Det grønne håb i Grønland

I sidste uge overnattede jeg en enkelt nat i Kangerlussauq lufthavn i Grønland. Jeg tjekkede ind på lufthavnshotellet og kiggede nysgerrigt ud ad vinduet. Lufthavnen og hotellet var omringet af grønplettede mammutbjerge, som ikke havde i sinde at flytte sig for at jeg kunne få en bedre udsigt. En bred flod dannede en motorvej med tunge isklumper, der som lastbiler langsomt bevægede sig ned ad deres vante rute. Nogle bjergtoppe var indhyllet af skyer, hvis blide berøringer måtte være som at se ind i himlen selv. Jeg tænkte, jeg måtte derop og startede ved bjergets fod. Jeg nød straks den taktfaste lyd af mine egne skridt mod jordbunden. Jeg spottede to mænd i profil øverst på et andet bjerg. Flokdyret homo sapiens på vandring.
Jeg hørte pludselig flodens brusen, en lyd, der før havde været skjult for mig, fordi jeg havde lyttet til mine egne tanker og mine egne skridt. Jeg nød flodens pjattede plasken, men så hurtigt dens alvorlige tørst efter at rive alt levende med sig ind i dens usunde selvmedlidenhed og egoisme. Det var, som om jeg havde set den flod før. Jeg havde selv skabt den. Det var nemlig her, hele mit livs tårer af glæde og smerte var endt. Jeg vidste, de ikke var spildt. De var gået tilbage i naturens økosystem.

Belønningen ved at nå bjergets top var øjeblikkelig. Jeg så min flod sno sig længere, end jeg troede muligt, i smalle og brede forgreninger.
Jeg gik hen til klippens kant og så ned. Jeg stod på toppen af et udtørret vandfald, hvis ubrugte nedgang var slebet af naturen. Jeg mærkede min krop tørste. Jeg hev min vandflaske op af tasken, men samtidig faldt min kalender ud af tasken og ned ad klippen. Hvor den endte, ved jeg ikke, men jeg måtte bruge et par minutter på at berolige mig selv.
Jeg begyndte at forestille mig, at jeg var vandet i vandfaldet. Jeg tænkte, at Gud kunne fylde vandfaldet på et øjeblik, hvis han ville.

Jeg følte mig parat til at gå tilbage til civilisationen og gik ned ad bjerget igen, med mudder på skoene og uden kalender i tasken. Jeg havde både mistet og fundet noget i Grønland. Jeg mistede min tidstæller, og jeg fandt evighedshåbet.