Slog Guds plan fejl?

”Fred til mennesker med Guds velbehag!” sang englene julenat.
Alligevel er der stadig ufred på jorden. Men fredsfyrsten er kommet – og kommer igen.Fredsbevægelser, fredskonferencer, fredspriser, fredsaftaler fortæller os, at menneskeslægten længes efter fred. Inden i mennesket ligger der en uudslettelig bevidsthed om urtidens fredfyldte paradis.
John Milton (1667) kunne digte om fortidens fagre land i sit mesterværk, det religiøse epos ”Det Tabte Paradis”.
Også kristendommens hellige skrifter, sammenfattet i Bibelen, er gennemsyret af længslen efter det tabte paradis. Men i Bibelen finder vi også tydelig information om, hvordan den oprindelige tilstand med fred og harmoni kan blive genetableret.

Det begynder med en gammel profeti om en fredsfyrste. Som et digt fremlægger profeten Esajas (omtrent 700 f.Kr.) den fra Gud inspirerede forudsigelse om Messias komme:

For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge
på hans skuldre.
Man skal kalde ham
Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.
(Esajas kapitel 9, vers 5)

Denne fredsfyrste skulle komme til os fra den himmelske verden, fra Gud selv, til denne jord.
En anden af Esajas’ ældgamle udsagn taler om denne Gud, der blev menneske. Se selv hos profeten Esajas, kap. 7, vers 14.
Og der fortælles endnu mere om den kommende fredsfyrste af de troværdige seere af en forgangen tid.
Mika, profeten, kaldet af Gud, får at vide, at fredsriget skal have sit udgangspunkt fra en absolut ubetydelig landsby uden for Jerusalems porte, kaldet Betlehem. Se Mika kap. 5, vers 1-2.
Profeten Esajas må have set brudstykker af dette fremtidige fredsrige:

Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem.
Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen.
Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul.
Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund. (Esajas 11, vers 6-9)

I poetisk form ånder denne tekst lutter idyl, harmoni og fred. Hvilken kontrast til hverdagen i dag: Strid, splid, had, overfald, slåskamp, knivstikkeri, skyderi, krig. Menneskets hjerte er i strid med sig selv. Ægtefæller på struben af hinanden. Familier splittet itu. Strid og vold i landsbyer, købstæder og på landet. Had over politik, religion, race og nationalitet.

Men den lovede fredsfyrste er dog kommet. Hele Det Nye Testamente bevidner opfyldelsen af profetierne med Immanuels (Gud med os) indtræden i denne verden. Selv englene forkyndte det hin nat, da Jesus blev født:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
(Lukasev. 2, vers 14)

Én ting. Menneskeheden valgte ikke at tage imod denne fredsfyrste i deres eget hjerte.
Det er der, fredsfyrsten vil regere først og fremmest. Han vil forvandle hjertet, det kolde, egocentriske, stolte, hovmodige hjerte til et varmt, kærligt, tjenende og ydmygt hjerte.
Han vil forene os med Gud. Og når vi er forsonet med Gud på grundlag af hans nådige tilgivelse, kan vil tilgive hinanden og blive forsonet med hinanden.

Da selv Jesu eget folk ikke tog imod fredsfyrsten, må drømmen om fredsriget fortsætte. Apostlen Paulus skriver i sit brev til Rom, at selv naturen, hele skabningen, sukker efter en ny verden (læs selv Romerbrevet kapitel 8, vers 22.)
Hvor aktuel er denne ”sukken” ikke blevet i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor man taler om arternes forsvinden i naturen, menneskets respektløshed overfor sin egen slægt, regnskovenes decimering og ørkeners hurtige vækst!
Da fredsriget ikke er blevet fuldbyrdet endnu, var fredsfyrsten nødt til at fremsætte endnu en vision, en drøm over alle drømme om et nyskabt paradis, en ny verden.

Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem,og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
(Johs. Åbenbaring 21, 3-4)

Men er dette ikke bare illusion, kun dagdrømme?
Sådan kunne man tænke, men sådan er det ikke. Hvorfor? Fordi den anden person i Guddommen, vor Herre Jesus Kristus, selv har sagt, at han vil komme igen for anden gang, når tidens fylde er kommet.
Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!
I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?
Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.
(Johs. 14, vers 1-3)

Lad længslen efter det tabte paradis fortsat brænde i vore hjerter. Lad håbet om fredsfyrstens komme gennemsyre hver fiber af vor krop.
Lad freden brede sig fra vort hjerte til vore familier, til naboer og de ”fremmede” iblandt os.
Lad os arbejde for fred mennesker imellem, i Bilbao og i Bagdad, i Darfur og på Sri Lanka, i Afghanistan og i Øst-Timor og overalt, hvor mennesker endnu ikke har taget imod fredsfyrsten Jesus i deres hjerte, indtil lyset gryr i øst, og Fredsfyrsten er på vej.