Kan Guds nåde genoprette alt?
Amerikansk forfatter
Nådens endelige mål er at gøre os rede til fællesskabet med Gud i evigheden, så vi kan tilbede ham og frydes over ham i al evighed. Men hvad er nådens endelige mål, når det drejer sig om vort liv her på jorden?
Det er mere end frelse, helliggørelse og genoprettelse. Gud vil tage alt, hvad der er hændt os i vort liv og vende det til sit gode formål. Alt? Der kan være nogle, der her tænker på noget så usigeligt ondt eller smerteligt, som enten de selv eller andre har gjort. Noget, der har såret og mærket dem, fysisk, mentalt, følelsesmæssigt, åndeligt eller i deres forhold til andre. Noget så ondt, at det ikke kan være andet end affald! Er det virkelig muligt for Gud at bruge den slags og vende det til gode for mennesker og til hans ære?
Og med al den kraft, jeg har i mig, vil jeg svare med et fuldtonende JA! Hvis vi mennesker er i stand til at skabe affald om til nyttigt brændsel, så kan Gud bestemt gøre det samme. Det mest spændende, jeg har oplevet som sjælesørger, har været at se Gud gøre det for de mennesker, der har oplevet hans nåde, der helbreder. Netop den slags mennesker bliver sårede helbredere og helbredte hjælpere. Gud har taget netop det, der lammede dem, og vendt det til en velsignelse.
Jeg tænker på en hel kolonne af mennesker, »en sky af vidner«, som har oplevet alle tænkelige former for synd, ondskab, mishandling, misnåde og ødelagte følelser. Men de oplevede alle Guds nåde dybt i deres indre. Nu hjælper de andre mennesker med deres problemer, og det gør de ud fra netop det, der smertede dem mest.
Jeg husker blandt andet mange modløse kristne, der led under forskellige grader af perfektionisme. De var lovbundne, kritiske og fordømmende, stængt inde i bekymring og selvforagt, med et forkert billede af Gud, på stadig jagt efter at vinde Guds og andre menneskers anerkendelse.
Mange kom, når deres tæt vævede system begyndte at gå op i sømmene. Nogle kom, mens de oplevede et følelsesmæssigt og åndeligt sammenbrud, eller lige efter. Nogle måtte indlægges for at få lægehjælp. Nej, der var ingen mirakel-kure; det var et langt, slidsomt arbejde mod de alt for fasttømrede mønstre i deres præstations-fikserede liv. Men til sidst brød nåden igennem, og de kunne hvile i deres tro i stedet for at kæmpe og arbejde for deres frelse.
Fra David A. Seamans bog: Nåde eller præstation?
