Et godt fundament får livet til at blomstre
Hvis der er noget, jeg bliver rigtig træt af, så er det, når andre skal fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv! Kloge mennesker, som kommer og gokker mig i nødden med alle mulige regler og rigtige måder at leve på. Det må du ikke! Sådan gør vi ikke her!
Så har jeg det meget bedre, hvis jeg selv kan få lov til at dele de udfordringer og problemer eller spørgsmål, jeg nu har for tiden, med en, jeg stoler på, og som vil mig det godt, og derigennem komme videre med mit liv. Det er her, jeg vokser mest og det er her, jeg tør åbne mig og dele ud af mine personlige tanker.
Det var den samme model, som Jesus brugte på sine disciple, da han igennem 3 år levede sammen med dem og var med til at forme deres liv og deres værdier. Alt hvad Jesus lærte dem, kan vi læse om i Bibelen, og vi kan lade os forme og forvandle på samme måde som de første disciple.
Denne artikel er tænkt som en god ven, der prøver at svare på eller hjælpe med til at tænke videre over dette spørgsmål: Bliver mit liv bedre, hvis jeg lever og handler ud fra de kristne værdier og bruger Bibelen som mit fundament, min nøgle til livet!?
Det kan være, du er ny kristen og allerede nu har en masse spørgsmål, som presser sig på. Sådan var det for mig! Det kan være, du har været kristen i mange år, men oplever, at der gemmer sig en frustration over de værdier, som du har modtaget eller overtaget på din vej. Du er måske usikker på, om de nu er så gode, de kristne værdier – eller måske er det mere praktiseringen af værdierne, du har svært ved.
Jeg har været kristen i snart 25 år, været præst i snart 12 år og har i den tid haft utallige situationer, hvor jeg havde brug hjælp til at handle eller svare på en måde, som var sund og rigtig. Jeg har også haft mange samtaler, hvor jeg har været brugt af andre til at komme videre i en personlig modningsproces eller beslutningsproces. Her er det min enkle erfaring, at Bibelen giver os de bedste svar. Nogle gange andre svar end dem, jeg selv kunne tænke mig til endda helt modsatte. Men det har nu gennem årene vist sig at være gode svar, som har hjulpet mig og andre på lang sigt og gjort vores liv mere tilfredsstillende.
Der er ikke noget bedre end at se glæden i andre mennesker øjne, når de har oplevet, hvordan situationer er løst op, relationer er blevet genoprettet, døre har åbnet sig og livet er blevet værd at leve igen.
Jeg har også prøvet selv og har oplevet, hvordan jeg har bragt smerte og kaos ind i mit eget og andres liv. Desværre! Så er der ikke andet at gøre end at begynde at rydde op og komme tilbage på sporet igen.
Hver eneste dag bliver vi nødt til at tage beslutninger, store og små. Det, som bestemmer vores valg, er vores værdier (eksempelvis hjælpsomhed, respekt, gavmildhed, omsorg, tilgivelse…), og det, som bestemmer vores værdier, er vores etik (det fundament vi baserer hele vores liv på kristendom, humanisme, hinduisme). Alt efter vores valg af fundament, så reagerer vi forskelligt i de samme situationer. Som kristne er Bibelen vores fundament. I begyndelsen af ens kristenliv kan det være en uoverskuelig mængde information, som med tiden heldigvis bliver mere overskuelig. Indtil da er gode samtaler med en moden kristen ven en stor hjælp, når det gælder nye beslutninger.
Det at blive eller være kristen er en pakkeløsning. Troen udfordrer os på alle områder af vores liv, hvad enten det gælder vores seksualitet, vores måde at håndtere relationer på, vores økonomi, vores prioriteter i livet. Det giver anledning til en mængde værdisammenstød mellem de værdier, som Bibelen kommer med, og de værdier, man kan møde hos mennesker omkring os.
