Hvem går Kristus i kødet på?

Positive eller negative ytringer om islam bliver aldrig det afgørende for holdningen.Jeg har netop i et større dansk dagblad læst avisartikel nr. 1.114.7-og-en-madpakke, hvori en dansk debattør (i dette tilfælde endda en cand. theol.) rabiat går i kødet på islam og muslimer med en sviende svada af kritik.

Af Thomas Baldur
BA i religion og mission
Præst ved Bethelkirken
(Det Danske Missionsforbund) på Amager og tidligere ved
Nazaræerens Kirke i Rødovre.

Og jeg fyldes endnu en gang med den ambivalens, som jeg jævnligt oplever, når mennesker omkring mig ytrer sig om islam. Hvad enten det er positivt eller negativt, bliver jeg aldrig 100 % overbevist af nogen af dem. Jeg sidder altid med spørgsmål som: Hvor meget skal der mon lægges til eller trækkes fra? Hvor meget brød skal der spises til? Hvor meget har han/hun misforstået? Hvor megen sandhed og hvor megen fordom er der i det her?

De af os, der har gidet ofre mere end 10 sammenhængende minutter på emnet, har vel om ikke andet lært, at forholdene og problemerne mellem muslimer og ikke-muslimer ser meget forskellige ud, afhængig af, om du spørger en muslim eller en vesteuropæisk kristen (hvad det begreb så end betyder). Der er så mange forskelle i livssyn, gudssyn, retorik, kultur, sociale strukturer og meget andet, at sagligheden i samtalen som regel er det første, der dør, fordi man kritiserer og danner fordomme om ”modparten” ud fra sit eget perspektiv, uden at investere særlig megen energi i i det mindste at forstå den andens perspektiv og verdensbillede.
Jeg er ikke relativist. Jeg tror, at Jesus er Vejen, Sandheden og Livet. Jeg tror bare ikke, at nogen af os i denne del af livet til fulde forstår, hvad han mener med det. Men jeg tror, at vi bør formidle den begrænsede forståelse, vi har, til alle mennesker, også muslimer.

Jeg tror, at muslimer er mennesker, der reagerer på Helligåndens tilskyndelse til alle mennesker om at søge Sandheden. Deres kontekst, samfund, kultur og familie fortæller dem, at sandheden er at finde i islam. Jeg synes (selvfølgelig) hellere, de burde lede i den kristne kirke … men sådan går det altså ikke. Cirka én milliard mennesker mener at have fundet sandheden i moskeen.

Hvad er så bedst: at tænde et lys eller forbande mørket? At forarges over løgnen eller fejre sandheden, uanset hvor fragmenteret den måtte være? Kan vi som kristne oprigtig sige, at vi har hele sandheden? I Matt. 16:16 fremsiger Peter frimodigt sin bekendelse, og i dette fænomen finder Jesus ifølge eget udsagn den klippe, han vil bygge sin kirke på. Syv vers senere siger Jesus til sin klippe: vig bag mig, Satan. At være en klippefast efterfølger af Jesus med en velklingende bekendelse er altså ingen garanti for, at man har en komplet forståelse af sandheden. For ”stykkevis erkender vi” (1 Kor. 13:9). I kirken fejrer vi sandheden, men forhåbentlig gør vi det i en ydmyg erkendelse af, at vi med vores fragmenterede forståelse dog kun er nået et stykke af vejen.
Hvad så med islam? Er der nogen sandhed i islam? Hylder vi ikke almisser, bøn og faste (tre af islams fem søjler) som en del af det, vi forstår som sandheden? Jesus gør (Matt. 6). Er der ikke noget sandt og smukt ved at søge Gud i bøn fem gange dagligt? De meget stærke sociale bånd, man finder i islamisk kultur (hvis skyggeside danske medier ensidigt skildrer) – rummer de ikke noget smukt, som vi sukker efter i vores kristne sammenhænge? Hvor mange kristne bruger en måned om året på at faste fra solopgang til solnedgang for derefter, når mørket er faldet på, at mødes om bordet med sine trosfæller og fejre troen over et solidt måltid?

