Frikirkefestival for tredje gang
Den 27.-28. oktober er der for tredje år i træk Frikirkefestival i Herning, hvor man venter 900 deltagere. Årets tema er Tid til forandring og hovedtaler er Paul Scanlon fra Bradford.
Efter de to seneste års Frikirkefestival i Herning, hvor man begge år samlede 900 deltagere, er det med store forventninger, at en række midt- og vestjyske frikirker den 27.-28. oktober for tredje år i træk inviterer til Frikirkefestival i Herning. Temaet for festivalen er Tid til forandring, og hovedtaler er pastor Paul Scanlon fra Abundant Life Church i Bradford, England. Scanlon var i øvrigt også hovedtaler ved sidste års festival.
Lars Bo Olesen, pastor i en af de arrangerende kirker, Kristent Center i Herning, er netop vendt hjem fra en konference i Abundant Life Church, hvor han blev slået over Paul Scanlon og hans kirkes evne til at lade nytænkning og forandring præge alt, hvad de gør.
– I Bradford er man sprunget ud. Ud af den vante stil og facon, ud af normen i den engelske kirke, ud af religiøsiteten, ud af kontrollen og de mange begrænsninger, som vi mennesker ofte kan lægge på hinanden. Det er vel nærmest en kulturrevolution efter engelske forhold. De er frie, de er begejstrede. Man kan mærke energien i luften, og man kan ikke andet end at blive smittet af det, erklærer han.
Forandringen og nytænkningen i Bradford har blandt andet ført til, at Abundant Life Church på syv år er vokset fra at samle 300 personer til gudstjeneste til i dag at samle 2500 gudstjenestedeltagere hver uge.
Frikirkefestival finder sted i den nybyggede Nord-Vest Hallen i Herning-bydelen Tjørring. Arrangører er apostolske kirker i Midt- og Vestjylland, UNIC i Skjern/Grindsted, Betania Kirkecenter i Blåhøj, Troens Ord i Brande, Pinsekirken i Herning, City Kirken i Herning samt Kristent Center i Herning.
JL