Festival gennemført trods alt
Alternativ Sommerfestival i Arnborg blev afviklet med mange besøgende – til trods for problemer med naboerne og kommunen.
Men Herning Kommune anlagte i de allersidste dage før festivalen begyndte den 7. juli en ny vej til Vildkildegaard, hvor festivalen blev holdt. Denne vej er nu permanent, og den gamle vej er lukket, så der fremover skulle kunne undgås problemer med naboerne.
Det store trækplaster var i år gospelsangeren dr. Ron Kenoly, USA. Ud over koncerten underviste han fredag morgen om baggrunden for lovsang. Han lagde vægt på at have alt på det rene og sin relation med Gud i orden, før man tilbeder Gud gennem lovsang.
Andre talere var bl.a. Teresia Wairimu fra Kenya, som kom med mange personlige profetiske ord til deltagere, og Robert Bwalya fra Zambia, under hvis undervisning og bøn mange blev helbredt. Nogle berettede, at de havde oplevet en ustyrlig glæde afløse deres depression.
Fra Danmark deltog bl.a. forretningsmand David Klit, Filip Høyer og Flemming Berg i et panel om deres erfaringer med velsignet økonomi.
Ca. 15 af deltagerne, som havde besluttet sig for at følge Jesus, blev døbt i den vand-rutsjebane, som var opført på festivalen. Efter turen i det kolde vand blev de velsignet af Evangelists medarbejdere.
Blandt andre utraditionelle indslag var, at festaftenens taler, pastor David Hansen, Aalborg Menigheds Center, kom kørende ind i teltet på motorcykel for at demonstrere, at vi må have fart på fremover, hvis vi vil nå Europa.
Derefter talte han om at bringe stafetten videre, og det blev illustreret ved at forskellige personer, som brændte efter at løbe videre med stafetten, kom frem og tog det danske flag og derefter løb videre med stafetten. Staffetterne var bl.a. bibelundervisning, mission, business, lovsang, musik og rehabilitering
Camilla Holstein inviterede derefter folk op, som enten var blevet frelst eller helbredt under festivalsugen.
En dame kom op og fortalte, hvordan hun ikke har været i stand til at dreje sit hoved til venstre i 7 år, men at hun blev helbredt på et af møderne.
En mand var blevet helbredt for smerter i sit ene ben, da han blev frelst, og sådan fortsatte folk med at fortælle, hvad Gud havde gjort for dem i løbet af ugen.
Efter vidnesbyrdene blev der sunget og danset
Evangelist Christian Hedegaard prædikede om at have tro, og for at opmuntre og give folk tro trak han forskellige personer op for at fortælle deres vidnesbyrd.
Det var bl.a. kvinden på 23, der har levet 12 år i depression og stofmisbrug, men som Gud har sat fuldstændigt fri. Der var en tidligere narkoman, der efter et forfærdeligt liv i dag ikke længere lever i misbrug, og ægteparret som ikke kunne få børn, som i dag har et barn.
Et ægtepar som havde været skilt i 10 år på grund af mandens misbrug fortalte, at familien nu er forenet igen.
Festaftenen blev afsluttet med en Powertunnel, som alle festivalsgæsterne gik igennem, en slags kollektiv forbøn. Også her rapporteredes om helbredelser og særlige berøringer af Gud.
Henri.