Zambia har brug for hjælp
I det afrikanske land Zambia er der over en million forældreløse børn. Deres forældre er døde af Aids.Børnene og de unge er blevet ofre for en enorm menneskelig tragedie og skal forsøge at leve et værdigt liv imod alle odds. Heldigvis er der rigtig mange af de børn, der møder Skolemissionens evangelister og undervisere.
Aids har dræbt tusinder af lærere og unge mennesker i Zambia. I 1998 var to trediedele af de uddannede lærere døde. Denne uhyggelige situation er fortsat i de følgende år. Yderligere 7000 lærere forventes at dø af AIDS fra 2003 til 2008.
AIDS-forebyggelse
Fordi nøden er så stor og himmelråbende koncentrerer Skolemissionen sig om AIDS-forebyggelse. Den eneste chance, der er for at redde befolkningen, er at få fat i de unge, inden de bliver seksuelt aktive.
Det har evangelisterne mulighed for i Skolemissionen, idet de har fri adgang til skolerne, da myndighederne ser Skolemissionens arbejde som højst relevant og påkrævet. Der står så stor respekt om arbejdet og kvaliteten af det, at selv Danida anerkender og støtter arbejdet på skolerne i Zambia.
Hvis der ikke sker noget helt afgørende, forventes det, at kun halvdelen af de zambianske børn når at blive voksne! Det er en enorm menneskelig tragedie, som giver store sociale problemer, da det er forsørger-generationen, der bliver syge og dør. Samtidig kan sundhedsvæsenet slet ikke klare opgaven.
en angstfyldt hverdag
Evangelisterne skaber lyspunkter for børn og unge og giver håb midt i den angstfyldte hverdag der opstår, når først AIDSen har meldt sig.
Evangelisterne holder møder og undervisning om discipelskab i klasseværelser, skolehaller og lærerværelser, hvor de taler om relevante livsstilsemner og frimodigt præsenterer evangeliet og indbyder lærere og elever til at modtage Jesus som frelser og Herre. Dette arbejde ser Skolemissionen store resultater af!
Skolemissionen har den fordel, at de ikke alene underviser og informerer, men også henviser til løsningen på AIDS-problemet.
Uden at fordømme nogen gør de det klart, at den eneste 100 % sikkerhed og beskyttelse mod HIV/AIDS ligger i at følge det bibelske princip: Ingen sex før ægteskabet og ingen sex udenfor ægteskabet.
Det er en høj prioritet for Skolemissionen at give personlig omsorg for de lærere og elever, der giver til kende, at de ønsker et forvandlet liv gennem omvendelse og tro på Jesus.
Skolemissionens evangelister besøger også lærere og elever i deres hjem for at yde vejledning og støtte gennem samtale, forbøn og medmenneskelig omsorg.
Det koster ca. 1200 kr. om måneden at have en evangelist i arbejde på fuld tid, hvor han/hun besøger helt op til 4 skoler og kan nå i hundredevis af både elever og lærere på bare en dag.
Skolemissionen har 10 evangelister i Zambia, der kæmper en hård kamp mod AIDSen.