Når raseriet melder sig

Således stopper du et raserianfald i opløbetJeg stod og nynnede for mig selv, mens jeg pressede appelsinsaft. Da jeg lagde et nyt stykke appelsin i maskinen, hoppede min treårige søn op på en taburet for bedre at kunne se, hvad jeg lavede. Derved kom han af vanvare til at støde til min arm, så glaskanden med den allerede pressede saft væltede, og det klæbrige gule stads sprøjtede ud til alle sider.”Din idiot!” skreg jeg op i ansigtet på ham. ”Skal du altid lave ulykker? Som om jeg ikke har nok at se til i forvejen!” Min søn satte hænderne for ansigtet og begyndte at græde. Men jeg var hård og ubønhørlig. ”Du gør mig vanvittig! Ud af køkkenet med dig – og kom ikke tilbage, før jeg siger til.”
Da jeg kort efter hørte ham hulke inde på hans værelse, var mit raserianfald forbi. Grebet af anger gik jeg tøvende ind til ham og satte mig på kanten af sengen. Min søn vidste, hvorfor jeg var kommet; han havde for længst vænnet sig til mine raserianfald. Forsigtigt klatrede han op på skødet af mig, strøg mig over håret og hviskede: ”Jeg tilgiver dig, mor!”
Mens jeg sad og betragtede hans kønne lille ansigt, vidste jeg præcist, hvordan han havde det. Som barn havde jeg selv lidt under min mors heftige raseriudbrud. Ligegyldigt, hvor forsigtig eller ”perfekt” jeg forsøgte at være, hidsede hun sig altid op, skældte ud og råbte ad mig – ja, tit skubbede hun mig ublidt til side og slog også indimellem.
Allerede tidligt i mit liv var jeg kommet til den erkendelse, at der måtte være et eller andet ved mig, der ikke var, som det skulle være. Jeg blev tung om hjertet, når jeg tænkte på, at jeg tilføjede min søn samme smerte, og at han engang som voksen måske ville fortsætte dette kredsløb af evige raserianfald.

Jeg var klar over, at jeg opførte mig forkert, men jeg anede ikke, hvordan jeg kunne ændre det. Jeg mindede om en bombe, som hele tiden var lige ved at eksplodere. Min søn var bange for mig.
Også forholdet til min mand kunne betegnes som spændt. Han var vokset op i en hensynsfuld, kærlig familie og kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så uberegnelig. Jeg mærkede, hvordan han trak sig væk fra mig, og jeg levede i stadig angst for, at han skulle tage vores søn og forlade mig, hvis jeg ikke lærte at beherske mig.
Igen og igen anråbte jeg Gud om hjælp. Men jeg vidste også, at jeg ikke bare kunne bede Gud om at lave mig om for så efterfølgende at læne mig tilbage og vente på, at han med et snuptag gjorde mig til ”årets mor”.
Jeg havde brug for hjælp fra en person i min omgangskreds, som jeg havde tillid til, og desuden brug for professionel støtte fra en kristen rådgiver, som kunne hjælpe mig med at ændre min livsstil, mine opdragelsesmetoder og dermed forholdet til min søn.

Men inden jeg nåede så langt, klamrede jeg mig til Guds tilsagn i Salme 46,2 om, at han vil bistå os i vores nød. Jeg påberåbte mig 1. Korintherbrev 10,13, hvor han lover ikke at stille os over for fristelser, som er for store til, at vi kan vinde over dem. Jeg fyldte min sjæl med Guds ord.
Mens jeg bad og læste i Bibelen, viste Gud mig ting i mit liv, som skulle laves om. Han førte mig til nye løsninger og konkrete skridt, som jeg skulle tage i relation til mit barn.
Her er fem forslag til, hvad der kan hjælpe dig til at bekæmpe dit raseri:

