Regeringer sminker bistandsregnskaber

Europæiske regeringer sminker deres bistandsregnskaber for at leve op til de løfter politikerne har givet. Det mener generalsekretær i nødhjælpsorganisationen, ADRA, Lehnart Falk.Det er ikke nemt at skulle forklare en fattig afrikansk bonde, at han nu får mindre hjælp, fordi Danmark i stedet sletter den gæld hans regering har opbygget og i øvrigt hjælper hans landsmænd, når de er kommet til Danmark.

Lehnart Falk er generalsekretær for nødhjælpsorganisationen ADRA og bestyrelsesmedlem for den danske afdeling af Concord.

Men det er reelt, hvad der sker, fordi regeringen sminker bistandsregnskabet, så det ser ud som om Danmark lever op til de løfter, politikerne har givet. Det samme gør andre europæiske regeringer. Det skriver generalsekretær i nødhjælpsorganisationen, ADRA, Lehnart Falk i nyhedsmagasinet ADRA Nyt.

Må råbe vagt i gevær

Udover posten som generalsekretær i ADRA, er han også bestyrelsesmedlem for den danske afdeling af Concord – en europæisk sammenslutning af udviklingsorganisationer med over 700 medlemmer.
Og det er netop en ny årsrapport herfra, som får Lehnart Falk til nu at råbe vagt i gevær:
– Traditionelt var bistand noget man gav til udviklingslandene, men nu bogføres poster som gældseftergivelse, udgifter til flygtninge i Europa og udgifter til studerende fra udviklingslandene.
Tidligere kunne vi være stolte af, at Danmark gik foran med verdens højeste bistand i forhold til vores bruttonationalprodukt. Bistandsprocenten blev imidlertid sænket fra 1 til 0,8 procent, men reelt ligger den i dag kun på 0,74 procent, hvis sminken fjernes, slår han fast.
Ifølge Lehnart Falk bruger den danske regering både udgifter til flygtninge i Danmark og gældeftergivelse for at nå de 0,8 procent.
– Gældeftergivelse er vigtig, men der bør være tale om ekstra midler til gældeftergivelse og ikke penge, der erstatter reel bistand. Det blev iøvrigt besluttet på Monterey-mødet i 2002, siger Lehnart Falk.
Concord vurderer i deres rapport, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, så vil de fattige lande i 2010 have modtaget 50 mia. EURO mindre, end det de var stillet i udsigt. Hvad det kommer til at betyde for 2015 målene, behøves der ikke så stor fantasi til at forestille sig, siger Lehnart Falk og tilføjer:
– ADRA anbefaler, at Danmark igen påtager sig opgaven som fortaler for den fattige bonde i forhold til resten af Europa, men det kræver, at vi holder op med at lade som om, at vi er bedre end vi faktisk er, slutter han.