To frikirker blev til én med Martin som præst
Her deler man sig ikke, man samles. I Hillerød har Kristent Fællesskab og Pinsekirken slået sig sammen til én kirke: Frikirken Hillerød. Udfordringen har mødt pioner-præsten.1. september gik Kristent Fællesskab og Pinsekirken i Hillerød sammen og blev til én kirke. Det har været en lang proces, som stadig er i gang. Men det har også givet kirkegængerne og præsten et friskt pust og nyt syn på sig selv.
Martin Lorenzen var præst i Pinsekirken, nu er han præst for begge de to gamle menigheder i den nye Frikirken Hillerød. Og han er begejstret for kirkens situation:
– Der er en pionerånd, fortæller han med stor entusiasme til Udfordringen, da vi møder ham i frikirkens lokaler.
– Der er stemning af, at der er nye muligheder. Man skal prøve noget nyt af, og det hele er ikke så fasttømret.
Det kunne det ellers sagtens være. Kristent Fællesskab havde eksisteret i 30 år i Hillerød, mange år uden præst, og Pinsekirken i 18 år med Martin som præst siden 1996. Men det eneste, der synes at være urokkeligt, er, at plejer er død. Det er de samme mennesker og for halvdelens vedkommende de samme lokaler. Men alt gøres forfra:
– Vi står f.eks. med ungdomsarbejdet, hvor vi starter helt forfra, siger Martin og gestikulerer med højre og venstre arm:
– Det og det virker, men det virker ikke, siger han og slår hænderne sammen i et højt klap! …Jamen, så gør vi det om! Vi plejer eksisterer ikke, fordi nu er det hele nyt.
37-årige Martin Lorenzen er vokset op i Pinsekirken Elim i København og han er søn af Alfred Lorenzen, der var præst i kirken. Derfor var troen, ifølge Martin, en helt naturlig del af hans liv siden barndommen.
Som 17-årig besluttede Martin sig for, at også hans arbejdsliv skulle være i tjeneste for Jesus, og han tog på efterskolen Alterna i Mariager, hvor der lægges vægt på mission. Derefter tog han både på bibelskole og højskole tilknyttet Pinsekirken, og som 20-årig kom han i lære i Pinsekirken Smyrna i Randers. To år efter rejste han til Sønderborg, hvor han fungerede som præst i Pinsekirken i 4 år. Her var han indtil 1996, da Pinsekirken Hillerød søgte en ny præst. Nu er han præst, for første gang ikke i en decideret pinsekirke.
Andreas Flensted, lovsangsleder, var aktivt medlem af Kristeligt Fællesskab i Hillerød, og han kan beskrive sin nye præst i ét ord:
– Begejstret! …Han kan glæde sig som et lille barn (hvis du altså kan finde en anden måde at formulere det på), afslører Andreas overfor Udfordringen og uddyber:
– Og så er han visionær. Han kigger alle over skuldrene og tager del i det hele.
Martin er kortfattet og tøvende, når han skal snakke om sig selv, men når han kommer ind på visionerne for Frikirken Hillerød, farer hans hænder rundt i luften som på en døvetolk, øjnene lyser op, og stemmen bliver glødende:
– Jeg har lyst til at bygge en god, sund kirke, som skal være til for byen. Ikke bare en god lille hygge-søndagsklub, men en åben kirke, som vil vokse og have en synlig profil.
Men der skal ikke bare være fuldt tryk på og synlighed for synlighedens skyld:
– Der skal være internt liv i kirken. Kaldet er jo ikke først og fremmest tjeneste, men en relation til Gud.
Ideen om at slå de to frikirker sammen kom fra en af lederne i Pinsekirken, René Hartzner. Og den kom lige på det rette tidspunkt:
– Jeg var selv i en fase, hvor jeg oplevede, at der skulle ske noget nyt både med mig selv og med kirken her, fortæller Martin.
Kirkerne i Hillerød, både folkekirker og frikirker, havde allerede et godt fællesskab og en god kemi. Der var bl.a. fællesgudstjenester med Kristent Fællesskab, men alligevel kom ideen lidt som en overraskelse.
– Men jeg tog frimodigheden og ringede til formanden for Kristent Fællesskab, Jens Kruse, og spurgte, om man kunne forestille sig, at vi kunne have en fælles fremtid sammen. Og han grinte jo lidt i den anden ende af røret, da jeg spurgte ham. Men fra det første møde, hvor vi var sammen for at snakke om det her, gik snakken i flere timer. Samtalen blev, ifølge Martin, nærmest euforisk.
– Vi var omkring 50 voksne og 40 børn, og Kristent Fællesskab 75 voksne og 15 børn. De bestod af mange unge mennesker plus forældregruppen til de unge, men knap så mange børnefamilier. Kristent Fællesskab havde ikke lokaler, og kunne ikke rigtig finde nogen, og de havde ingen præst. I stedet for, at vi som to kirker sad og skulle bruge enorme ressourcer på at holde nogle ting ved lige og lige akkurat kunne gøre nogle ting udadtil, jamen så kunne man gå sammen og skabe et overflødighedshorn.
– Det viste sig at være en fælles drøm, en gejst: Hvis det her kunne lade sig gøre, så var der virkelig nogle muligheder, fortæller Martin.
Derfra gik det stødt fremad mod en samling af de to frikirker, og i et års tid holdt de mange fællesgudstjenester og en fælles lejr, inden medlemmerne af de to kirker skulle bestemme sig for, om de ville slå sig sammen.
Men der var også teologiske og praktiske spørgsmål, der måtte arbejdes på. F.eks. har Pinsekirken altid haft den regel, at man skulle døbes ved egen bekendelse, altså som voksen, før man kunne blive medlem. Man praktiserer stadig voksendåb, men Pinsekirken valgte at gå på kompromis og ændre optagelseskriterierne, så man ikke skal være døbt først. I det hele taget føler Martin, at selv store forskelle og problemer blev løst.
– Der er ingen af de to kirker, der overtager hinanden. Hvis det her skulle blive muligt, så skulle man være forandringsvillig, og rummet skulle blive større, med plads til forskellighed.
Da menighederne endelig skulle stemme om hvorvidt, de ville gå sammen, var der ifølge kirkens deltidsansatte koordinator Finn Jarnvig 95%, der stemte for en sammenlægning. Og ingen har forladt kirken efter sammenlægningen.
Nu mødes de hver søndag, og glæden er ikke til at overse. Der er kommet masser af nye initiativer som en fredagscafé, cellegrupper, legestue, nye børne- og teenklubber, og lovsangsbandet består nu af 18 mand. Der er så fyldt, at lokalerne kun lige kan rumme alle kirkegængerne en søndag formiddag. Musikken var glad, og der blev spillet calypso-musik, da Udfordringen var på besøg. Folk istemte med wu-huu-råb og taktfuld klappen, mens band og sangere havde svært ved at stå stille. Prædikenen var personlig og handlede om håb og om at stole på Gud.
– Vi tænker ikke på samme måde som før. Det er ikke bare nyt tøj, vi har fået på; vi er vitterlig en ny menighed, understreger Martin.
– Sådanne to gamle damer er nærmest blevet et nyt pionerprojekt, som har været rigtig givende, og som jeg kunne unde rigtig mange gamle menigheder at gå igennem. Mange steder er der meget små ressourcer, og når man går sammen, så bliver der rusket lidt op i alle de her traditioner, som man har kørt med: Hvad er plejer, og hvad er den reelle substans? Det er jo en interessant tanke, siger Martin og hæver øjenbrynene.
For måske er det en tanke, som andre kirker vil overveje?
