På rejse med hjælp til børn i Ukraine

– At se de små forældreløse børn er det stærkeste, fortæller Inger Lis og Axel Sørensen, der netop har været en tur i Ukraine med organisationen Skandinavisk Børnemission.I år er det 15 år siden, Skandinavisk Børnemission begyndte at finansiere lægehjælp til ofre for atomkatastrofen i Tjernobyl. Inger Lis og Axel Sørensen er netop vendt hjem fra et besøg blandt de syge, vansirede og forsømte børn.– På et børnehjem sad en 2-årig pige i en klapvogn, og da jeg gik hen til hende for at give hende en bamse, undgik hun at kigge på mit ansigt. Jeg satte mig ved hende og bad en bøn. Da jeg kiggede op, blev jeg mødt med et stort smil og glade øjne. Og da det var tid til at tage af sted, holdt hun min hånd fast og drejede hovedet fra side til side fordi hun ville beholde mig, fortæller Inger Lis Sørensen, der netop er vendt hjem sammen med sin Axel fra en tur til Ukraine for at studere Skandinavisk Børnemissions arbejde.
– Hun er i mine tanker hver dag! fortsætter Inger Lis, og Axel supplerer:
– Man kan ikke undgå at blive ramt og nærmest smide, hvad man har i hænderne, når man ser disse børn!

Det er nu 15 år siden, Skandinavisk Børnemission startede et hjælpearbejde i fattige landsbyer, børnehjem og fængsler i Ukraine. Derfor arrangerede organisationen i oktober en rejse til landet, og 130 personer fra hele Norden deltog og oplevede alle de nødstedte, syge, kriminelle, vansirede og forsømte børn på første hånd.
Organisationen retter især sin indsats mod de børn og unge, som lider under konsekvenserne af atomkatastrofen i Tjernobyl for 20 år siden. En konsekvens af det store radioaktive udslip er, at børnenes immunforsvar er sat ud af kraft.
Her hjælper man med at tage imod hold af Ukrainske børn, som kommer til Norden for at få deres immunforsvar genopbygget. Nogle af børnene er så inficerede med sygdom, at de akut bliver fløjet til Sverige for at komme i akut behandling.

Skandinavisk Børnemission er den største hjælpeorganisation i Ukraine. De uddeler ca. 400 tons nødhjælp til ca. 290.000 mennesker årligt, og der bliver ført kontrol med det, så modtagerne skal kvittere for, hvad de modtager.
– Ved juletid bliver der pakket ca. 70.000 pakker, hver på 14 kg, fortæller Inger Lis og Axel.
Organisationen har ansat ti lokale medarbejdere, der alle er veluddannede som akademikere eller lærere, men sætter deres karriere over styr for at gå ind i det humanitære arbejde. De formidler mad, tøj og medicin til fattige familier i Tjernobyl-området og driver børnelejre og børnehjem i strålefri områder.

Inger Lis Sørensen på besøg på et ukrainsk børnehjem.

Inger Lis og Axel besøgte et børnehjem, og det gjorde uudsletteligt indtryk:
– At se de små forældreløse børn er det stærkeste. Da vi ankom til et børnehjem stod der to små drenge og holdt hinanden i hånden, og man kunne se, at den mindste af drengene knugede den andens hånd til sig, fortæller Inger Lis bevæget.
– En del børn oplever, at deres forældre pludselig efterlader dem. Forældrene har ingenting, og mange af dem arbejder i udlandet for at overleve, supplerer Axel og tilføjer: – Den hjælp, vi kommer med, betyder måske ikke meget i statistikkerne, men betyder meget for dem, vi hjælper.

Turen gik også forbi et børne- og ungdomsfængsel i byen Kovel. Fængslets indsatte er børn mellem 13 og 17 år, som sidder inde for mord, voldtægt og overfald.
– Det var et ægte fængsel med pigtråd og vagttårne, fortæller Axel og Inger Lis. – I fængselsgården marcherede børn og unge i soldateruniformer doneret af det svenske militær. Det er det eneste sted, de får lov at være udenfor.
– Vi kom ind i festsalen, hvor der sad omtrent 100 drenge. Her sang vi for dem sammen med den lokale kirkes lovsangsgruppe, hvorefter et par drenge fra fængslet ønskede at optræde for os. En dreng satte sig op til klaveret og spillede det smukkeste stykke klassisk musik. Man kan ikke lade være med at tænke: ”Hvad laver en sådan dreng dog herinde?”, fortæller Inger Lis.

Et af hovedpunkterne på turen var en stor jubilæumsfest i et teater i byen Lutsk. Det enorme show varede hele seks timer, hvor der blev sunget, spillet, danset og fortalt solstrålehistorier til store klapsalver i det kolde teater.
– En pige havde lidt af en sygdom, der gjorde at hendes hjerte voksede og voksede, så det til sidst stod ud som en bule fra hendes venstre side. Nu stod hun frisk og rask på scenen og græd og græd, mens hun takkede, fortæller Inger Lis.
Endnu en strålende personlighed kom på scenen:
– Det var pigen Ira, der som 4-årig havde et helt vansiret ansigt, fortæller Axel. – Men hun kom til Sverige og fik et nyt ansigt. Nu stod hun på scenen som 17-årig og smilede.

Hjælpearbejdet spreder sig nu over hele Ukraine, men der er fortsat brug for ressourcer for at komme de nødstedte til hjælp.
– Turen var kold, ukomfortabel, og det var hårdt fysisk, men det er mit ønske at komme derned igen og hjælpe i en længere periode, fortæller Inger Lis, og Axel slutter: – Indtil da vil vi forsøge at skaffe mange flere sponsorer.