Idolerne flirter med det nyreligiøse
Hollywoodstjerner bliver optaget i nyreligiøse bevægelser for at skabe image og penge.Nyreligiøse sekter udnytter skuespillere og musikstjerners tiltrækningskraft til deres egne formål.
Tom Cruise har læst til præst et år, men er nu meget aktivt medlem af Scientology med en høj grad i bevægelsen.
Der har været flere pinlige situationer, når journalister har stillet kritiske spørgsmål til Cruises religion. For nylig sprang han rundt i møblerne som et lille barn i talkshowet Oprah – formentligt af glæde over sin forlovelse med Katie Holmes. Eller måske er det, fordi Tom Cruise er OT7, som er den næsthøjeste grad i Scientology.
– På disse høje niveauer skulle man få ekstraordinære evner, så man er i stand til at overskride de almindelige naturlove. Man skulle efter sigende kunne manipulere og kontrollere omgivelserne. Disse forestillinger lever Tom i, så han ikke har syn for, hvordan omgivelserne virkelig reagerer, siger Akademisk medarbejder Torben Kirkegaard fra Dialogcentret.
Vi bliver let fascineret af gossip-historierne, fordi sladder er spændende læsning. Og ubevidst handler vi måske som de kendte.
– Det er vigtigt, vi ikke ser på stjernerne som idoler, som vi bare ukritisk kan kopiere. Vurdér deres livsstil: hvad er deres syn på livet, på verden og på Gud. Se, om det er noget, du kan bruge, siger Torben Kirkegaard.
Scientologys stifter L. Ron Hubbard havde en strategi med at rekruttere så mange kendte som muligt for at skabe positiv opmærksomhed omkring sekten. Den nuværende Scientologyleder, David Miscavige, har fortsat Hubbards strategi. Efter Hubbards anvisning har sekten oprettet et Celebrity Centre i et luksuriøst gammelt hotel i Hollywood.
Stjernerne kan hurtigt avancere til høje grader i de nyreligiøse bevægelser, men det er voldsomt dyrt.
Det er et åbent spørgsmål, om Tom er blevet skubbet ud over kanten af Scientology. Gennem de mediestunts, han har lavet den senere tid, har han nærmest lavet kunstnerisk selvmord, så han nu er fyret fra sit filmselskab Paramount, fordi han er dårlig publicity for dem. Indtil han finder en anden arbejdsgiver, er han nødt til at rejse penge gennem private investorer.
Pepsi har også byttet deres frontfigur i reklamerne, pop-stjernen Britney Spears (der flirter med den jødiske mystiske Kabalah-sekt) ud med den kristne sangerinde Jaci Velasquez.
Men Tom Cruise arbejder videre med at få kendisser med i Scientology. Sidst forsøgte han at få Will Smith fra Men in Black med. Han takkede dog nej.
Listen over idoler i nyrelgiøse bevægelser er lang. De mest kendte scientologer er Tom Cruise og John Travolta, men også Kirstie Alley fra Sams bar og Elvis Presleys datter, Lisa Maria Presley, er medlem af sekten.
Madonna promoverer den jødisk Kabalah-sekt, som også Britney Spears flirter med. Skuespilleren Goldy Hawn fra Pige overbord er meget fascineret af guruen Sai Baba.
Men også i Danmark er skuespillere præget af nyreligiøsitetens tiltrækningskraft. Ida-skuespilleren i Krøniken, Anne Louise Hassing, og Mia Lyhne fra serien Klovn er medlemmer af den buddhistiske sekt Soka Gakkai (ligesom Tina Turner og Orlando Bloom fra Ringenes Herre og Pirates of The Caribbean).
Den tilbageholdende, men altid smilende og charmerende pigebedårer Tom Cruise har forandret sig til en mand, der forsøger at dominere sine omgivelser på grund af sin høje status i Scientology.
Spørgsmålet er, om det sådan et idol og livsstil, man skal følge som unge kristne?