Nødvendigt opgør med vanvidskristendom
Paulus er stadig aktuel. I bogen “Fra vanvid til sund tro får vi nogle sandheder at vide om os selv.Fra vanvid til sund tro er en fremragende bog, som går i dybden med 2. Korinterbrev kapitel 10-13.
Umiddelbart virker det som en temmelig halvnørdet ting at gå i dybden med fire kapitler i en eller anden tilfældig bog i Bibelen, men det bliver aldrig irrelevant eller ligegyldigt.
Fra vanvid til sund tro indleder med en forholdsvis detaljeret indføring i brevets sammenhæng med Paulus liv og forfatterskab og den tid, som Paulus skriver ind i.
Det tager noget tid at læse denne indledning, og nogle gange griber man sig selv i at tænke: Hvornår kommer han til sagen?
Men denne indføring giver et godt grundlag for at forstå resten af bogen og 2. Korinterbrev kapitel 10-13.
Efter indføringen kommer der en meget omhyggelig analyse af faktisk hvert enkelt vers. Det hører efterhånden til sjældenhederne – i hvert fald for undertegnede – at bruge tid på at analysere og vurdere hvert eneste ord i et vers.
Og hvis man ikke har temperament til det, skal man ikke kaste sig over bogen. Men så snyder man sig selv.
Bogens forfatter, D. A. Car-son, som er en fremragende teolog og formidler, har udvalgt kapitlerne fra Bibelen med stor omhu: Kapitlerne i 2. Korinterbrev er nemlig stadig lige så aktuelle som dengang, de blev skrevet. Eksempelvis når det gælder kravet til oplevelser fremfor egentligt indhold.
D. A. Carson beskriver det således:
I mange kredse er det almindeligt, at tilhørerne applaude-rer de musikalske indslag i gudstjenesten, nogle gange endog prædikenen. Således skaber vi en vekselvirkning mellem optrædende og tilskuere, mellem entertainer og publikum.
Det er ikke så meget det at klappe, som er problemet. Men det som klapsalverne kan være udtryk for: At man går i kirke med en forventning om at blive underholdt.
Ligesom Paulus beskæftiger bogen sig med det opgør, som vi må tage med vores kulturs stadigt større fokus på, at vi skal søge at tilfredsstille os selv – i stedet for at søge, hvad der virkelig er godt for os.
Det danske forlag sammenfatter bogens indhold i følgende spørgsmål på bogens bagside:
Er vi modne kristne, der søger Kristus, eller lader vi os imponere af åndeligt vanvid?
En sidste ting, som ved læsning af denne bog har slået mig – noget, som egentlig burde være børnelærdom – er: Hvor meget dybde, der er i Bibelen. Når vi bare læser et afsnit ad gangen i Bibelen, kan vi hurtigt føle: Dette afsnit har vi tjek på nu.
Men Fra vanvid til sund tro er også en oplæring i at læse Bibelen. For Carson viser, at intet ord er valgt tilfældigt. Paulus – eller Helligånden – har tydeligvis vejet hvert eneste ord på en guldvægt, for at så meget som muligt kunne komme med. Og det pudsige er, at det aldrig bliver kedeligt.
Gennem den nærlæsning som man foretager af 2. Korinterbrev 10-13, kommer bogen indirekte med en lille, god udfordring: tag en dykkerdragt på og dyk rigtig dybt i Bibelen.
Det er sundt!
D.A. Carson: Fra vanvid til sund tro
208 sider, 228 kr. Credo