Skriv til Suh
Det er sjovere at dele godterne med andre
Kære Suh!
I min kristne vennekreds oplever jeg, at mange er som mimoser, forstået på den måde, at der er en åndelig berøringsangst. Mennesker omkring mig bliver forlegne, når der bliver lukket lidt op for det indre åndelige liv.
Jeg skal virkelig lægge bånd på mig selv, for har man fået en pose bolcher, er det jo sjovere at dele med andre end at nyde godterne i enrum.
Kan det tænkes, at det er mig, der mangler et filter (jeg bruser ikke frem og er en lidt genert type). Som kristen føler jeg, at det er legalt i kraft af Jesu værk, at jeg kan træde frem og være gennemsigtig, og at vi skulle være hinandens ressourcepersoner, opmuntre, trøste og glæde os sammen.
Den åbenhjertige
Kære Åbenhjertige
Sikke et dejligt billede på det at være kristen en pose bolcher.
Jeg er helt enig med dig i, at det kristne fællesskab bør være et forum, hvor vi kan være autentiske, uden masker og påtagede facader et sted, hvor vi, som du skriver, kan opmuntre og trøste hinanden.
Jeg synes da også beskrivelsen af det kristne fællesskab i Det Ny Testamente tegner et billede af et sådant fællesskab. At f.eks. bekende sine synder for hinanden må siges at være ret gennemsigtigt (Jak. 5,16).
Måske er dine kristne venner rent faktisk åndeligt hæmmede, og i så fald er det en stor gevinst for dem, at du tør stå frem og på den måde være en katalysator for større åbenhed og nærhed.
Det kan også være, at dine venner simpelthen har andre personligheder end du, og at det derfor ikke, hverken nu eller siden, falder dem naturligt at være så åbne og tale om noget, der for dem er meget privat. Vi er jo meget forskellige i både temperament og væremåde.
Jeg synes, du skal tale direkte med dem om det, så de får lejlighed til at høre dine tanker og omvendt. Hvis det ikke ændrer på noget, og du oplever at blive åndeligt udmattet, vil jeg råde dig til at finde et supplement til din nuværende kristne omgangskreds.
Det er nemlig vigtigt, at man kan dele sine åndelige oplevelser og tanker med nogen uden filter.
Hilsen Suh
Sidder der en ond ånd i mig?
Kære Suh B. Jacobsen
Som 43-årig fik jeg en blodprop og blev lammet i venstre side. Jeg er i dag 68 år. Da jeg blev syg, fik jeg troen på Vorherre Jesus Kristus, og jeg har bedt til Jesus i de 25 år. Inge og Hans Berntsen, og også andre, har bedt for mig mange gange, men uden resultat.
Tror du, der sidder en ond ånd i mig? Tror du, det er en mulighed at få kontakt med de folk fra Åndernes magt, som har været i TV2?
Min tro på Jesus er 100% i orden, jeg tror bombesikkert på, at Jesus kan gøre mig rask til de kommende 20-25 år, men min tålmodighed er meget slidt.
Mit liv går væk i ingenting. Hvis du var i mit sted, hvad ville du så gøre?
Hilsen T. Thomsen,
Broager
Kære T. Thomsen
Jeg forstår din frustration over din nuværende situation. 25 år med alvorlig sygdom er meget lang tid. Det er utrolig dejligt, at du på trods af dette kan proklamere: Min tro på Jesus er 100% i orden.
Nej, jeg tror ikke, at du er besat af en ond ånd, og at det er det, der er skyld i din manglende helbredelse. Bibelen taler klart om, at onde ånder må fly, når Guds ånd gør sit indtog i et menneskes liv, og eftersom du bekender dig til Kristus og har overgivet dit liv til ham, kan der kun være plads til én slags ånd: nemlig Guds ånd.
Jeg vil fraråde dig at tage kontakt til Åndernes magt, da det efter min mening er et program, der ikke skelner mellem Guds ånd og alverdens andre ånder. Jeg vil råde dig til udelukkende at søge hjælp, vejledning og forbøn hos mennesker, der bekender sig til Guds og Jesu Kristi ånd.
Hvis jeg var i dit sted, ville jeg prøve, hvor svært det end måtte være, at acceptere de vilkår, Gud tillader for dit liv lige nu. Led efter ting at glæde dig over og stræb bevidst efter at få det bedste ud af din tilværelse. Lev i dag, lev NU – vent ikke til den dag, du bliver helbredt. Lad ikke dit handicap stjæle dit liv. Dit liv går kun væk i ingenting, hvis du lader det gøre det. Vi vælger ikke vilkårene for vores liv, men vi har heldigvis stor indflydelse på, hvordan kvaliteten af det bliver.
Hilsen Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen, Nordgårdsvej 109, Tune, 4000 Roskilde
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk
Breve til Suh skal være skrevet med henblik på at offentliggøres.
Ikke alle breve offentliggøres. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk