Kristne åbner hotel på Lolland

Bandholm Hotel, der tidligere var et mondænt feriested, trængte efterhånden til ”en kærlig hånd”, som ejendomsmæglerne skriver.Men i efteråret købte den københavnske frikirke Faderhuset det tidligere badehotel, på Lollands nordkyst. Og i det forløbne halve år er stort set alt blevet renoveret af menighedens medlemmer.
De daglige ledere på stedet bliver Hanne og Carl Anker Mortensen. Hun er tidligere bibliotekar og han er arkitekt. Carl Anker har dog arbejdet som økonomichef i mange år på Forlaget Scandinavia og derefter som skoleleder på en friskole. Begge har i de senere år brugt deres tid i Faderhusets lederskab.
Flere af kirkens medlemmer – herunder parrets to voksne børn og svigerbørn – vil i øvrigt indgå i hotellets faste medarbejderstab, så det bliver et rigtigt familiehotel med 17 dobbeltværelser, ligesom der er restaurant og selskabslokaler. Stedet vil blive udlejet til både familiefester, kurser og konferencer.
Knuthenborg Safaripark ligger kun 500 meter derfra, og der er kun 6 km. til motorvejen. Hotellet indvies for indbudte gæster den 1. juni og dagen efter inviterer Hanne og Carl Anker til åbent hus på Bandholm Hotel.
Henri.