Henriette hjælper Zambias gadebørn

– Hallo, Henriette!
Sådan lød det i Henriette Bengtsens indre, da Gud kaldte hende til at hjælpe zambianske gadebørn.Lysten til at arbejde med børn har altid drevet Henriette Bengtsen fra Aalborg. Nu hjælper den 32-årige pædagog afrikanske gadebørn til et bedre liv.Henriette Bengtsen fra Aalborg er vild med børn. Og det var også det, der i sin tid fik hende til at blive pædagog.
Egentlig kunne hun godt se sig selv arbejde på et børnehjem i Danmark. Men da hun for to år siden rejste til Afrika, havde hun en oplevelse med Gud, som satte hende på sporet af et kald til at hjælpe Zambias fattige gadebørn.
– Jeg skulle til Zambia i syv uger. Men Gud havde inden rejsen talt til mig om, at der ville ske noget, som ville forvandle mit liv, fortæller Henriette Bengtsen.
Hun skulle blandt andet besøge den zambianske præst og helbredelsesprædikant Robert Bwalya, der jævnligt har møderækker i Danmark.
Da der var gået fem uger, uden at der var sket noget bemærkelsesværdigt, begyndte Henriette at blive utålmodig. Frimodig, som hun er i sit forhold til Gud, tog hun en snak med ham.
– Jeg tænkte: Gud, hvad er det, der skal ske, der skal forandre mit liv? Nu har jeg været her så lang tid, og jeg skal snart hjem! fortæller Henriette.
Svaret lod ikke vente lang tid på sig. Få dage efter tog en af de lokale præster Henriette med på en tur.
– Præsten Emmanuel Charlie tog mig med ud, hvor vi skulle give nogle gadebørn mad, forklarer Henriette.
– Og så sagde Gud: Hallo, Henriette. Nu har du hele dit liv tænkt, at du skulle arbejde for mig med børn. Men du har tænkt, at du skulle gøre det i Danmark. Kan vi lave det om nu? Kan vi gøre det her i Zambia? Kan vi også gøre det sådan, at vi gør det for de drenge her?
Man mærker på Henriette, at disse samtaler med Gud er en del af hendes dagligdag, og forbløffes derfor ikke over hendes prompte svar:
– Det kan vi godt!

Møder opbakning

Henriette rejste hjem med en overbevisning om, at hun en dag ville vende tilbage.
– Jeg troede, at der ville gå halvandet til to år, inden jeg skulle tilbage, men Gud ville noget andet. En måned efter jeg var kommet hjem, mødte jeg et par i Apostolsk Kirke i København, som havde den samme vision som mig. Forskellen var blot, at de så deres opgave i at kaste nogle penge i det og samle penge ind til det, fortæller Henriette.
– Vi snakkede sammen og rejste så på ferie hver for sig. Men seks dage inde i min ferie gik jeg en tur, og så sagde jeg til Gud: Okay, Gud! Ligegyldigt hvad, så tager jeg hjem, betaler al min gæld af, og – om der er penge til det eller ej – så tager jeg af sted.
Henriette taler med en naturlig beslutsomhed i stemmen, som virker beroligende. Men hun blev også hurtigt bekræftet i at træffe den vanskelige beslutning.
– Samme dag gik jeg ind og tjekkede min mail, og der var der lige kommet en mail fra det københavnske par, som skrev, at de gerne ville sende mig af sted, fortæller Henriette med begejstring.

Fodbold er vejen til hjertet

Siden sidste år i august har Henriette været involveret i gadebørnsprojektet i Zambias fjerdestørste by Ndola, hvor hun sammen med den lokale kirke rækker ud til 50 gadebørn.
– Vi spiller fodbold og spiser mad sammen med 20 til 40 af dem tre gange om ugen, fortæller Henriette.
Egentlig er Henriette ikke den store fodboldspiller, og hun ville da også helst overlade den del til mændene.
– For mig betyder det ikke noget, hvad vejen til dem er, bare vi kommer ind til dem og får en relation til dem, siger Henriette og henviser til, at det for hendes skyld ikke havde gjort nogen forskel at sy eller hoppe i elastik hele dagen for at nå ind til drengene.
– Faktisk er der mange af dem, som ikke gider fodbold, men bare gør det, fordi der så er nogen, der er sammen med dem i så lang tid.

