Kristne – vær åbne og tydelige i medierne

Kristne skal lære at begå sig i medieverdenen. Kirker og organisationer bør oplyse om deres aktiviteter, blande sig i debatten og lægge deres regnskaber ud på Internettet.- Vær snilde som slanger og uden svig som duer.

Svend L. Madsen er journalist og pressekoordinator for en lang række kirker og kristne organisationer.
Han er leder af www.cpress.dk.

Det råd fra Jesus til hans første disciple er i dag mere aktuelt end nogensinde. Vi lever i en medieverden, hvor den mindste uregelmæssighed bliver noteret, og hvor journalister er på stadig jagt efter den gode historie.
Desværre er den gode historie for journalisten ikke altid den gode historie for kirken. Det bør dog ikke få kristne til at gå i defensiven og cutte al forbindelse til pressen. Tvært-imod bør alle kristne kirker og organisationer gøre en dyd ud af at tilvejebringe reelle informationer og dermed gøre deres til, at medierne kan bringe et fair billede af det, der sker blandt kristne.
Og her kommer Jesu råd til disciplene vel tilpas: Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer (Matt 10:16, 1948 overs.). Eller med andre ord: Koncentrer jer om det væsentlige og hav rent mel i posen!

Vi lever i en verden under stærk mediepåvirkning – det kan vist ikke komme bag på nogen. Rapporter fra radio, tv og Internet bliver en slags virtuel virkelighed, der kun delvis, og måske forvrænget, skildrer den virkelige virkelighed.
Det må alle kristne forholde sig til. De må acceptere, at medierne kun formår at give et afgrænset øjebliksbillede af virkeligheden – begrænset af tid og rum, som de er. De må også til en vis grad acceptere, at medierne ”farver” historien, ganske enkelt fordi de ser historien fra deres egen synsvinkel. Total objektivitet er en umulighed. Det enkelte medie har en ”linie” – om ikke andet så den, der bestemmes af dets aktionærer – og journalister er ganske almindelige mennesker med erindringer og følelser, som uundgåeligt vil farve det, de skriver og siger.
Kristne må desuden acceptere, at journalisten i kraft af sit håndværk vinkler historien efter de journalistiske nyhedskriterier. Kun det, der er aktuelt, væsentligt, vedkommende og anderledes, er spændende læsning. Kun det, der flytter noget, kan også flytte en opfattelse eller mening hos læseren.
Men der er en grænse: Kristne skal ikke finde sig i at få viderebragt noget, der ikke passer – enten det sker ved at blive fejlciteret eller ved at noget bliver så skarpt og ensidigt vinklet, at læsere, lyttere og seere sidder tilbage med et helt fejlagtigt indtryk.

Som kilde har man tre målsætninger:
1. At komme på dagsordenen.
2. At brænde igennem med et hovedbudskab.
3. At få væsentlige detaljer frem.
Det kniber ofte for medierne med detaljerne. Men er de ikke helt forkerte og misvisende, så skidt. Det har folk glemt i morgen. Værre står det til, hvis det, der var ens hovedbudskab slet ikke trænger igennem. Eller hvis et helt andet budskab, som man slet ikke står inde for, pludselig står skarpt i artiklen eller udsendelsen. Så har man enten ikke gjort sit arbejde godt nok som kilde – ikke været ”klar i spyttet”, som man siger – eller også har medierne vinklet historien helt ude i skoven. Og så er man godt nok kommet på dagsordenen. Man er blevet kendt, men hvad er man blevet kendt for?
Jeg har personligt ikke noget imod at blive forfulgt for min tro. Jeg står gerne ved mine principper offentligt. Men jeg vil ikke forfølges, fordi jeg er dum! Det er menneskeligt at fejle, og der kan ryge en finke af panden for enhver. Men så er der kun en ting at gøre: krybe til korset med det samme, indrømme fejlen og se at komme videre i en fart!
Man kan ikke forhindre medierne i at skrive negativt om kristne, lige så lidt som man kan tvinge dem til at skrive positivt. Det skal man heller ikke. Pressen er ”den fjerde statsmagt”, der ved siden af den lovgivende, udøvende og dømmende magt skal kontrollere, at alting går rigtigt for sig. Medierne er samfundets samvittighed. De udgør en væsentlig del af det offentlige rum, hvor vi udveksler oplysninger og synspunkter. Ligesom hver person har et indre rum i sin tankeverden, har samfundet et ydre rum til kommunikation gennem medierne. Det er vore dages forsamlingshus, hvor bølgerne ind imellem går højt. Vi kan ikke altid lide det, der bliver sagt og skrevet – men det er vigtigt, at der bliver sagt og skrevet noget. Ligesom vi jo heller ikke altid kan lide, det vi selv tænker, men det er vigtigt, at vi dog tænker noget! Derfor er det vigtigt, at alle – også de kristne – bidrager i den offentlige debat. Og at alle – også kirken og de kristne organisationer – oplyser reelt og sagligt om sig selv.

Vær snilde som slanger og uden svig som duer, sagde Jesus. Her er nogle gode råd til alle kirker og kristne organisationer – først om at være uden svig: Man skal ikke prøve at være ærlig, man skal virkelig være det. Og det skulle ikke være svært for kristne. Derfor:

1. Fortæl åbent og ærligt, hvem I er.
Sørg for at være med i den lokale telefonbog. Hav gudstjenestetider med i den lokale sprøjte. Hav annoncer med i idrætsforeningernes blade. Og opret en hjemmeside med kort og klar information om kirken og organisationen – både vedtægter med formål og forretningsorden og præcise beskrivelser af vision, værdier og mission.

