Jesus undercover
Jeg sidder her foran min computer og forsøger på at forklare, hvordan det var at arbejde som missionær i Indonesien, og hvad Indonesien betyder for mig.
Hvordan skal jeg nogensinde beskrive en oplevelse som denne?
Mødet med det muslimske syn på den vestlige verden fik mig til at ændre mit eget personlige syn på Jesus.
Fordi Gud nogle gange stiller os i situationer og omgivelser, hvor han taler til os på en måde, der aldrig ville trænge igennem til os herhjemme.
I en længere periode af vores rejse boede vi i en lille, meget fattig landsby, hvor befolkningstallet var 99,9% muslimer.
Et område, hvor du bliver slået ihjel for at være kristen. Som du sikkert kan forestille dig, er det ikke et sted, hvor man står og prædiker på gader eller deler Jesus-foldere ud.
Det er et sted, hvor man udelukkende kan skabe kontakt gennem forhold og kærlighed.
Det var et enormt interessant sted at være og utroligt givende. Det indonesiske folk er et kærligt folkefærd, men deres syn på Jesus overraskede mig en del.
I lande som Indonesien lever folk i et tæt fællesskab, hvilket helt klart har sine fordele. Den vestlige verden kan lære noget af det.
Fællesskabet betyder, at man er dybt afhængig af hinanden og har ansvar for hinanden på godt og ondt. Begår en person en fejl, er det hele samfundet, der må bøde.
Indonesere ved, at den kristne religion kommer fra den hvide verden – ergo må alle hvide mennesker være kristne.
Når de så tænder for deres fjernsyn, hvor de mange fagre Hollywood-film bliver vist, tænker de, at det er sådan, man opfører sig, når man er kristen.
Her kommer et eksempel: – I en periode boede vi på en kristen UMO-base (Ungdom Med Opgave), hvor jeg talte en del med en indonesisk pige.
En dag kom hun og fortalte mig, at hun var bange for at være i nærheden af drengene på vores hold. Da jeg spurgte hende hvorfor, sagde hun, at det var, fordi hun troede, de ville prøve på at komme i seng med hende. Det var jo sådan, hun havde set de hvide kristne opføre sig i Hollywood-film, forklarede hun.
Dette overraskede mig virkelig; hun var kristen, endda medlem af den samme organisation, som vi var.
Muslimernes syn på kristendom er lig med synd.
Deres syn på Jesus er, at han er en blåøjet svensker, som render rundt med en badekåbe og føntørret permanentkrøllet hår.
De hader kristendom og ser det som en epidemi af synd, som er ved at sprede sig til hele verden.
I Koranen står der skrevet om Jesus som en stor profet. De indonesiske muslimer kalder ham bare ikke for Jesus, men for Isa Almasi. Navneforandringen skyldes, at de ser navnet Jesus som et skændselsnavn (de syndiges Gud). Hvilket er alt for nedladende at bruge om deres muslimske Jesus profet.
Det er ikke engang, fordi muslimerne er så muslimske. I de områder, hvor vi var, kunne man mærke, at islam var en upersonlig religion, som var baseret på frygt og regler.
Godt nok går pigerne, med tørklæde allerede fra tre-års alderen. Men bliver en person fra landsbyen alvorligt syg, er det ikke Allah, der bliver bedt til, men den lokale hekse- doktor.
Mit syn på Jesus blev ændret, som når en kniv stikkes i hjertet.
Tanken om, hvad han måtte betale for vores handlinger, og måden, vi misbruger hans navn på. Jeg tilstår gerne, at jeg har syndet i dette.
I stedet for at klæde de fattige, som Jesus kaldte os til, er det dem, der har klædt mig.
På grund af deres samfundskultur har de måske skåret den vestlige verden over én kam, men jeg har ikke gjort mit for at vise det modsatte.
Tanken om, at Jesus betaler vores pris, er slående. Ikke nok med, at jeg tilsyneladende render ustraffet fra det, men det efterlader et tomrum, hvor millioner af mennesker i dag har et forskruet syn på Jesus og det fantastiske budskab, hans navn indebærer.
