Arpi lever lykkeligt i sit mini-Armenien

I Jerusalems gamle bydel – kun få hundrede meter fra den travle basar med de højtråbende sælgere og forvirrede turister – findes der en helt anden verden…Det Armenske Kvarter i Jerusalem er roligt og smukt med rene, åbne pladser og æstetiske bygninger i hvid granit. Man har kun adgang til bydelen, hvis man er armenier, eller hvis man følges med én, der er. Her bor der ca. 1.000 armeniere – et stolt folk med ældgamle traditioner.

At spille klaver og skrive sange er en af Arpis store passioner. For nylig optrådte hun ved 70-års-jubilæet for det armenske forsamlingshus med en sang, hun havde skrevet om Ararat- bjerget.

– Vi er som én stor, lykkelig familie her, siger 17-årige Arpi Nakashian, som er født og opvokset i det trygge Armenske Kvarter, lige op og ned af den armenske skole.
– Når jeg bliver sur på skolen, går jeg bare uden for vores hoveddør og spiller tennis op ad skolens mur, griner hun.
Men Arpi virker nu ikke som om, hun nogensinde kunne blive rigtig vred på sin skole. Sandt er det, at den private armenske skole, som kun tæller 110 elever fra børnehaveklassen til 3.g., overdynger sine elever med en masse ekstra arbejde. De skal lære hebraisk, arabisk, engelsk, armensk og klassisk armensk (kaldet krapar), som er det sprog, der bliver brugt i den armenske kirke.
Armeniens historie skal læres ud over ”almindelig” historie og alle de andre fag. Men trods det hårde arbejde er skolen et sjovt og sikkert sted, hvor alle kender alle.
I Arpis klasse, 3.g, er der kun seks elever. De er alle hendes gode venner, og hendes mor er engelsklærer.
– Det Armenske Kvarter er som et mini-Armenien. Alle kender hinanden, alle taler armensk, og alle følger de armenske traditioner, fortæller Arpi. Hun indrømmer dog, at det nogle gange godt kan blive lidt for intimt, når alle ved, hvad hinanden går og laver.
Det er en af grundene til, at Arpi overvejer at studere på universitetet i USA.
Men dette betyder nu ikke, at Arpi tager afstand fra sin armenske livsstil. Faktisk anser hun sig selv for at være mere armenier end noget andet.
Selvom hun er vokset op i Israel, identificerer hun sig ikke med det israelske eller det palæstinensiske samfund.
– Jeg tilhører ikke nogen af de to grupper. Jeg er en armensk kristen, som bor i Jerusalem. Det, at være armenier, har formet mig til den person, jeg er, og jeg ønsker at beholde mine traditioner og føre dem videre til mine børn engang.
Arpi har været i Armenien to gange i sit liv.
– Jeg elsker at være der. Det er som at komme hjem, siger hun.

Arpis tro er en meget stor del af hendes liv. Som hun selv siger, så ville hun være villig til at dø for sin tro – og det er faktisk netop det, der skete for hendes tipoldeforældre.

Arpi Nakashians forfædre kommer fra Armenien. Den nuværende kristne stat med ca. 4 mio. indbyggere er klemt inde mellem de muslimske lande Azerbadjan, Tyrkiet og Iran. Oprindeligt beboede armenierne hele øst-Tyrkiet. Men de blev fordrevet og udryddet omkring 1915.

Fra 1915 til 1917, under det Osmanniske Imperium, mistede omkring halvanden million armeniere deres liv, og endnu flere blev sendt på flugt fra deres land, fordi de prøvede at gøre oprør mod de tyrkiske undertrykkere.
Osmannerne dræbte Arpis tipoldeforældre, som boede i det vestlige Armenien (i dag Øst-Tyrkiet). Hendes oldemor var kun et år gammel, så hendes ældre søster bar hende gennem bjergene for at undslippe tyrkerne. På et tidspunkt blev de to søskende skilt fra hinanden, og Arpis oldemor blev placeret på et børnehjem og senere sendt til Jaffa i Israel. Hun så aldrig sin søster siden og fandt heller aldrig ud af, hvad der skete med hende.
Arpis andre oldeforældre kom også forældreløse til Jaffa, og hendes forældre er begge født i Jerusalem.
– Dette er min oprindelse. Alle de armeniere, som bor uden for Armenien, bor der på grund af dette folkedrab. Det er noget, vi taler meget om, fortæller Arpi.
Otte millioner armeniere bor i dag i diasporaen. Tre millioner er stadig bosat i Armenien.

Arpi forklarer, at armenierne har en meget stærk følelse af enhed og national stolthed. Det var den første nation, der besluttede sig for at gøre kristendommen til statsreligion – i år 301, og de har deres eget sprog og alfabet, der gør dem til en enestående nation. Denne følelse blev kun forstærket efter folkedrabet.
– Men vi har et sår i vore hjerter på grund af folkedrabet – et sår, der kun kan heles, hvis tyrkerne indrømmer, hvad de gjorde. Som kristne er vi nødt til at tilgive vore fjender, men det betyder ikke, at vi har glemt, hvad der skete, siger hun, men fortsætter i en mere munter tone:
– Det er meget sårende for os, når nogle lande benægter det, der skete. Men når de anerkender det, er det som om, vi har vundet en million.

På trods af at armenierne i Jerusalem bor lige klods op og ned af den konflikt, som præger området, er det ikke noget, der påvirker dem synderligt i deres dagligdag, ifølge Arpi.
– Jeg vælger ikke side med nogen af parterne. Jeg har både israelske og palæstinensiske venner – for mig er det lige meget, om de er jøder, kristne eller muslimer, bare de er trofaste venner.
Der har været snak om at dele den gamle by i Jerusalem i to dele – én, der skal være en del af Palæstina, og én, der skal være en del af Israel:
– Hvis de beslutter sig for at opdele Jerusalem, ville det ikke betyde noget for mit liv. Mit hjem, det Armenske Kvarter, ville nemlig ikke blive delt – og det er her, jeg er. Jeg bevæger mig selvfølgelig også udenfor ret tit, men det vigtigste for mig er, hvordan jeg lever her blandt de andre armeniere. Det er ikke fordi, jeg er ligeglad med konflikten. På begge sider dør der uskyldige mennesker, og det er det, jeg synes er mest trist.
En anden grund til at Arpi ikke går lige så meget op i konflikten som så mange andre af hendes jævnaldrende, der tilhører religiøse minoriteter i Israel, er måske, at hun aldrig rigtig har følt sig diskrimineret af nogen af de stridende parter som armenier. Hun føler sig respekteret og ordentligt behandlet. Men som kristen har hun nogle gange haft nogle ubehagelige oplevelser.
– Når vi går i procession fra det Armenske Kvarter og ned til gravkirken med præsterne, er der nogle gange nogle meget religiøse jøder, som spytter på korset, vi bærer. Det får jeg det rigtig skidt over, fordi jeg altid prøver på at respektere andres religion, og jeg har ikke lyst til at såre dem ved at undervurdere deres religion.
Arpi prøver at beskrive den smerte, hun føler, når noget som dette sker.
– Forestil dig, at du lige har købt en meget dyr diamanthalskæde og tager den på til en fest. Pludselig kommer der nogen og skubber til dig, så den dyrebare halskæde, du elsker allermest, falder ned i noget mudder. I det øjeblik er du vred, forskrækket og ulykkelig på en og samme tid. Hvis nogen spytter på korset, får det mig til at føle 100 gange værre, men jeg prøver på at tilgive dem, for det gør vi jo som kristne, slutter Arpi.