Kunsttema
Jesus i
jødisk kunst
I over hundrede år har jødiske kunstnere, digtere og andre intellektuelle været optaget af Jesu skikkelse. Interessen er stor – også blandt det kunstinteresserede publikum i dagens Israel.I 1783 skrev den jødiske filosof Moses Mendelssohn i Berlin, at Jesus var en from jøde, som på ingen måde havde til hensigt at ødelægge jødedommen – en sensationel påstand.
Indtil da havde jødernes syn på Jesus været præget af had og latterliggørelse. Det var i Jesu navn, at de var blevet tortureret og brændt ihjel – som hele den jødiske befolkning i Berlin nogle hundrede år tidligere.
Den kristne kirke havde været den drivende antisemitiske kraft i historien. Med den baggrund var det mere end bemærkelsesværdigt, at jødiske tænkere begyndte at se Jesus som hørende hjemme i den jødiske lejr og ikke i den antisemitiske kristne.
I slutningen af 1800-tallet begyndte også jødiske kunstnere og digtere at skildre Jesus som jøde. Emnet var især aktuelt under masseindvandringen til Israel i begyndelsen af 1900-tallet.
Og selv i dag fascinerer det den israelske offentlighed. En udstilling med nyfundne Jesus-værker af en kendt israelsk kunstner tiltrak 1700 besøgende om dagen, da den åbnede dørene i Jerusalem sidste efterår.
Malerierne som kunstkurator Amitai Mendelsohn fandt inde i det bagerste hjørne af museets arkiv, stemte ikke. Kunne det virkelig være Reuven Rubin, som havde malet disse mørke, sørgmodige farver?
Den populære maler, der med sin glade farveskala havde dokumenteret 1920´ernes og 30´ernes pionertid – hvor Tel Aviv voksede frem af sandet?
Men der havde tydeligvis været en anden Reuven Rubin, opdagede kuratoren. En, som ingen havde haft en anelse om, og som ikke bare havde brugt en anden farveskala, men også havde brugt et andet symbolsprog og en anden kulturarv: Den kristne.
Opdagelsen førte frem til fem års research og udstillingen Profeter og visionære på Israel Museum i Jerusalem, mest kendt for Dødehavsrullerne.
Og interessen viste sig at være meget stor for Reuven Rubins oliemalerier med Jesus-skikkelsen i forskellige omgivelser: Jesus som barn, Jesus med sårmærker på hænderne, Jesus som offerlam, Jesus klædt i kunstnerens egne klæder og med dennes ansigtstræk.
Kristne motiver – og så alligevel ikke. For kigger man nærmere på Rubins malerier, ser man, hvordan kunstneren har taget Jesu skikkelse til sig for at tolke sin egen jødiske verden.
Reuven Rubin blev født ind i en chassidisk familie i Rumænien år 1893. Chassidism, nu som den gang, er en jødisk sekt med rødder indenfor den jødiske mystik, som er kendt for deres traditionelle tøj og hårstil og strenge overholdelse af jødisk lov.
Hans passion for at male stødte på forundring, men Reuven var ikke til at standse, og allerede som 17-årig havde han skabt sig et navn som kunstner, særligt inden for den voksende zionistiske bevægelse.
I en periode studerede Reuven i Paris og blev påvirket af modernister som Picasso, Chagall og Matisse. Men da første verdenskrig brød ud i 1914, måtte han vende tilbage til Rumænien og en udpræget og udviklet jiddisch kultur.
Reuven havde en given plads blandt landets mange jødiske intellektuelle, kunstnere og forfattere.
Og Reuven var ikke alene om at være optaget af Jesus- skikkelsen. Israel Museets udstillingskatalog dokumenterer digte fra samme epoke – og indenfor samme tema.
Den rumænsk-jødiske digter Itzig Manger skriver i en folkevise (frit oversat fra katalogets engelske version):
Sig mig, O Jesus, hvor har du hørt, at din krone er helligere end mine tårer? Jesus, hvem siger, at din krone er helligere end min smerte?
Reuvens samtidige, Josef Klausner, senere professor i jødisk historie på Hebrew University i Jerusalem, skrev om Jesus i en meget kontroversiel bog i år 1922:
Han var hverken Messias eller profet, men et forbillede i retfærdighed og bør derfor æres og respekteres.
Den unge Reuven så Jesus som en smertens mand, som han kunne identificere sig med – som i et selvportræt fra 1921. I oliemaleriet fristelsen i ørkenen, der knytter an til Jesu smerteoplevelse i Getsemane, er det kunstneren selv, der iklæder sig rollen som Jesus.
Senere skulle Jesus i Reuvens billedsprog blive en identifikationsfigur for det jødiske folks lidelser, som i billedet Mødet (Jesus og jøden). I Madonnaen og vagabonderne symboliserer barnet Jesus liggende på israelsk jord genfødslen af det jødiske folk. Vagabonderne, som omgiver madonnaen, har fundet et hjem.
I Reuvens tankeverden sammenvæves genfødslen af en jødisk stat med Jesu opstandelseskraft. Som for ingen anden kunstner var Jesus for ham et symbol på zionismen.
Siden Rubin´s aliya i 1923 (immigration til Israel) forekom Jesus-skikkelsen kun i et eneste af hans malerier: Første påskehøjtid i Jerusalem fra 1950. En hvidklædt Jesus med sårmærker på hænderne er gæst ved et glædeligt familiebord, hvor en chassidisk rabbiner leder det jødiske påskemåltid.
Udstillingen Profeter og visionære vises til den 10. juni. se www.imj.org.il
