Gud kan ikke sættes på formel
Kurt Rønne er uddannet ingeniør; han er tidligere missionær i Etiopien og underviser nu i matematik på Bornholms Gymnasium i Rønne.Jesus sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne. (Matthæusevangliet 22,37-39)
Nogle af os er fascineret af matematik og formler. Det er en verden, hvor alting er præcist defineret, og hvor vi til sidst ender med et facit med to streger under. Har vi lavet en fejl, må det vises ud fra gældende regler, og til sidst vil vi så være enige om det korrekte svar.
Nogle af os prøver også at overføre den tankegang til troens verden. Vi prøver undertiden at sætte troen på formel. Hvilket bud er det største? Hvad skal jeg gøre for at blive en kristen? Og har jeg gjort dét, er jeg så en rigtig kristen?
Andre vil forsøge at stille regler op for, hvad man skal mene og sige, og endda påklædning og væremåde kan der mere eller mindre ubevidst blive stillet regler op for.
Resultatet kan blive, at man – præcis som farisæerne i dagens bibeltekst – får en forsamling af ensrettede mennesker, der ligner hinanden, og som oven i købet kan gå rundt og bekræfte hinanden i, at de er de eneste, der har ret.
Det, der går galt for formel-elskende personer i troens verden, er det samme, som går galt for tekstens skræmmebillede – farisæerne. De ville have at vide, hvilket bud der var det største. Hvad er det mest dækkende for, hvad vi skal gøre? Får vi fat i det bud, så bliver det meget nemmere at styre vores tilværelse.
Men Jesus giver dem ikke et konkret svar, som kan tilfredsstille deres trang til at sætte tingene på formel. I stedet giver han dem to bud, som må betegnes som gummiparagraffer. Altså paragraffer, som dækker det hele. Elsk din Gud af hele dit sind
. Og din næste som dig selv! Det er jo håbløst! Det er uopnåeligt! Man kan da ikke elske på kommando!
Nej det kan man ikke. Kærlighed er noget, der kommer ved langvarigt samvær og fællesskab. Og det, Jesus gør med den lovkyndige, er at ryste hans verdensbillede. Du kan ikke få et bud, som overtrumfer alt andet. Du kan ikke få dit fællesskab med mig sat på formel, jeg er kun tilfreds, når jeg får din fulde kærlighed, og du udviser den samme kærlighed til andre, siger Jesus til den lovkyndige.
Jeg kan godt forstå, at den lovkyndige trækker sig lidt skræmt tilbage. En ting er at skulle overholde en masse bud og regler og at skulle tro på noget så uvirkeligt som en levende Gud, der har frelst os og givet os et evigt liv. Noget helt andet er at skulle elske. Elske vores Gud og elske vores næste. Det er ikke bare en lille afretning, der kræves af os. Nej, det er mig selv, jeg skal give. Og det skræmmer også mig, som jeg sidder og skriver dette.
I den anden del af teksten stiller Jesus dem et spørgsmål Hvis søn er Kristus?. Farisæerne er på hjemmebane nu og svarer straks: Davids søn!, hvorefter Jesus giver dem et citat, som klart viser, at Kristus, som rigtigt nok er Davids søn, samtidig er Davids herre og langt mægtigere end David.
Det lukker munden på dem en gang til! Ifølge almindelig anerkendte pædagogiske principper opfører Jesus sig temmelig ukorrekt. Han giver dem ingen forklaring. Han går bare videre og lader farisæerne sidde tilbage og føle sig godt dumme, fordi de blev fanget i deres egen mangelfulde og meget logisk opbyggede lærdom. Han kunne da godt have givet dem en ordentlig forklaring. Så de forstod, at Jesus var Kristus.
Der er talrige eksempler i Bibelen på, at Gud ikke altid forklarer sig. Det er som om, Gud siger til os: Så fat det dog, Jeg er den største! – Kom og vær sammen med mig. Fat det dog! Vi kan ikke opstille regler og formler, som frelser os selv. Vi kan ikke elske sådan, som Jesus gør, men vi skal holde os til ham, så vil han lære os det.
