46 dage i Vestre Fængsel
Irakiske asylansøgere blev arresteret ved ankomsten til Danmark.En udvisningsdom for dokumentfalsk fra Københavns Byret med fem års indrejseforbud og en samlet opkrævning fra Københavns Politi på 18.500 kroner i sagsomkostninger og forsvarersalærer. 20-årige Sandi bladrer gennem bunken af officielle breve med et opgivende smil.
Brevene forstår hun ikke – hverken dem på dansk eller de arabiske oversættelser. Den irakiske piges modersmål er kaldæisk, og selv om hun taler og forstår arabisk, læser hun det dårligt. Og foreløbig har ingen formået at forklare hende, hvorfor hun og hendes tre år ældre bror Sivan endte i Vestre Fængsel, da de en sommerdag i juli søgte asyl i Danmark.
Lige nu er det lettelsen, der fylder mest for det irakiske søskendepar fra Bagdad. Lettelsen over igen at være sammen efter 46 uforståelige døgn fra ankomsten til Københavns Lufthavn den 13. juli, hvor de blev adskilt af politiet, frem til den 4. september, da de sammen blev indkvarteret i Sandholmlejren i Nordsjælland, der er registreringscenter for asylansøgere.
Ingen ved præcis, hvad der gik galt den julidag, da Sivan (23) og Sandi Samir Hirms (20) landede i Københavns Lufthavn på flugt fra den sekteriske vold i Irak. Ifølge politiet forsøgte søskendeparret, der tilhører Iraks kristne mindretal, at rejse ind på falske pas. Det kaldes dokumentfalsk og straffes med fængsel og udvisning. Ifølge Sandi og Sivan bad de om asyl, men blev ikke hørt. I stedet blev de arresteret og kørt til Vestre Fængsel. Den næste måned blev fængslingen flere gange forlænget i Københavns Byret. Hver gang bad Sivan og Sandi ifølge eget udsagn om asyl, men fik at vide, at det ikke var det rigtige tidspunkt. Først den 13. august blev deres anmodning om asyl registreret første gang. Alligevel blev de den 21. august i Københavns Byret dømt for dokumentfalsk og udvist i fem år. Efter yderligere to uger og et ophold i Sandholmlejrens fængselsafdeling blev de overført til den åbne afdeling.
Solen vælder ind gennem vinduet i Sivan og Sandis lille værelse i en barak bag Sandholmlejrens gamle gule kasernebygninger. På væggen hænger et billede af Jesus, og foran fjernsynet står den arabiske bibel, Sandi fik af fængselspræsten. Fem bamser og et større antal tøjdyr i vindueskarmen er tavse tilhørere, mens Sandi og Sivan fortæller om mødet med Danmark:
– I lufthavnen arresterede de os med det samme, selv om vi sagde lugia både til politiet og tolken. Det betyder flygtning på arabisk. Vi var meget bange og forstod ikke, hvad der skete. Den første nat sov vi på en politistation. Det var koldt, og der var ingen tæpper. Næste dag blev vi kørt ud til et fængsel. Vi forstod ikke, hvorfor vi skulle i fængsel. Vi havde jo ikke gjort noget forkert. Det værste var, at de adskilte os. Jeg måtte ikke se min bror. Jeg havde aldrig før været alene og græd meget. Jeg vidste ikke, om jeg nogen sinde ville se ham igen.
Ifølge søskendeparret var der ingen, der fortalte dem, at de havde mulighed for at søge asyl. Den følgende dag blev de lagt i håndjern og hver for sig fremstillet for en dommer, der varetægtsfængslede dem i 12 dage.
– Betjenten sagde, at jeg skulle have hænderne på ryggen. Det gjorde ondt og var meget ydmygende. Jeg var meget ked af det og spurgte efter Sivan, men ingen vidste, hvor han var. Senere kom en mand og fortalte, at han havde set Sivan. Manden sagde, at han var vores advokat, og at Sivan havde det godt.
I fængslet brugte Sandi de lange dage til at skrive og tegne.
– Jeg sad i et lille rum og kom kun ud en halv time hver dag. Jeg græd og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Så begyndte jeg at skrive mine tanker ned og tegne billeder af Jesus. Det gav mig en god følelse.
