Fra Skive til Sikonge
Spiderman har det, Superman er født med det og The Incredibles vil til tider ønske de ikke havde det! En passion for en anderledes kultur! Esther Haaning Bjerregaard, 24, lever til hverdag et ganske almindeligt liv i Skive, hvor hun læser til lærer. Men hun har en passion:
Hendes store private passion er det afrikanske land Tanzania, der bl.a. er kendt for at være godt udstyret med missionærer.
Hvor længe er det siden, du sidst var i Tanzania?
– Sidste private rejse kom jeg hjem fra den 24. januar i år. Der brugte jeg 4 naturrige uger i landet.
Hvad var formålet med din rejse?
– Mine private rejser har bare været ferie, for at besøge mine venner, sorte som hvide. Min første rejse til Tanzania startede den 4. februar 2005 og 12 måneder frem (dog med pause halvvejs), og her var jeg tolk og underviser for 2-3 danske missionærbørn.
på egen hånd
Esther rejser alene, når hun tager til Tanzania, og hun føler, det giver hende en frihed. Selvom hun bor i nærheden af den danske familie, hvis børn hun underviste, gør Esther brug af muligheden for at opsøge de lokale.
– Jeg savner egentlig ikke mine venner eller familie, når jeg er af sted. Det har jeg ikke tid til! Der sker næsten noget hele tiden.
Hvordan oplever du deres kristne kultur?
– Der er mange, der går meget op i deres tro og kirke. Men jo længere op man kommer i kirke-hierarkiet, jo lettere bliver man offer for korruption! Det er meget ærgerligt! Men der er ikke noget man kan gøre! Man er virkelig magtesløs!
Bruger du meget kirken, når du er i Tanzania?
– Ja, jeg var i kirke næsten hver søndag. Den tanzanianske kirke er meget mere levende end den danske folkekirke, og der kommer mange flere mennesker.
fascinerer og forandrer
Når Esther er vild med Tanzania, så har det også noget at gøre med, hvad landet gør ved hende. Esther er overbevist om, at hun har ændret sig til det bedre efter mødet med det flotte land.
– Ikke fordi jeg er blevet mere troende eller har fået mere lyst til at gå i kirke i Danmark end jeg havde før, men i mit forhold til Gud er jeg kommet ind i en forandrende proces.
Hvordan er det for dig, at have en stor del af dit hjerte i et andet land?
– Mine tanker er tit i Tanzania, for mange af mine venner er dernede! Jeg tænker meget på Tanzania og de mange forskellige mennesker, jeg kender dernede. Desuden har tanzanianerne altid tid og det kan være hårdt at undvære her.
Om den 24-årige lærerstuderende tænker og taler på en anden måde, end folk der ikke har oplevet Tanzania, ved hun ikke. Men med sig i bagagen har hun en utrolig værdsættelse af de fornemme forhold danskere lever i.
– Jeg savner også naturen i Tanzania rigtig meget! Jeg elsker den! Jeg kunne sidde i timevis og bare lade øjnene løbe hen over de store, fascinerende bjerge.
Kan du anbefale, man bruger nogle af sine unge år på at rejse?
– Ja helt klart! Man bliver mere selvsikker, fordi man får lov at gøre ting på egen hånd og er nødt til at tage ansvar! Og man kan få mange flotte og personlige oplevelser.
Skal du ud og rejse igen snart?
– Hvis jeg skal ud igen, skal det være Tanzania. Både fordi jeg kender landet og sproget lidt, men også fordi jeg holder af det og gerne vil give en hjælpende hånd dér.
Det sidste Esther siger til mig, er Siku Njema, som betyder noget i retningen af hav en god dag