På skolebænken for at lære om Guds faderhjerte

’Father Heart’-skoleforløb i Danmark for første gang.Det lyder som en skole, hvor man skal lære ikke altid at tænke.

James og Denise Jordan kommer fra Father Heart Ministries i New Zealand.

– Det skal først og fremmest være en hjerte-skole, for Guds kærlighed kommer til vores hjerter, forklarer Jan Møller, der er i organisationsgruppen bag ”Father Heart skolen”, der løber af stablen i uge 36. Og han fortsætter:
– Vi skal have en ’hjerne-bypass-operation’, for nogle gange kommer hjernen altså i vejen.

Stor forventning

Father Heart skolen kommer til at foregå i Græsted Frikirke og arrangeres sammen med Frikirken på Havnen og Nexø Frikirke, som melder ’alt udsolgt’. Hovedtalerne bliver James og Denise Jordan, der siden 2004 har stået bag lignende skoleforløb mange steder i verden: i England, Holland, Belgien, Norge, Finland og New Zealand.
James og Denise Jordan kommer fra Father Heart Ministries i New Zealand, og de har allerede besøgt Danmark 5 gange før. Det er første gang, der bliver en såkaldt Father Heart skole i Danmark, og det ser de meget frem til, fordi:
– Jeg har aldrig før kunnet samle en gruppe mennesker i en kvalitativ god periode af tid for at give dem hele den undervisning, som Gud har givet mig, om hans betingelsesløse kærlighed til os, fortæller James Jordan om ideen bag at lave sådan en skole.

Et mere intimt
forhold med Gud

– Far ønsker at tage os på en rejse ind i et dybere og mere intimt forhold med sig, end vi har kunnet forestille os muligt. Derfor inviterer vi til en hel uge med tid sammen om undervisningen om at erfare Gud som Far, skriver arrangørerne i tilmeldingsmaterialet.
– Målet med denne skole er at give alle deltagere et grundigt bibelsk grundlag i åbenbaringen af Guds faderhjerte. Skolen vil samtidig behandle områder, som hindrer mennesker i at modtage denne åbenbaring, og der vil være tid til bøn og betjening – og undervisning – for at behandle disse emner.

Væk med blyanterne

Jan Møller har selv været med på Father Heart skoler i udlandet og har oplevet en kæmpe befrielse fra de begrænsninger, han synes, han selv har sat sig for nærkontakten med Gud. Han glæder sig til, at andre skal få lov at opleve sådan et skoleforløb. Han fortæller med et kæmpe smil:
– De plejer at indlede de her skoleforløb med at sige: ”Det er fint, at I har taget blyanter og blokke med, men det er altså ikke dem, I skal bruge mest. De havner nok bare på hylden og samler støv. Det er de budskaber, der bliver skrevet på jeres hjerter, der er det vigtige.”

Tilmeldingsfristen til Father Heart skolen er udløbet, og alle ledige pladser er besat. Man kan læse mere om Father Heart Ministries på www.fatherheart.net