Spørgsmål som du kan stille dig selv, inden udfordringen kommer: Vil jeg arbejde sort? Vil jeg bagtale mine kolleger? Vil jeg være ærlig i mine relationer og sige, hvad jeg har på hjertet? Vil jeg tilgive andre, når de gør mig ondt? Lever jeg kun for mig selv, eller er jeg til for andre?… listen er lang, men vigtig! Og det er her, slaget skal udkæmpes omkring din livsbane. Det er her, du vælger, om du vil selv, eller du vil lade dig lede af de kristne værdier. Min erfaring er, at det er vigtigt at kæmpe disse værdikampe på kort sigt og derefter være tilfreds på lang sigt, selvom det kan være anstrengende til tider. Men du får en dyrebar gave af Gud fred, selvrespekt, integritet og glæde.
en grundlæggende kristen værdi
En af de meget praktiske værdier, vi bliver præsenteret for i Bibelen, er tilgivelse. Det er en af de grundlæggende byggesten i kristendommen. Gud vælger i kærlighed at tilgive mennesker for at genoprette fællesskabet mellem himmel og jord. Tilgivelse er helbredende for alle og er med til at bringe liv og glæde, der hvor der før var uforsonlighed og smerte.
Når Jesus siger til os: Tilgiv, så skal I få tilgivelse! (Lukas-evangeliet kapitel 6, vers 37), så er det ikke for at pine os og ydmyge os i vores relationer med andre, men for at sætte os fri, så vi ikke bliver holdt fast i vores følelser af vrede overfor andre mennesker. Jesus ved, at vreden bliver til bitterhed, og bitterheden isolerer os og fjerner vores fred og livsglæde. Hvis du har mødt mennesker, som er bitre, så ved du, hvad jeg taler om. Det former hele deres personlighed på en destruktiv måde, og de er næsten ikke til at holde ud af være sammen med!
Jeg har selv oplevet at blive dybt såret af en anden person, og selv om jeg mest havde lyst til at gøre ondt mod ham, som havde såret mig dybt, så valgte jeg med min vilje og Guds hjælp at tilgive og forsone mig med ham. Det lyder nemmere på skrift, men krævede alle mine kræfter. Du er tilgivet! Det var svære ord at sige, men de satte mig fri. Det gjorde ikke tingene ugjort, men det satte mig fri fra at skulle leve med konsekvenserne og smerten. Jo større denne uret er, jo større er smerten. Men det fantastiske er, at når vi tilgiver, så helbreder Gud i samme forbindelse vores sind og sætter os fuldstændig fri! Det er ikke spørgsmål om tid eller terapi eller andet. Gud virker med, når vi lever efter hans værdier. Og denne hemmelighed er der ikke nogen, som kunne forklare mig, før jeg erfarede den.
et godt fundament
Der er flere steder i Bibelen, som hjælper os og giver os en god ramme for vores liv som kristne uanset om vi er nye eller gamle kristne! Nogle af de mest kendte steder er De ti Bud som Moses fik af Gud i Det Gamle Testamente og Bjergprædikenen en tale om den praktiske udfoldelse af livet som kristen, som Jesus delte med sine disciple i Det Nye Testamente.
At læse Det Nye Testamente kan være barsk og forfriskende læsning. Den livsstil, som vi bliver introduceret til, er ofte så anderledes end den almindelige måde at tænke på, at det nærmest føles, som om der bliver vendt op og ned på de almindelige regler for måder at opføre sig på. Og jeg må sige, jo mere jeg prøver den kristne model af, jo mere går det op for mig, at det er den helt rigtige. Gud kender ganske enkelt os mennesker meget bedre, end vi selv kan forestille os.
Efter at Jesus har afsluttet sin introduktion til livet som discipel og efterfølger af Jesus, slutter han af med dette billede: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen!
Jesus vidste, at han gav en etik og livsstil videre til sine disciple, som var fyldt med liv og liv i overflod. Han gav sine disciple nogle redskaber, som kunne forvandle verden og dem selv! Historien har vist, at de lykkedes meget godt med opgaven, selv om de var helt almindelige mennesker.
Peter Dyhr er uddannet teolog og er præst i Københavns Frimenighed. Han har i de sidste 12 år blandt andet arbejdet med at beskrive en kristen etik, som passer til vores tid. Han har tidligere udgivet bogen Jagten på Guds nærhed og har for nylig (2007) udgivet to bøger om etik og kristen livsstil Livet med Gud og Livet med Jesus. Alle kan købes på forlaget www.mediacellen.dk