Fantasy er til hjertet
Fantasygenren har, med sine fantastiske fortællinger, evnen til at tale til vore hjerter om en tro på noget, der er bedre.Fantastiske fortællinger er blevet affejet som værdiløs underholdning eller i værste fald anklaget for at opfordre til satanisme. Men fantastiske fortællinger kan også tale til vores hjerter om udholdenhed, kærlighed og en tro på noget, der er bedre.
Et hurtigt kig i efterårets biografkalender afslører en lang række film, der alle har eventyrlig eller overnaturlig baggrund. Og sammenfaldende med julegaveindkøbene udkommer det sidste bind af Harry Potter-bøgerne på dansk. Fantastiske fortællinger har gode vilkår i tiden efter d. 11. september. Og det er ikke så underligt, for i en verden, hvor godt og ondt ikke længere er klart definerede, hvor fjender ikke fremtræder let genkendelige, er det godt at kunne finde sig selv i et univers, hvor der ikke findes nogen gråzoner.
Verden i dag har opgivet håbet. Og det er den manglende idealisme, den manglende tro på, at der findes noget, der er større end det, vi kan se og føle på, der er hovedårsagen til, at fantastiske fortællinger er så populære i dag. I fantasien bliver vi tilbudt en verden, hvor det gode triumferer: Skurken Sauron bliver tilintetgjort, den Hvide Heks dræbt og uanset vores syn på Harry Potter, ved vi, at det onde bliver overvundet. I disse fortællinger er grænserne for godt og ondt, rigtigt og forkert også åbenlyst stillet op, og helte og skurke nemme at definere. Der findes ingen selvmordsbombere, ingen ulykkelige konflikter, hvor begge sider har lige meget ret og tager lige meget fejl. Og det gode overvinder altid det onde.
Meget i vores verden er baseret på den forestilling, at smerte kun er til for at blive undgået, at kærlighed er en egoistisk udveksling mellem to mennesker, at ære og ærlighed kun er et dække for vold og misforståelser, og at pligt er et snerpet og puritansk princip, der ingen plads har i den moderne verden.
Men mange af de forfattere, der beskæftiger sig med fantastiske fortællinger, arbejder med en verden, hvor det netop ikke er vores realitet, der bestemmer de grænser og de forhold, som vi har til hinanden.
I de gode historier bliver man som læser eller seer stillet overfor en problemstilling eller et spørgsmål. I de bedste historier er disse spørgsmål de grundlæggende. De fleste bøger, jeg holder af, starter med et Hvad nu hvis…? og stiller spørgsmål til mig som læser omkring min holdning til det ondes tilstedeværelse, meningen med livet, mit moralske ansvar overfor mine medmennesker, og med begreberne kærlighed, frelse, tilgivelse og håb.
Selvfølgelig er ikke alle fantastiske fortællinger gode. Kvaliteten af indholdet varierer lige så meget som i enhver anden genre. Og selvfølgelig skal man være opmærksom på, at der findes fortællinger med et direkte anti-kristent budskab som f.eks Philip Pullmans bøger eller fortællinger, der som filmen The Matrix på den ene side har fat i nogle gode kristne budskaber, men samtidigt også er dybt påvirkede af den sekulariserede verden, de er skabt i.
Men at afvise al fantastisk litteratur som dårlig, at kalde alle fantasy-film for ukristelige eller endda undergravende, vil være det samme som at sige, at al kunst er af det onde. De bedste fantastiske fortællinger lader os beholde vores barnetro. Ikke en tro på alfer og feer og magi og trylleformularer, men en tro på en verden, hvor det onde ikke overvinder det gode, og hvor kærlighed og håb er det vigtigste af alt.
I vores hjerter findes en længsel efter noget, som ikke kan findes i denne verden. Matematikeren og filosoffen Blaise Pascal kaldte det det Gudsskabte tomrum i menneskets sjæl. Fascinationen af Harry Potter, Ringenes Herre, Narnia-bøgerne og andre fortællinger i samme genre illustrerer det, C. S. Lewis mente med Sehnsucht – længslen efter det uforklarlige. Det er selvfølgeligt farligt at tro, at vi kan erstatte denne længsel med noget jordisk, men det forklarer, hvorfor vi bliver tiltrukket af noget, der forekommer over-jordisk.
Narturvidenskaben vil holde verden nede på det rent materialistiske plan at vi blot eksisterer som kød og blod, og at der intet findes på den anden side af døden. Men det er samtidigt i menneskets natur at søge hen imod det, der er dybere, mod en mening med livet, der ikke kun er af det fysiske. Så for enhver Richard Dawkins, der vil kategorisere liv som en tilfældighed og religion som blændværk, findes der forhåbentlig en C. S. Lewis, en Tolkien eller en Rowling.
Der vil ikke være fantastiske fortællinger i Paradis – dér vil vi ikke længere have brug for dem. Men her på jorden, midt blandt alt det, der er håbløst og ukærligt, kedeligt og svært at gennemskue, vil de bedste historier tale til vores hjerter. Og måske pege hen mod det, der kommer.
Af Anne-Katrine Buch, BA i Kunst og Kulturvidenskab og kandidatstud. på Litteraturvidenskab.