Stopper voldtægt

I Zambia regner man med, at der er over en million gadebørn. Mange af dem er forældreløse som resultat af den store aids-epidemi i landet. Gadedrengene lever et meget kummerligt liv, hvor de har småjobs på gaden og bor i faldefærdige huse. Mange af dem er involveret i kriminalitet, og de fleste sniffer lim.
Så ud over en omsorg gennem at spille fodbold og lave mad ser Henriette også et stort behov for at hjælpe drengene til et bedre liv.
– Når vi mødes, fortæller jeg dem også lidt om Jesus og fortæller, hvordan livet bør være, og hvad man ikke burde gøre, siger Henriette, der glæder sig over, at denne del også gør indtryk på drengene.
– Der var for eksempel nogle gadedrenge, der havde taget en pige for at voldtage hende. En af vores drenge, som faktisk er en af de værste, havde stoppet de andre drenge i at voldtage pigen. Det synes jeg var stærkt.

Hjælper en ad gangen

Henriette erkender, at hun ikke kan hjælpe alle 50 ud af det dårlige miljø på én gang, men hun tager dem gerne en ad gangen.
– En af drengene kom hen til mig, og jeg spurgte: – Har du det godt? Nej, svarede han. Hvorfor? – Fordi jeg har tæsket min søster. Og så vidste jeg, at der nu var der åbent til denne dreng, forklarer Henriette.
Hun var opmærksom på, at drengen både sniffede og solgte lim til andre drenge.
– Jeg sagde til ham: – Jeg giver dig et valg. Du bliver nødt til at vælge. Hvis du vil ud af det her, så skal du komme til mig 30 dage i træk, og så vil jeg sende dig i skole, fortæller Henriette.

Væk fra gaden

Skolegangen er en vigtig del af arbejdet med at få børnene væk fra gaden. Men Henriette forklarer, at det er også den største økonomiske udfordring.
– Vælger vi at sende en dreng i skole, skal vi også forsørge dem med alt det andet. Det koster mellem 1000 og 1200 kroner om måneden. For de skal have et sted at bo, have mad, skoleuniformer og skolebøger. Det eneste, der er gratis, er at komme i skolen.

Gud taler til mig

Alligevel arbejder Henriette målrettet på at hjælpe drengene ud. Og også i denne del af arbejdet oplever Henriette, at Gud taler til hende.
– Vi har en dreng , som er 19 år. Første gang, jeg mødte ham, sagde Gud til mig, at jeg skulle kigge på ham. Vi skulle til at bede, og jeg så, hvor inderligt han bad, fortæller Henriette.
Gud mindede Henriette om, at hun skulle passe på ham og lære ham mere om troen på Jesus. Men Henriette var ikke helt tryg ved tanken og svarede Gud igen:
– Jamen, Gud. Jeg er en enlig kvinde på 32 år, og så vil du have, at jeg skal undervise en 19-årig dreng. Synes du, det er smart? Men jeg måtte jo sige: Okay, Gud! Jeg gør, hvad du beder mig om.
At drengen havde brug for hjælp, viste sig allerede dagen efter. Sammen med nogle andre gadebørn var han blevet fængslet på grund af nogle naboklager. Han havde ikke selv lavet ballade, men larmen, som havde fået naboerne til at klage, var kommet fra nogle andre gadedrenge, som boede ved siden af. Henriette og den lokale præst brugte en hel dag på at få ham og fire andre ud af fængslet, men få uger efter kom han i problemer igen. Han var blevet tæsket af nogle taxa-chauffører og var blevet ilde tilredt.
– Vi måtte tage ham på hospitalet, og det endte så med, at vi var nødt til at tage ham til et sted, hvor vi kunne give ham mad tre gange om dagen. Jeg havde lejet et hus, jeg ikke var flyttet ind i endnu. Der fik han lov til at være, og i dag går den 19-årige i skole, fortæller Henriette begejstret.

Skal hjælpe sig selv

Visionen er stor, og på sigt håber Henriette at kunne hjælpe gadebørnene, så de kan stå på egne ben og måske forsørge familier og selv hjælpe andre børn, der lever på gaden. Det skal blandt andet ske gennem opstart af små forretninger.
– Det er planen at få forretninger i gang, så vi kan tjene penge. Så kan vi sende drengene i skole og skabe arbejdspladser for dem, fortæller Henriette, der gerne så nye pizzariaer og internetcaféer drevet af tidligere gadebørn.
Indtil videre er gadebørnene og Henriette dog afhængige af støtte fra Danmark.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Et valg for livet

I sommerferien var Henriette tilbage i Danmark på ferie, og Udfordringen traf hende på Apostolsk Stævne, hvor hun – til en afveksling – var med i børnearbejdet. Men Henriette er afklaret om, at hendes hjem og arbejde er i Zambia.
– Jeg mener ikke, man kan ikke tage af sted og gøre det bare for et år. Det skal man gøre for livet.
Det indstillede jeg mig på, allerede inden jeg tog af sted, siger Henriette og fortsætter:
– Man kan selvfølgelig godt ende med et år efter at sige: – det var bare ikke mig. Men det gør jeg slet ikke, for det er bare lige mig det her.