Omsorg med handling
Vi møder ikke nogen prøvelse, vanskelighed eller udfordring i dag, som vores Herre Jesus ikke kan leve sig ind i.
Hebræerbrevet 4,15:
For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd
I det øjeblik, vi kommer ud for en prøvelse lige her og nu, føler han den også og kan sætte sig ind i den, fordi han på alle områder blev fristet, som vi bliver det og derfor er i stand til at forstå vore svage sider.
Den omsorg, han føler for dig, er den samme, han følte for enken i Nain, da han så liget af hendes eneste søn blive båret ud af byens porte for at blive begravet (Lukas 7, 11-15). Det må have været forfærdeligt for hende at opleve sin eneste søn dø efter allerede at have været igennem sin mands død. Sikke en skrækkelig tanke at blive ladt helt alene tilbage i verden uden nogen at støtte sig til! Da Jesus så hende, blev han fyldt med medfølelse og sagde til hende: Græd ikke.
Se, der var muligvis også nogle religiøse ledere, der kunne have fundet på at henvende sig til hende, men de ville til gengælde nok have sagt: Hør her, søster. Der er noget, der ikke helt stemmer. Din mand er død. Og nu er din eneste søn også død. Se hellere at finde ud af, hvad der er galt. Spørg Gud, hvad det er for en synd, du har begået. Eller måske hviler der en forbandelse over dit liv, som skal brydes.
Er det ikke dejligt, at Jesus ikke bragte mere forvirring og fordømmelse over hende? Han viste blot omsorg for hende med sine ord: Græd ikke. Den selv samme Jesus vil også komme til dig, når du er allermest fortvivlet, og sige: Græd ikke.
Og Jesu medfølelse strækker sig ikke til kun dette: Åh, din stakkel! Det gør mig så ondt at høre, hvad der er sket for dig. Nej, hans medfølelse vil få Ham til at udvirke det mirakel, du har brug for i dit liv. Det er grunden til, at han kaldte enkens søn tilbage til livet!
Du skal vide, at han, som i dag sidder ved Faderens højre hånd, forstår, hvad du går igennem og kan leve sig ind i dine skrøbeligheder. Og ikke bare det – han vil også blæse nyt liv i din døde situation og vende den til det gode.