Johanna maler kærligheden
Johanna bruger sine kunsneriske evner til at male billeder, som fortæller om Guds kærlighed.18-årige Johanna Nyborg Christensen fra Bording maler billeder med kristne motiver for at formidle budskabet om Guds kærlighed gennem kunstJohanna Christensen er 18 år og bor i Bording. Hun går i 2.g på Herning Gymnasium og kommer i Bording kirke.
Johanna gik i 7. klasse, da hun opdagede sine kunstneriske talenter. Hun er overbevist om, at det er en gave, som hun har fået ovenfra.
– Man kan godt kalde det et kald. Jeg ser det som en mission at udbrede Guds kærlighed og fortælle om Jesus.
Min måde at gøre det på er ved at male, siger hun.
Johanna er opvokset i en kristen familie. For hende er troen på en kærlig Gud virkelig og intens.
– Jeg har altid kunnet mærke hans nærvær tæt på, og jeg er fuldt overbevist om, at jeg aldrig er alene, siger hun.
– Gud betyder alt for mig! Det er et privilegium at have ham i min hverdag. Det vil jeg ikke undvære, siger hun.
På Herning Gymnasium er der mange, som kender Johanna. Hun er aktivt medlem i KFS (Kristeligt Forbund for Studerende), og hun lægger ikke skjul på sin tro, hvis kristendom bliver taget op i timerne.
– Jeg prøver ikke at banke tro ind i andres hoveder eller prædike om en masse regler, siger Johanna.
– Jeg prøver bare at vise dem den kærlighed, som Gud har givet mig, siger hun.
Johannas bedste veninde, Mette, syntes at kristne var kedelige. Men så foreslog Johanna, at hun skulle kigge forbi på næste KFS-møde. Det gjorde hun, og nu kommer hun også i KFS.
– Mette skriver nu tit og spørger om bibelvers, som hun har læst. Hun fortæller også andre unge om mig. Nogle gange taler hun mere om Gud, end jeg gør, griner Johanna.
– Man skal bare vise sin tro i praksis, så ens kammerater mærker kærligheden, siger hun.
Et lærred, en pensel, et par tuber maling og en bibel, det er de redskaber, Johanna bruger, når hun maler.
På et par år har hun malet omkring 15 billeder i forskellige størrelser.
Billederne hænger i hendes hjem, hvor venner og besøgende kan se dem, og hos bekendte, som har købt hendes kunst.
– Der er tit nogen, som spørger efter billederne, så jeg maler lidt på bestilling.
Jeg har også malet til projekter i skolen, fortæller Johanna.
Hun vil gerne udstille sine billeder, men der har desværre ikke været mulighed for det – endnu.
– Jeg vil gerne udstille i fremtiden, måske kan jeg få lov til at hænge et par stykker op på gymnasiet, hvem ved? siger hun.
Johanna har desuden planer om at tage på en kunstskole eller højskole, når hun om et år er færdig med 3.g på gymnasiet.
Johanna maler ikke bare for sjov. Hun har en dybere mening med sine motiver.
– Kunsten er for mig et budskab, en tolkning for sig og en måde at se Guds unikke og kærlige væsen på, siger hun.
– Det er en lovprisning i sig selv at kunne skabe noget for Gud.
Hvordan kan det være en lovprisning at male billeder?
– Nogle mennesker synger for at prise Gud, andre udtrykker deres pris ved at male.
Jeg føler lige så stor glæde ved at male som ved at synge. Det, jeg maler, er en gave til Gud. Jeg viser, at jeg bruger det talent, som han gav mig, siger Johanna.
Inspirationen henter hun fra bibelske skriftsteder, som hun tilføjer på lærret.
– Jeg kan male et billede på en aften ud fra det, som har inspireret mig, siger hun.
– Folk er ofte nysgerrige og får selv lov til at studere billederne.
Jeg bruger ofte bibelvers eller salmer for at vise folk, hvem Gud er.
Kærligheden er det mest centrale i kristendommen, for Gud er kærligheden selv, slutter Johanna.