2. Læg jeres regnskaber ud på Internettet!
Jeg mener, alle kirker og organisationer bør have en hjemmeside. Her bør det seneste årsregnskab ligge frit tilgængeligt – minimum i forenklet grafisk udgave. Se fx Dansk Røde Kors’ hjemmeside (www.drk.dk).

3. Vær tilgængelige for pressen.
Gem jer ikke bag telefonsvarere, hemmelige telefonnumre og et korps af sekretærer. Giv journalisten dit mobiltelefonnummer, og opbyg fortrolighed.

Og så: vær snilde som slanger, dvs. kommuniker med visdom:

1. Send en lind strøm af pressemeddelelser ud om alt det gode, der sker hos jer.
Det viser, at I er en aktiv medspiller i samfundet. I er en del af løsningen, ikke en del af problemet. Prioriter det positive – helt fra ansættelsen af en børnemedarbejder til et besøg af den kristne bikerklub. Lav temagudstjenester, hvor I på forhånd orienterer og inviterer lokalpressen. Gør alt for, at journalisten får en solid baggrundsviden. Det gør det nemmere for ham at give jer en fair behandling.

2. Opbyg relationer til
nøgleredaktører i pressen
– det være sig ugeavisen, lokalavisen eller de landsdækkende medier. Mange medier har særlige religionsreportere. Brief dem, når der er en god historie under opsejling. Lokalt kan man møde op på redaktionen, så redaktøren får sat ansigt på afsenderen – det er nemlig svært at skrive negativt om en person, man kender! Og husk at sige tak, når der har været en sand og dækkende historie om jer i pressen.

3. Deltag konstruktivt i debatten.
Mange medier giver mulighed for læserbreve, kronikker og andre indspark. Det er alle tiders anledning til at give sin mening til kende. Men begynd med at rose det positive, der sker i samfundet. Derefter kan du komme med egne forslag og synspunkter. Og først når din gode vilje er slået fast, kan du kritisere det, du synes er forkert. Og husk så at slutte med noget konstruktivt. Peg på en løsning.

Det er de kristnes, kirkernes og kirkelige organisationers egen skyld, når de glimrer ved deres fravær i det offentlige rum. Enten kommunikerer de slet ikke, eller så snakker de simpelthen så sort et kirkesprog, at det er svært for journalisten at udrede trådene. Og derfor bliver det først, når der er konfliktstof i farvandet, at de melder sig på banen.
Det kan også til dels være de kristnes, kirkernes og kirkelige organisationers egen skyld, når en artikel eller en udsendelse ender med at blive for ensidig. Det kan meget vel være, fordi man har givet medierne for sparsomme informationer. Og måske er der grund til den negative omtale.
Lad for alt i verden være med at komme med følelsesmæssige udladninger og kraftudtryk! De sætninger, man leverer, skal holde sig til sagens kerne. Elles kan man selv komme til at levere krudt og kugler til det, som kan opleves som mediernes angreb på kristne. Og så skader man ikke blot sig selv, men alle kristne. For skades en lokal menighed eller gruppe, skades hele kirkeretningen. Skades kirkeretningen, kan det gå ud over alle kirker. Og bringes kirken som sådan i miskredit, går det i sidste ende ud over kristendommen.
Så, vær klar i mælet. Sørg for, at argumenterne hænger sammen. Forklar eventuelle misforståelser. Og mest af alt: Sørg for, at I kan stå inde for det, I gør. Hvad der ikke kan forklares, kan nemlig heller ikke forsvares!

For kommer man først i medierne med en negativ historie, er det næsten ikke til at komme ud af det igen. Det negative image vil klæbe til én i mange år fremover, med mindre man offentligt tager et kraftigt opgør med tidligere adfærd.
Det skyldes, at medier kan gå i selvsving. Med selvsving mener jeg, at offentligheden – og endda journalisterne selv – godtager mediebilledet som det sande og dækkende billede af en bestemt sag. Så er mediespiralen nemlig i fuld gang. Og som historien gentager sig, bliver den mere og mere uigenkendelig. Indtil den ender som en moderne kopi af H.C. Andersens eventyr om fjeren, der blev til fem høns.
Det sker, når de dykker ned i arkiverne og bruger de samme historier igen og igen som baggrund for nye historier. Fx gør journalister flittigt brug af en fælles artikeldatabase, Infomedia, som blev startet af Politiken, men som nu er en fælles avisdatabase. Her ligger alle journalisternes historier mange år tilbage. Og skal man igen skrive om en kirkeretning, så dykker man bare ned i arkivet og tager det for gode varer, som andre journalister har skrevet. Er man først landet der og har fået noget negativt slået fast, skal der ske noget radikalt for at mediernes billede ændrer sig.
Men forebyggelse er bedre end helbredelse. Er man både ærlig og klog som Jesus anbefaler, kan det forhindres, at medieomtalen bliver som en nedadgående spiral. Negativ medieomtale kan stoppes, hvis man går i sig selv med det samme, man har lavet en fejl. Og ændrer man så taktik, så alle relevante informationer ligger åbenlyst fremme, og man selv er tilgængelig som kilde, så kan en negativ omtale vendes til det positive.
Er det naivt?
Det mener jeg ikke. Ikke hvis pressen er bekendt med alt det positive, som udgår fra kirken eller organisationen. Ikke hvis man er gennemsigtig og ikke har noget at skjule. Og ikke hvis man som kilde opbygger gode relationer til redaktørerne. Og i det hele taget holder sig til ”the mainstream” i stedet for ”the extreme” i sine udtalelser.
Så er man snild som slanger og uden svig som duer.