Heller ikke Sivan forstod, hvad der foregik.
– I Irak havde jeg aldrig set en politistation indefra. Nu sad jeg her i et fængsel i et fremmed land sammen med kriminelle mennesker og limede dannebrogsflag på små træpinde. Jeg havde ingen idé om, hvad der ville ske med os. Jeg var meget bange og tænkte hele tiden på min søster. Hvor var hun? Hvad gjorde de ved hende?
– I fængslet snakkede jeg med en præst. Jeg spurgte ham, om det her var normalt i et demokratisk land? Præsten prøvede at hjælpe og fandt noget på internet fra vores kirke i Bagdad. Der stod, at de kristne i vores område havde fået at vide, at de ville blive dræbt, hvis de ikke konverterede til islam. Præsten kunne se, at det var meget dårligt for de kristne i vores land. Men desværre kunne han ikke hjælpe mig.
Sivan og Sandi forlod Irak for godt et år siden få dage efter, at bevæbnede mænd havde forsøgt at bortføre Sandi på gaden i Bagdad. Tidligere var en fætter blevet kidnappet, og i det religiøst blandede kvarter, hvor familien boede, vidste alle, at unge piger fra kristne familier var særlig udsatte. Da Sivan og Sandis far var død under krigen mod Iran, inden Sandi blev født, var der ingen mand til at beskytte familien. Sivan fortæller:
– Vi var på vej hjem fra et ungdomsmøde i kirken, da en bil begyndte at følge efter os i et shiamuslimsk kvarter. Der var flere muslimske mænd i bilen. Jeg speedede op, for jeg vidste, hvad der kunne ske. Pludselig begyndte de at skyde mod vores bil. Jeg fik Sandi ned på gulvet, så der skete hende ikke noget. Selv blev jeg ramt af en kugle i ryggen. Bagefter fandt vi fire andre kugler i bilen. De kunne have dræbt os begge på stedet.
Det lykkedes Sivan at nå hjem og få Sandi i sikkerhed. Bagefter kørte en nabo ham på hospitalet, hvor kuglen blev fjernet.
– Jeg turde ikke blive på hospitalet. Der kan man ikke være sikker. Så snart jeg kunne bevæge mig, uden at sårene blødte for meget, lejede vi en bil og kørte til Syrien. Vi vidste, at bortførerne når som helst kunne komme igen. Vores familie hjalp os med penge. Som irakere måtte vi ikke arbejde i Syrien og kunne kun få opholdstilladelse i tre måneder. I Danmark havde vi en fjern slægtning, så vores onkel mente, at det var det bedste land for os. Men der var kun penge til, at Sandi og jeg kunne rejse. Vi gav alle vores penge til en mand, der ordnede vores papirer, fortæller Sivan.
I dag er søskendeparret ved at opbygge en hverdag sammen med andre unge irakere i Sandholmlejren. Nogle af dem har ventet i syv år. Hvad fremtiden bringer for Sivan og Sandi, ved de ikke. Foreløbig har de fået afslag på humanitær opholdstilladelse med den begrundelse, at de er udvist ved dom med indrejseforbud. Men de er unge og optimistiske og vover stadig at drømme – om opholdstilladelse og arbejde, og om en dag at gense moren og broren, der blev tilbage i Syrien. Om skolegang og læreplads som mekaniker og frisør. Begge er begyndt at lære dansk og afprøver gerne de danske gloser, når de er til gudstjeneste i København, hvor de har fået kontakt med et netværk, der sender en kirkebus til Sandholmlejren hver 14. dag.
– Vi vil gerne i kirke og bede til Gud. I Irak gik vi meget i kirke, inden det blev for farligt. I dag er det meget dårligt i Irak. Vi kan fortælle mange ting. Men det vigtigste er, at Sandi ikke blev kidnappet, og at vi er sammen igen. Vi tror, at Gud vil hjælpe os til et nyt liv.
Ifølge Dansk Flygtningehjælp er det ikke normal praksis, at asylsøgere, der ankommer med falske identitetspapirer, fængsles og udvises ved dom, efter at deres asylansøgning er registreret.
