Navnebrødre
Bent Ingemann Jensen fortæller om sin far og den nøjsomhed, han og andre levede under.Johannes er hans navn! Sådan skrev Zakarias i Judæa, da hans søn blev omskåret omkring år 0. De samme ord blev både sagt og skrevet 1896 år senere, da min far blev døbt i en af Vejleegnens kirker.
Han delte ikke blot navn med mange af verdenshistoriens store skikkelser. Han delte også kår og sindelag med mange af dem.
Med den Johannes, som blev født i Judæas bjergland, delte han nøjsomhedens nådegave.
Johannes med tilnavnet Døber levede et nøjsomt liv i ørkenen. Johannes fra Vejle levede et nøjsomt liv i barndomshjemmet i Stouby Skov, hvortil forældrene flyttede, da Johannes var ganske lille. Tidligt måtte han ud at tjene som hyrdedreng. Allerede her udviste han opfindsomhed og kreativitet, idet han fremstillede sit eget solur. Det bestod af en pind, der blev stukket i jorden. Urets tal blev noteret i jorden udenom, efter at han havde spurgt en voksen medhyrde om, hvad klokken var. Således installeret fungerede uret resten af sommeren. Nøjsomheden fortsatte senere som landmand i St. Dalby mellem Horsens og Vejle på en lille ejendom med to køer, to grise og en flok høns. Her startede han som ungkarlelandmand. Længere nede ad den private fællesvej boede en anden ugift landmand. Han havde en søster, der undertiden kom på besøg på cykel forstås. Så den sag var let. Som far sagde: Jeg behøvede bare række hånden ud.
Døberen levede af græshopper og vilde biers honning. Johannes i St. Dalby levede af det, der kunne dyrkes i køkken- og frugthave samt det, der kunne købes i den nærliggende Brugs for de meget få penge, som de tre tønder land jord og de få dyr kunne kaste af sig.
Ét problem var at skaffe mad til sig selv, sin kone og de fem børn, der efterhånden voksede op i det fattige husmandssted. Et andet problem var at skaffe mad til dyrene. Alt måtte tages med også det, der voksede i vejgrøften. Derfor tog Johannes sin le på nakken og gik først 400 m ad grusvejen. Så et tilsvarende stykke ad asfaltvejen, hvor han slog grøftens græs. Derefter gik han hjem og håbede på godt vejr, for græsset i vejgrøften skulle gerne blive til hø. Nogle dage senere gik han turen igen, denne gang med sin fork, for høet skulle vendes. Når høet skulle køres hjem, skete det ved hjælp af trillebøren. Den måtte køre turen mange gange i løbet af en sommer, for den mængde hø, en trillebør kan rumme, fylder så lidt i en kos mave en lang og kold vinter igennem.
Leen eller æ hjølle, som Johannes kaldte den kom også i sving, når kornet skulle høstes. Stråene lagde sig for leens skarpe klinge, og konen fulgte efter og bandt dem til neg.
Efterhånden som mekaniseringen skred frem, gjorde den dog også sin indflydelse gældende på den lille ejendom, idet naboen kom og høstede kornet med traktor og selvbinder.
Når kornet skulle bjerges ind på loftet over kostalden, kom den ugifte svoger og hjalp med hest og vogn. Selv om det er længe siden, som Jeppe Aakjær skriver, glemmer jeg det aldrig, for end det gemmes i mit sind, hvordan ikke rugen men byggen og havren kom ind. Jeg ser stadig hvordan neg for neg forsvinder og bliver under bjælken sat, og far får røde kinder og spindelvæv om hat.
Når roerne sukkerroer og kålrabi – skulle køres ind var vejret blevet mere koldt og fugtigt, og dagene var blevet kortere, men proceduren var nogenlunde den samme. Først var roerne dog blevet sået, tyndet og hakket rene for ukrudt mange gange.
På mørke efterårs- og vinterdage blev neg for neg båret ned i laden, hvor kerner blev skilt fra strå ved plejlstokkens tunge slag.
