Aberne holdt fest

Lisbeth Kvols Jensen arbejder som missionær for Luthersk Missionsforening i Vest-Tanzania. Her fortæller hun om en oplevelse, hun har haft:
Det er regntid og dermed højsæson for markarbejde.
Nogle sogne nægter derfor at få besøg af Kvinde- og Børneafdelingen, da de ikke regner med, at de kristne har tid til at deltage i vores seminar.
Andre steder byder man os velkommen, og hver gang oplever vi, at der kommer nogen. De, der kommer, er dem, der bærer kirkens arbejde i det daglige.
Det er dem, der gang på gang sætter deres eget til side for at tjene Gud.

Vores sidste tur gik til Kisumba. En landsby, som ligger i hjørnet mellem Zambia og Tanganyika-søen. Landsbyen er omgivet af krat og skov, der huser en del vilde dyr. Desværre har flere af dyrene fundet ud af, at markerne er et rent tag-selv-bord.
Aberne er de værste til at gå på rov.
De brækker de spæde kolber af majsplanterne, hiver bladene af bønnerne og graver jordnødderne op. Det betyder et stort økonomisk tab for ejeren. Så i januar, februar, marts og april er det vigtigste arbejde at beskytte markerne. Det er af disse afgrøder, familien skal leve det næste år.
Hver eneste dag går en fra familien ud i marken ved solopgang og kommer først hjem igen ved solnedgang.
Så sidder man der og holder vagt i al slags vejr. Dag efter dag fire måneder i træk. Arbejdet udføres oftest af kvinderne eller et af de store børn. Og aberne er heldigvis nemme at jage væk, hvis man bare larmer lidt.

Vi havde i Kisumba en trofast flok på 20-25 mennesker tre dage i træk. Ansigterne varierede lidt, da man i nogle familier skiftedes til at vogte marken. Men en kvinde så vi kun den første dag.
Da vi mødte hende på markedet den følgende aften, var hun grædefærdig. Hun havde tilset sin mark om morgenen og konstateret, at aberne virkelig havde holdt fest, mens hun sad i kirken.
Hendes høst vil blive betydelig mindre, fordi hun havde forladt sin mark en enkelt dag.
Jeg ved ikke, hvorfor hun ikke havde fået en anden til at vogte den. Men måske havde hun ingen, som hun kunne overlade arbejdet til. Jeg ved bare, at hun forsømte den én dag for at kunne deltage i vores seminar. Og nu står jeg tilbage med spørgsmålet: Vil hun være villig til en anden gang at sætte Guds arbejde før sit eget?
Kaja Lauterbach
Tro og Mission