Middelalderens vilde religiøse liv

Kristen enhedskultur i hele Europa, men også kætterjagter.”Tro i Middelalderen” er en håndbog i en populær kirkehistorisk serie. Tidligere er der udkommet tre bøger i serien: én om den byzantinske kirke, én om Franz af Assisis tid og én om Luther og hans verden.Således skulle vi være rimeligt godt dækket ind om kirkehistorien, i hvert fald frem til Luther og reformationen. Spændende at se, om der kommer bøger om tiden derefter, hvor både brødremenigheden, baptisterne, metodisterne og pinsekirkerne dukker op, og hvor der jo virkelig er noget at skrive hjem om.
Det er det udmærkede engelske forlag, Lion (nu Lion-Hudson), der står bag, mens det herhjemme er Lohses forlagsgruppe, der har udgivet de danske oversættelser.
Jeg læste selv med stor interesse bogen om den østlige kirke i de første århundreder, hvor kristendommen udviklede sig i det gamle Byzans, altså i det nuværende Tyrkiet og omliggende lande.
Det var interessant at få en sådan forholdsvis kortfattet oversigt over, hvordan kirken fandt sine ben i forhold til samfundet, efter at Romerriget brød sammen, og kejseren blev kristen.
Denne bog om troen i den vestlige kirke i Middelalderen er desværre ikke helt så godt skrevet, som Mary Cunninghams bog om Byzans.
Forfatteren G. R. Evans er helt sikkert meget vidende. Han har skrevet flere andre historiske værker, bl.a. om John Wycliffe, der oversatte den første bibel til engelsk i opposition mod den katolske kirkes latinske kirkesprog og præsternes monopol på at læse og fortolke Bibelen.
Men der mangler lidt begejstring og fortælleglæde, og så er der nogle uheldige formuleringer.

Tusindårs-perioden

Men bortset fra det, så har vi her en kortfattet oversigt over den (vest)europæiske kirke i Middelalderen – dvs. de ca. 1.000 år fra antikken brød sammen og kirken slog igennem i Europa i det 4. og 5. århundrede, og indtil reformationen og renæssancen i det 16. århundrede.
Denne periode var på mange måder en glansperiode i kirkens historie, hvor Europa blev kristnet og de nye næstekærlige normer efterhånden slog igennem og gjorde samfundet rigt og fyldte det med en storslået kultur. Mægtige katedraler blev bygget, og konger og kejsere bøjede sig for en højere Gud.
Derfor er nogle teologer da også tilhængere af den teori, at ”tusindårsriget”, som omtales i Johs. Åbenbaring, hvor den onde Satan er bundet, skulle være Middelalderen.
Men dels var kirkens storhedstid jo begrænset til Europa, mens Asien, Afrika og Amerika endnu ikke var nået; dels var det ikke udelukkende en positiv periode.
Kirken blev hurtig en politisk faktor, og som bekendt var det ikke alle paver og biskopper, der var lige ydmyge og gudfrygtige. Mange af dem brugte simpelthen kirken til at få verdslig magt og rigdom.

Kættere og korstog

Undervejs i middelalderen – specielt mod slutningen – stod den officielle kirke ofte bag en ukristelig jagt på kættere. Det var ofte ægte kristne, som blot havde en anden opfattelse af troen. Nogle af kætterne var tydeligvis kommet ud på en afsporing i forhold til den oprindelige kristendom, men det var den officielle kirke også.
I en stribe i det sydlige Frankrig og det nordlige Spanien og Italien var der ofte religiøst røre.
Her blev albigensere, katharere og bogomiler nedkæmpet som kættere af ”kirken” med magt. Et af disse kætteres synspunkter var, at den onde Satan havde lige så stor magt som Gud, og at den fysiske verden var ond. Men her fastholdt den katolske kirke, at Gud er almægtig, og at den skabte verden ikke i sig selv er ond.
Der var også Valdeserne i Lyon, som ville vende tilbage til den oprindelige kristendom og forny kirken og samfundet. Men ”kirkens” magthavere ville ikke miste kontrollen og bekæmpede dem.
Så var der John Wycliffe, der gjorde Bibelen tilgængelig for menigmand – og også blev brændt på bålet, endda efter sin naturlige død.
Jan Hus fra Tjekkiet ville også blot forsvare den ægte kristendom og have den ud til folket, men pavens folk fik ham brændt på bålet.
Så helt bundet og fraværende var Satan nu ikke i dette kirkelige tusindårsrige.
Til gengæld opstod der en fornyelsesbevægelse inden for den katolske kirke. Det skete gennem de munkeordner og klostre, som fulgte efter bl.a. Frans af Assisi og andre hellige mænd og kvinder, som prædikede afholdenhed, fordybelse og pilgrimsvandringer som modsætning til materialismen. (Meget apropos, hvad vi ser i vor tids meditation, pilgrimsvandringer og retræter.)
Det var også i slutningen af Middelalderen, at korstogene fandt sted. Heller ikke de var altid så kristelige, men de skal bedømmes ud fra den tids normale krigermentalitet.
Til sidst kom så Martin Luther og de andre reformatorer med et oprør i Nord-Europa, som ikke kunne holdes nede. Men det handler en anden bog i serien om.
Henri Nissen

G.R. Evans:
Tro i Middelalderen.
190 sider. Indbundet.
Illustreret. Lohses forlag. 199.95 kr.