Sukkerfri Slaraffenland…?

Chokolade var min bedste ven, slikposer flød over hele huset, fyldig flødeis var min hverdagsdessert og sodavandens søde sukkerbobler var det eneste, min hals ville lade glide ned, når tørsten meldte sig.LIGE INDTIL den anden dag, hvor jeg var ved tandlægen.
Tandlægen var noget så venlig og rar – ja lige indtil han så ind i min mund. Han rodede og ragede (dog kun i min mund) og udbrød det ene fy-ord efter det andet! Min daværende teori om, at det var min dårlige ånde, han kommenterede, viste sig at være en teori, end ikke en tandplejer ville flette fingre med.
Da rummet var fyldt med sølv-lugt, plastik-stank og enkelte tårer (jeg trykkede måske tandplejeren lidt for hårdt i hånden), troede jeg endelig, jeg kunne gå derfra som en fri kvinde – en fri kvinde med færre penge, men trods alt en fri kvinde.

MEN NÆÆÆÆ NEJ! Hr. frisk mund vaskede sine hænder og mumlede, at vi desværre så hinanden igen om 2 uger. Jeg hostede et lille grin og slugte resterne af de nye tænders plastik mm. Tandlægen åbnede døren og sagde, at jeg naturligvis skulle rodbehandles, fordi hullerne gik helt ind til nerverne.
Mine ben skyndte sig heldigvis at gå, inden min mund fik fortalt ham, hvad der gik hvem på nerverne!