Forsvar dit land – i forbøn for valget
De kristne i Danmark kan påvirke udviklingen – og et folketingsvalg – gennem forbøn.
Det underviser Rhonda Hughey om i sin bog Desperat efter Guds nærvær, som udkommer i næste uge.Hvad ville der ske med en by (eller et land), hvis alle troende i byen fungerede som åndelige portvogtere og bevogtede byen i bøn?
Hvis der var nogen, som kæmpede i bøn på vegne af de lidende, ituslåede mennesker, hvis nogen stillede sig i gabet på deres vegne og kæmpede for deres frihed fra mørke og fortvivlelse?
Vi må flytte bøn fra et være en kirkeaktivitet til at blive et ansvar for byen.
At være vægter betyder at være årvågen, vagtsom og vågen. I gamle dage var vægterne dem, som holdt vagt på bymuren, og som holdt kontakt med vagterne ved portene.
Hvis vægterne så venligtsindede nærme sig byen, råbte de til portvagterne, som åbnede porten og bød gæsterne velkommen. Hvis vægterne derimod så en fjende nærme sig byen, ville de alarmere vagterne, så de lukkede portene og bevæbnede sig for at beskytte byen mod fjenden.
At være vægter i ordets åndelige betydning indebærer det samme. Vi har, som præsteskab, fået den forret og det ansvar at vogte vores byer.
Gennem bøn bedømmer vi den åndelige trafik, som nærmer sig byen og indtager vores position i bøn, efter hvad Gud ønsker, vi skal tillade at komme ind i vores by, og hvad vi skal forsvare den imod.
Jerusalem, på dine mure stiller jeg vægtere; aldrig skal de tie, hverken dag eller nat. I, der påkalder Herren, und jer ikke ro, og und ikke ham ro, før han genrejser Jerusalem, og før han gør den til lovprisning på jorden. (Esajas 62,6-7).
Ved at stille os tilfreds med bare at lege kirke har vi på tragisk måde efterladt vores byer forsvarsløse mod fjendens angreb.
Uanset hvilke gode gerninger vi så ellers gør, når vi samles i vore kirkebygninger, så fungerer vi ikke i vores rolle som præster og mellemmænd for Gud, hvis vi ikke beder.
De fortabte i vores byer og samfund lider, når vi ikke er lydige mod vores kald.
Vi har brug for, at der er forbedere, som stiller sig som vægtere på murene, som beder dag og nat og tager ansvar for deres by, som minder Gud om løfterne i hans pagt, og som ikke under ham ro (jf. Esajas 62,7). Disse vægtere bevæger Guds hjerte og giver deres byer håb.
åndelige termostat?
Enhver by og ethvert samfund har et åndeligt klima. Dette kan føles ved bare at køre ind i et område. Der er steder i samfundet, hvor man i sin ånd kan fornemme og med sine øjne se mørke, materialisme og fattigdom, ligesom der er steder, hvor man fornemmer glæde, frihed og håb.
Det åndelige klima bestemmes af det, som Guds folk gør i det pågældende samfund. Fjenden er en indtrænger og kan kun regulere og påvirke det, som er blevet overdraget til ham. Kirken har på den anden side fået fuldmagt til at udøve den autoritet, som Jesus har givet os til at besejre fjenden i vore samfund.
Der findes ikke demilitariserede zoner i byerne; enten er de fyldt med Guds Rige eller med fjendens fæstningsværker. Hvis vi ikke har indtaget vores position i bøn og tjeneste for byen, medfører det et åndeligt vakuum.
Hvem skal fylde dette vakuum? Det rige, som fylder dette vakuum, vil også regulere det åndelige klima i byen.
vort åndelige ansvar
Vi må tage vores præstelige klæder på igen og gå ind i det åndelige ansvar, som vi har overladt til de civile myndigheder og det sociale system.
Gud ønsker virkelig at bruge os til at forvandle vores byer og samfund.
Hvis vi bare forstod den autoritet og kraft, som Gud giver os, når vi beder!
Når vi indser, at vi kan påvirke omfanget af selvmord, mord, skilsmisse og de andre ødelæggende konsekvenser af vores fangenskab, vil vi forhåbentlig rejse os og indtage vores pladser som vægtere og portvogtere.
