Ferie med indhold
Mød nye mennesker og se mulighederne

Familier på Vej holder sommerlejr i uge 30 på Sommersted Efterskole.
Her tilbyder man også undervisning om familielivet. Lejrchef Peter Eriksen er ikke i tvivl om, at familier får noget ud af at møde andre familier.

En familie kræver ”pasning og pleje”, nøjagtig ligesom en have. Ellers vokser den helt til i problemer, mener lejrchef Peter Eriksen. Her med sin hustru Vivi og børnene Johannes og Kristian.

Og at vi lærer noget af at møde andre kristne end dem, vi ser i menigheden derhjemme. Derfor glæder han sig til temaet på Familier på Vejs lejr: ”Guds konstruktion og byggeplads”, hvor der vil være særligt fokus på to store emner som ”Når livet gør ondt” og ”Ægteskabets abc”. Det handler om relationer mellem Gud og menneske og mennesker imellem. Og det er dagligt arbejde.

Få værktøjer

Som udgangspunkt er det bedst, at børn vokser op i en tryg familie med mor og far, og at de kan bevare dem som rollemodeller hele livet – også i deres eget kommende parforhold. Men langt fra alle børn har de muligheder.
– En familie kræver ”pasning og pleje”, nøjagtig ligesom en have. Ellers vokser den helt til i problemer, og det ved jeg fra mit eget liv og ægteskab/familie, siger Peter Eriksen. Derfor mener han også, det er godt at få nogle værktøjer til hverdagen. Det vil man få på sommerlejren, hvor der er plads til alle typer af familier.
– I en fortravlet hverdag er der ofte ikke tid til at fokusere på hinandens trivsel.
Og der er desværre mange skilsmisser i Danmark, som vækker sorg og frustration hos både manden, kvinden og de eventuelle børn, siger Peter Eriksen og tilføjer:
– Jo, jeg ved godt, at der er situationer, hvor et ægteskab simpelthen ikke kan holde, det kan f.eks. være pga. alkohol, vold, psykisk sygdom eller lignende.

Undervisning
i ferie-højde

På sommerens lejr medvirker Christa og Dirk Lüling, der er grundlæggere og ledere af TEAM.F – Neues leben für Familien i Tyskland. De har mangeårig erfaring og formidler praktisk og åndelig hjælp om ægteskab, familie og børneopdragelse på en humørfyldt måde. Alle deres foredrag tolkes til dansk. Desuden underviser Kirsten og Hans Werner Morell, der er landsledere i Familier på Vej. Se mere på www.familier-paa-vej.dk.