Plejlen giver stof til endnu en sammenligning mellem Johannes i St. Dalby og Døberen ved Jordanfloden. De brugte begge plejl. Døberen svang ordets plejl for at skille synden fra i menneskets sind: Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da de frugter, som omvendelsen kræver, sagde han. Johannes i St. Dalby svang plejlen af træ for at skaffe føde til mennesker og dyr.
en forkyndelse
Med andre ord: Døberen forkyndte med ord. Min far forkyndte med sit liv. Det, som Døberen prædikede ved Jordanflodens bred, praktiserede Johannes i St. Dalby gennem sit liv og sin møjsommelige gerning. For ham var arbejdet en forkyndelse hvad enten han brugte plejl eller le. Han delte sin sparsomme indtægt med nogle, der var endnu fattigere. Men han gav først og fremmest til udbredelsen af evangeliets glade budskab både i fjerne egne og i det nære samfund.
Han gjorde det, fordi han delte opfattelse med en af sine mange andre navnebrødre: evangelisten Johannes. Han brugte det skrevne ord. Han skrev - for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. (Johs. 20,31).
Johannes i det østjyske brugte hverken gåsepen, fyldepen eller computer, men med sit liv skrev han det samme som evangelisten: – ønsket om, at mennesker må tro, at Jesus er Guds søn.
Vel levede Johannes i St. Dalby ikke i ørkenen, men sand i støvlerne og på skovlen fik han. For i nogle år måtte indtægten fra ejendommen suppleres med det, som dagligt slid i en grusgrav kunne give.
Dette arbejde førte på sin egen måde direkte over i endnu et sammenligningspunkt mellem ham og navnebroderen i Judæas ørken: De kendte begge til tab.
Døberen mistede som bekendt sit hoved. Så galt gik det dog ikke for Johannes i St. Dalby, men han mistede det meste af sit syn. Det skete en mørk novembermorgen på vej på cykel til arbejdet i grusgraven. En tjørn på en gren, som en lastbil havde knækket i nattens løb, slukkede lyset på hans ene øje. På det andet var lyset i forvejen næsten lukket ude. Kone og børn måtte holde jul alene med far på hospitalet. Han havde mistet 80% af synet.
Hvordan spørger du kunne det, som ovenfor er fortalt ske på de betingelser?
Svaret er, at det kunne det heller ikke. Når det alligevel skete skyldtes det tre ting: En udholdende vilje hos Johannes, min far, en god og arbejdsom kone, min mor, samt gode naboer.
Afstanden mellem de navnebrødre, som her er nævnt er meget stor både i tid og i geografi. Det er helt i tråd med fars ånd. Han var et menneske med udsyn, og han interesserede sig levende for, hvad der rørte sig både lokalt og globalt. Hans manglende syn havde skærpet hans øvrige sanser især høresansen. Gennem den fulgte han med i alt, hvad der skete inden for mange af livets områder. Radioen var blevet et uundværligt apparat i hjemmet, og en stor dag var det, da Dansk Blindesamfund kom med en nymodens båndoptager. På den hørte han skønlitterære værker både af danske og udenlandske forfattere.
Far kendte godt sine bibelske navnebrødre både ham ved Jordanflodens bred, ham med evangeliet, ham med brevene og ham på Patmos samt disciplen af samme navn. Han spekulerede ikke så meget over, om de fire sidste var den samme person, men han lyttede hver søndag til deres budskab i den lille hvidkalkede middelalderkirke med de smukke hvælvinger. Selv om kirken lå i landsbyens udkant, var den på en vis måde byens centrum. Den var også centrum i fars liv. Her i sin sognekirke sad han hver søndag, mens hans navnebrødre virkede med fra alter og prædikestol. Her føltes savnet af synet lidt mindre tyngende end udenfor, for i kirken ser vi alle sammen med ørerne. I Guds hus hentede far næring til at leve det liv, der ofte var svært og problemfyldt. Men midt i alt det svære var livet også lykkeligt for ham. Det viste han gennem sit lyse sind, der bevirkede, at et beklagende ord sjældent slap over hans læber. En udenforstående ville se en modsætning i fars livssituation og betydningen af hans navn: Den, hvem Gud er nådig. Men for ham selv var der en dækkende og meningsgivende overensstemmelse.
Et andet centrum for far var hjemmet hans kone og vi fem børn. Hjemmet var for ham det trygge sted, hvor den enkeltes byrder bæres i fællesskab, og hvor den enkeltes glæde deles med alle.
Det var det princip, far handlede efter og det, der hjalp ham og os alle i det fattige, men trygge hjem gennem svære og gode tider.
