian Søndergaard, som i øvrigt vil koncentrere sig om processen med at udforme de nye læseplaner til sommeren 2007.
Intelligent design
Teorien om intelligent design tager udgangspunkt i, at der står en intelligent skaber bag livets opståen og udvikling, for livet er for kompliceret til at have udviklet sig af sig selv.