Tro Håb & Kærlighed
Kærligheden førte Solveig ind i Olavs beredte favn

Solveig Schmidt har set på indtil flere kontaktannoncer igennem de sidste år.Som kristen var hendes længsel at finde en ægtemand at dele sin tro med. Men hver gang blev hun skuffet, fordi den åndelige del manglede. Og hun havde næsten mistet håbet. Men i juni i år skete der noget nyt. Solveig sad og læste i Udfordringen, da hendes øjne blev fanget af noget interessant:
”Pæn, seriøs kristen mand søger kvinde til giftemål. Du er velfungerende, positiv, har et godt humør og er i balance med dig selv. Jeg glæder mig til at høre fra dig.”
Sådan lød den kontaktannonce, som Olav Hjort Clausen havde sat i avisen.

Et fornyet håb rejste sig i Solveigs hjerte, og hun tog mod til sig og ringede Olav op. Resultatet af den opringning skulle vise sig endelig at være vejen til den rigtige mand. For i den anden ende af telefonlinien svarede Olav. Det opkald blev afslutningen på flere års ensomhed for både Solveig og Olav.
Fælles for dem begge er, at de er fraskilte og i sin tid blev forladt af deres ægtefæller pga. utroskab fra ægtefællens side. I flere år har de søgt efter en partner med giftermål for øje.
I dag er Solveig og Olav forlovet og skal giftes til Sankt Hans næste år. Solveig flyttede i september fra sit hjem i København sammen med sin søn Mogens til Christiansfeld.
De har begge børn. Olav har en søn og to døtre i alderen fra 15-22 år. Solveig har en søn på 15 år. Han har en lettere form for autisme og har været heldig at komme ind på Den Grønne Skole i Haderslev, som er for børn med indlæringsvanskeligheder.

– Der var flere kvinder, som ringede på annoncen og sagde, de ville ringe igen, men Solveig var den første, som gjorde noget ved det, siger Olav.
– Det var, som om der blev lukket af åndeligt i forhold til de andre, men der er også blevet bedt meget for mig, fortæller han.
En bekendt fra Menighedshuset besøgte Olav, hvor de talte om hans behov for at finde en kone. Hun bad for Olav og lovede at blive ved med at bede for ham.
Solveig er overbevist om, at en engel har været på arbejde for at bane vejen og føre dem sammen. Der har nemlig ikke været nogen uløselige forhindringer for dem undervejs. Alt er forløbet let lige fra relationen imellem dem til flytningen.
Derfor har det også fået en hel særlig betydning for Solveig, at der lige over kontaktannoncen i Udfordringen stod et skriftssted fra 2. Mosebog 23;20:
Se, jeg sender en
engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til det sted, jeg har beredt.
– Jeg synes virkelig, at englen er gået foran mig og har sparket stenene til side, siger Solveig.
– Folk har sagt ”ih, hvor er det dog hurtigt, at du flytter derned”. Men så har jeg sagt, nej, det er det sådan set ikke. For jeg føler næsten, at jeg har kendt Olav før. Jeg har bedt i flere år om en ægtemand og jo udmærket godt vidst, hvad det var, jeg ville have. Jeg har gjort alt. Også grædt, og til tider har jeg nærmest bedt, tigget og tryglet Gud. Jeg har tændt lys i kirker, og der er blevet bedt for mig under gudstjenesten i Københavns Kristne Kulturcenter. Jeg har også deltaget i en bedeservice via e-mail på nettet, hvor der er blevet bedt for mig. Nu, hvor Olav og jeg har mødt hinanden, er jeg glad for, at jeg holdt ud og taknemmelig for bønnesvaret.
– Englen har også hjulpet os med flytningen. Vi har fået praktisk hjælp af venner og bekendte.
– De har hjulpet os med at male billigt, og vi har også fået et komfur. Sådan har det været hele vejen. Jeg har aldrig oplevet sådan en regn af bønnesvar og velsignelser for at bruge et kristent ord, siger Solveig begejstret.

Solveig og Olav har tit snakket om, at Gud har humor, når han tager en sønderjyde, som godt kan lide alt, hvad der har med København at gøre, og sender ham hele vejen over til København for at finde en kvinde med jysk sind. Og en københavner til Sønderjylland for at finde en mand med københavnsk sind.
– Det er meget pudsigt, siger Solveig.
– Men det betyder, at vi kan mødes rent mentalt, tilføjer Olav og fortsætter:
– Jeg har altid været fascineret af København, når jeg har været der, men så heller ikke mere, siger han.
Og jeg er fascineret af den jyske ro, siger Solveig.
– Især de sidste par år. København er blevet for stressende. Folk er aggressive og har en for kort lunte, siger hun.

Olav arbejder som buschauffør for Kolding Bybus. Det har han gjort i de sidste 12 år. Solveig har endnu ikke fundet noget job. Hun har brug for at finde et flexjob og kunne godt tænke sig at arbejde på det hospice, som ligger i Haderslev.
Før Solveig flyttede til Christiansfeld, var hun køkkenmedhjælper på et plejehjem. Og en dag, hvor alle kollegaerne var samlet, fortalte hun om de nye planer.
– Jeg sagde: Ved I hvad, kære venner. Gud har været så venlig at velsigne mig med en dejlig mand fra Christiansfeld, og det betyder, at jeg flytter derned snart. ”Nå”, sagde de og tænkte, det var for hurtigt.
– Det virker lidt panikagtigt. Men der har ikke været nogen tvivl i mit sind, fortæller Solveig.
– Du er faldet rigtig godt til, siger Olav.
– Jeg kan godt lide, at Solveig taler meget. Det skal man gøre i et forhold, ellers bliver det for kedeligt. Hun griner og har et godt humør. Vi passer godt sammen, og hun er god ved mine børn. Solveig er en flot dame, siger han.
– Olav har et godt sind og en ro, og alligevel kan han godt lide det der københavnersind, hvor man spontant farer ud, og så skal der bare ske noget. Han er så god til at være glad og også god til at vise det. Og så er han meget ærlig og pæn, siger Solveig.

Bryllupsfesten vil Solveig og Olav gerne holde i Brødremenigheden, og samme dag vil de fejre to gange halvtreds års fødselsdag. Det skal ske til Sankt Hans næste år.
– Jeg kan godt lide den der munkestemning, og så er det ikke ret langt fra, hvor vi bor, Nu giver vi den gas med at spare, for det skal blive storslået, siger Solveig.