Er der løgn og vildledning i islam? Ja, det i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, der er! Men betyder det entydigt, at man fortabes, hvis man gennem et helt liv oprigtigt og redeligt søger Gud, som han beskrives i Koranen, fordi det er man opdraget til (og Allah er det arabiske ord for Gud – også i arabiske bibler, hvad end man så måtte mene om det)? Det får du ikke noget skråsikkert svar på fra mig. Jeg vover ikke at trampe rundt i Guds ansvarsområde – verdensdommen. Jeg ender givetvis med at jokke i spinaten!
Skal vi så ikke søge at lede muslimer til erkendelse af Jesus som Kristus, Guds Søn, og til frelse i kristen forstand? Jo, det synes jeg da, uden diskussion, at vi skal! Men jeg tror ikke, at gentagne, sviende svadaer af kritik er særlig konstruktive i den retning. Muslimer drages ikke til Kristus ved at blive svinet til af kristne (drages nogen mennesker mon af det?). I det hele taget ”vindes” muslimer ikke for evangeliet gennem argumentation.

Flere og flere kristne har tilsyneladende læst Koranen … eller i hvert fald bladret i den … eller også har de en præst, hvis nabos moster en gang har hørt en Spies-guide i Tyrkiet citere et vers fra den. Igen og igen fremhæves enkeltstående vers, altid ude af kontekst, men som ”helt klart opfordrer muslimer til vold mod vantro”. Fremgangsmåden vækker minder om gamle dage, hvor kristne i ramme alvor øvede sig i at diskutere med Jehovas Vidner, dogme for dogme. Hvis vi skal ud i at slynge kompromitterende skriftsteder på kryds og tværs hen over ”forståelseskløften”, hvordan mon muslimer så reagerer på Lukas 19:27, hvor Jesus (ude af kontekst) siger: ”Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.”?
Når muslimer konverterer til kristendom, skyldes det gerne enten, at de får en decideret Kristus-åbenbaring, eller ved, at kristne ved trofast at vise nåde og godhed vinder deres hjerter. Kun sjældent bliver muslimer (eller andre mennesker) kristne, ved at man fortæller dem, hvor forfærdelige de er!
I vor tid består en geopolitisk krise mellem den muslimske og den ”kristne” (= europæiske / amerikanske) verden. Det er ikke en rent geografisk konflikt – Mellemøsten kontra Europa/USA – konflikten involverer i høj grad også den muslimske verden, der bor lige uden for vores dør.

Og det frustrerende er, at, hvor gode tiltag til løsninger og forbedringer af forholdet mellem befolkningsgrupperne som regel (og i bedste fald) kun virker lokalt, men ikke spredes globalt, så er det stik modsat med forværringerne. De breder sig lynhurtigt som en steppebrand til hele kloden (eksempelvis Muhammedtegningerne og pavens tale). Det er en geopolitisk problemstilling, som berører og bekymrer os alle, også mig.
Men jeg er præst! Mit primære ansvar og fokus er: MISSION! Hvordan formidler vi bedst det kristne evangelium? Det tror jeg vi gør ved at fralægge os ansvaret for at løse den geopolitiske krise (ja, det skrev han faktisk!) og påtage os ansvaret for at ”være Jesus” – at lægge krop til Jesu væsen og Åndens frugt. Vi skal ikke have ret – vi skal være gode! Vi skal ikke være fjender af nogen, vi skal mærke og tage del i Jesu sorg over alle, som er ”vanrøgtede og forkomne”, hvad end det skyldes islam eller sekulær, forbrugerisk hedenskab. Vi skal opsøge dem, der står uden for erfaringen af Jesus som Guds Søn og menneskers frelser, med hans godhed, kærlighed og nåde. Vi skal tale Sandheden – men vi skal sør’me også huske at være Sandheden … eller i hvert fald håndgribelige repræsentanter for den. I det stykke kan Amish-folkenes vilje til at tilgive deres børns morder i den aktuelle tragedie i USA lære os ikke så lidt!
Der findes ikke nogen enkle, eller fuldkomne, eller fuldstændig tilfredsstillende svar på hele dette meget store spørgsmål. Men igen (og igen og igen) kommer jeg tilbage til, at det bedste bidrag, vi kan yde som kristne, altid må begynde med, at vi siger:
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.