Hvad håb er der for din by, hvis der ikke er et fungerende præsteskab? Tænk på alle de ødelagte liv i din by dem, som er revet i stykker på grund af skilsmisse, selvmord, stoffer, kriminalitet, umoralitet, mord på uskyldige og forsvarsløse små liv gennem abort, seksuelt og mentalt misbrug, negligering af de fattige og underprivilegerede osv. Sammenbruddet kan ses overalt.
Mange beder, når de har brug for et guddommeligt indgreb, men hvis de ikke kender Jesus eller nogen, som kan gå i forbøn for dem, har de ikke noget håb om, at deres bønner bliver hørt, for ikke at sige besvaret. De håber på, at der er en eller anden deroppe, som kan hjælpe dem, så de påkalder en ukendt kraft. Men de kender ikke hans kærlighed; de ved ikke, at han hører dem og længes efter fællesskabet med dem. Jesus afgiver i Lukas 18 et løfte:
Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. (Luk. 18,7-8).
Vi står foran Herren nat og dag og råber på retfærdighed, og Bibelen lover os, at han vil give den.
Når kirken i fællesskab går i forbøn for sin by, begynder et nåderigt dække at strække sig ud over byen.
Kirken i et lokalt område har mulighed for at bede i enighed for, at Guds planer må blive til virkelighed. Jesus lover os, at:
Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader (Matt. 18,19).
Når den slags enighed er til stede, begynder Himlen at berøre og påvirke Jorden! Målet er, at hans rige skal komme, og at hans vilje skal ske, sådan som den allerede sker i Himlen.
Ved du, at Gud allerede har en plan for din by? Han bærer den allerede i sit hjerte. Spørgsmålet er: hvem vil bede om, at hans vilje må blive til virkelighed her på Jorden?
Den mest kritiske del af forvandling er en vedvarende, brændende forbøn.
Vi beder måske en halv times tid og går så ud og prøver på at ændre byen!
Da Jesus underviste sine disciple, bad han dem om at vente, indtil Faderens løfte om Helligåndens kraft blev givet til dem. Han sagde ikke, at de skulle bede i en time og så gå ud og gøre et eller andet. Vi må vente, indtil vi blive udrustet med kraft! Den frugt, der kommer af vores tjeneste, vil være direkte afhængig af, hvor meget bøn vi lægger i den.
Selvom det er vigtigt at planlægge og lægge strategier for vores tjenesteaktiviteter, må vi sætte dem i den rette prioritetsrækkefølge.
Vores første prioritet må være at se Guds nærvær genoprettet; derefter må vi bede, indtil vi hører hans stemme og forstår hvad Ånden siger til menighederne (Åb. 3,6). Først da er vi lydige nok til at følge hans vejledning og udarbejde en plan som svar.
Hvis vores aktiviteter ikke har deres udspring i Guds tronsal med hans vejledning, hvordan kan vi så forvente at han skal bekræfte dem med sit nærvær og sin kraft?
Bibelen indeholder et princip, der er fyldt med håb Gud bruger kun sjældent et flertal til at gennemføre sine formål! Gud bruger et mindretal, en trofast rest, som er lydige over for hans Ord.
Et godt eksempel på dette er historien om Gideon, som til sidst kun havde 300 mand. Det var sølle 1 % af den oprindelige styrke.
Ved at følge den klare vejledning, som Gud gav Gideon, jog dette lille antal mænd med nemhed fjenden på flugt, som Gud havde lovet.
Dette er et vigtigt princip: Gud ønsker at tydeliggøre, at det er ham og ikke vores egen visdom eller styrke som besejrer fjenden. Nogle gange må han forandre vores omstændigheder vores ressourcer og økonomi for at gøre en situation så umulig for os, at han er den eneste, der får æren, når gennembruddet kommer.
De gode nyheder er, at Gud plus os, i al vores svaghed og skrøbelighed, svarer til den majoritet, som Gud har brug for til at fuldende sine planer!
Gennem kirkehistorien og i nutidige vidnesbyrd om forvandling ser vi Guds ild springe frem blandt en lille håndfuld af trofaste, bedende og udholdende troende og så sprede sig ud derfra.
Forvandlingen af en by kræver ikke en stor skare af mennesker, men det kræver troende, som lever deres liv i radikal lydighed mod Jesus.
Du er blevet kaldet ind i Guds rige – for en tid som denne!
Rhonda Hughey er direktør for Fusion Ministries Inc. i Kansas.
Hun underviser bl.a. om forbøn
og transformation, har besøgt Danmark flere gange og kommer igen til januar.