Selvom jeg var bange for, at nogen skulle høre om mine forfærdelige raserianfald, vidste jeg også, at jeg for enhver pris havde brug for hjælp. Min svigermor blev min bedste forbundsfælle; hun stod ved min side i tykt og tyndt, bad for mig og var babysitter, når jeg følte mig helt udkørt. Når jeg ikke slog til, var hun på en og samme tid både den, der trøstede og formanede mig. Jeg kunne betro hende alt.
Bed Gud om et menneske, som du kan tale åbent med. Vær fuldkommen ærlig og bed denne person om at ”overvåge” dig. Bed sammen og søg sammen efter løsninger.
Mine problemer var så overvældende, at jeg næsten følte mig handlingslammet. Derfor søgte jeg professionel hjælp hos en kristen rådgiver. Han var uddannet familieterapeut og havde stor indsigt i og forståelse for min situation. Han tvang mig ikke til noget, men pegede på mulige løsninger og drog mig til ansvar.
Hvor stor skal dit raseri være, for at professionel hjælp er nødvendig? Mit råd er: Hvis dine raserianfald igen og igen bringer ufred i jeres samliv eller går ud over dit barn, bør du tage imod professionel hjælp. Bare et enkelt besøg kan give dig et nyt perspektiv og motivere dig til at arbejde mere målrettet med dine svage sider.
Mange forældre, som har tilsvarende problemer, finder hjælp i forældreklasser og selvhjælpsgrupper, hvor de møder andre, der ligeledes har problemer med at opdrage deres børn og kan fortælle om deres gode erfaringer.

Hvad vil du nå som mor? Hvis du ikke har klart definerede mål, vil din planløse tilgang til opgaven ofte føre til frustration, og det fører uvægerligt til vredesudbrud.
Da jeg gennemgik målene med min opdragelse, konstaterede jeg, at de mest handlede om ønsker. Jeg ønskede f.eks., at min søn skulle sidde stille i lægens venteværelse, mens vi ventede på, at det skulle blive vores tur. Men dette afhang jo af hans opførsel, ikke af min. Ved hvert lægebesøg ærgrede jeg mig over, at jeg tydeligvis ikke evnede at få mit barn til at opføre sig sådan, som jeg ønskede.
En god strategi til at få min søn til at opføre sig ordentligt i venteværelset var at stille ham belønninger i udsigt, som afhang af hans egne beslutninger. Efter at jeg indførte denne metode, blev vores lægebesøg væsentligt nemmere. Vi snakkede i forvejen om, hvor forkert det var at løbe omkring og råbe sådan et sted. Jeg tog samtidig ting med, som min søn kunne beskæftige sig med, eller jeg legede med ham i stedet for at sidde og læse i et blad. Nu havde jeg et klart mål og en plan for at nå det.
Dine mål bør være praktiske, bibelske og i samklang med din mands mål. I mange år kolliderede mine mål med min mands. Det forstærkede kun min angst og også min vrede, som jeg så lod gå endnu mere ud over mit barn. Det var altså påtrængende nødvendigt, at jeg lærte at arbejde sammen med min mand.

Jeg havde forventet, at mit lille barn ville sidde stille, når han blev bedt om det. Umuligt! Tilmed erfarede vi meget senere, at den medicin, som vi i flere år havde måttet give ham på grund af astma, havde store bivirkninger. Mit ”vilde barn” kunne ganske enkelt ikke holde sin krop i ro. Han var pumpet helt op med et stof, som minder om adrenalin!
Jeg lærte at skelne mellem normal barnlig opførsel og så det at være ulydig. Alle små børn taber indimellem noget. Men hvis noget med vilje smides på gulvet, er det en helt anden sag.
Mange af mine forventninger til min søn var egoistiske. Jeg ville ikke forstyrres eller begrænses alt for meget i min personlige frihed. Frem for alt ville jeg, at han skulle få mig til at fremstå som en kompetent mor. Men det er ikke min søns opgave; han er et selvstændigt menneske med sine egne særlige evner, forkærlighed og luner.
Selvom jeg har myndighed over ham, bør samlivet i familien være kendetegnet af gensidig respekt og et sundt mål af at give og tage. Jeg lærte efterhånden at tackle evigt tilbagevendende adfærdsproblemer på en kreativ måde, som gjorde livet lettere for min søn og hjalp mig til at nå de mål, jeg havde for min opdragelse.
Da min lille pode var tre år, var det forfærdelig svært for ham at falde i søvn om aftenen. Ligegyldigt, hvad vi forsøgte os med, fandt han altid en udvej for at stå op igen og komme ind i stuen til os. Til sidst stillede vi en farvestrålende æske på hans seng med ordene: Hvis du ikke står op igen, efter at vi har lagt dig i seng, finder du en overraskelse i ’skattekisten’ i morgen tidlig. Det fungerede! Efter at min søn havde vænnet sig til at blive i sengen, kunne vi lidt efter lidt udelade belønningerne.

Den vigtigste årsag til mine raserianfald var min overfyldte tidsplan. Jeg gik til bibeltime hver uge og meldte mig gerne til arrangementer i børnehaven, skolen og menigheden. Ofte hjalp jeg til i børnehaven i tilfælde af sygdom og underviste i søndagsskoleklassen. Dertil kom, at jeg holdt huset ulasteligt rent og skrev små indlæg til flere blade. Følgen var, at jeg hver dag var på benene fra tidlig morgen til sen aften. Når min søn var i vejen, ”overså” jeg ham ganske enkelt eller råbte ad ham, fordi han forstyrrede mig.
Jeg måtte lære at holde lidt igen, være mere grundig i min udvælgelse af opgaver og i den forbindelse spørge mig selv: ”Er jeg virkelig kaldet til at gøre dette i den nuværende fase af mit liv?” Og som oftest lød svaret: ”Nej!”
Mange af de mennesker, som slås med raseriudbrud, har alt for travlt med at være perfekte på alle områder. Da jeg besluttede mig for at bruge mere tid sammen med min søn, var det ikke svært for mig at bruge mindre tid på at lave mad. Støvet på fodlisterne forekom ikke mere så faretruende. Det var min mand med til at åbne mine øjne for: ”Min ven, jeg vil hellere komme hjem og finde et rodet hus med en afslappet kone end et blankpoleret hus med en desperat, vanvittig kone.”

De fleste forældrerådgivere siger formanende: ”Pas på dig selv! Ingen mor kan klare stressede situationer, hvis hun ikke er rask og udhvilet.”
Jeg havde vænnet mig til at sidde oppe til langt ud på natten, fordi jeg nød stilheden i huset, efter at alle de andre var gået i seng. Næste dag var jeg selvfølgelig ikke i stand til at klare en livlig lille dreng og dagens øvrige gøremål.
Det kan lyde fortærsket, men sandt er det: Sund kost, motion og tilstrækkelig med søvn giver energi til at klare hverdagens strabadser. Jeg har også brug for en fast tid til mig selv som en slags nødventil. Ikke alle mødre har samme brug for tid til sig selv. Men hvis man ignorerer dette personlige behov eller føler, at man bør give afkald på det, kan man ende med at køre helt ned. Kvindegruppen i min menighed har f.eks. dannet en babysitter-klub for at give unge mødre mulighed for at få lidt tid til sig selv.
I mellemtiden er min søn blevet elleve år. Da han fornylig kom hjem fra skole, bad jeg ham om først at lave lektier, før han gik i gang med andre ting. Halvsur gik han ind på sit værelse og smækkede døren i efter sig. Mit blod begyndte straks at koge, og jeg marcherede resolut i retning af hans værelse parat til at rive døren op og give ham en lektion i, hvordan man opførte sig.
Men en lille stemme inde i mig stoppede mig. Jeg huskede pludselig på, at han i syv lange timer havde siddet fastlimet til sin skolebænk og lige skulle have mulighed for at koble fra. Jeg blev brat stående og sendte en kort bøn op mod himlen: ”Herre, vis mig, hvordan jeg skal bære mig af nu!” og bankede let på døren.
Døren blev åbnet, og min søn undskyldte straks sin respektløse opførsel. ”Kan jeg lige snakke med dig et øjeblik?” spurgte han. Så fortalte han om en kedelig oplevelse, han havde været ude for i skolen. Jeg trøstede ham og spurgte, om jeg kunne hjælpe på en eller anden måde.
Pludselig rakte han hånden frem og trykkede min arm. ”Hvor er jeg glad for, at vi er venner, mor,” sagde han. ”Det gør det lettere at klare alt det andet brok.”
Det var helt sikkert prisen værd for at have undertrykt et raserianfald.
Karola Bischof i ’Lydia’