Harry Potter fantastisk fortryllende farlig?
Josua Christensen giver sin anbefaling af de omdiskuterede bøger.For kort tid siden udkom den syvende og sidste bog i serien om drengen, som ikke kunne dø, Harry Potter.
På Rådhuspladsen stod en lille skare af trofaste og sørgmodige fans i den bidende kulde. Det var fredag aften, og kl. 24.00 ville de som de første i landet kunne købe Harry Potter og Dødsregalierne. Det var med blandet sindsstemning, disse unge udtalte sig til Aften-showet. Hvad skulle de stille op, når de sidste ord var læst og eventyret bragt til ende?
Hvad de ventede på
Skal man tro forfatteren, J. K. Rowling, blev hele ideen og skitsen til de 7 bind og flere tusinde sider om Harry Potter til på en togtur i 1990.
I de 6 første bind er vi blevet ført stadigt dybere ind i mysteriet bag Harry Potter. Som helt lille blev han udsat for et drabsforsøg af selveste mørkets herre, Lord Voldemort, men angrebet blev en boomerang, som anbragte Voldemort i en kropsløs tilstand. Forklaringen er, at Potters mor dør i et forsøg på at beskytte sin søn, og denne kærlighedshandling kan den mørkeste magi ikke gennembryde. Herefter følger en række hændelser, som gang på gang kulminerer i konfrontationer mellem på den ene side den reinkarnerede Voldemort og dennes tilhængere (de onde) og på den anden side Harry Potter med venner og lærere (de gode).
dødsregalierne
I det sidste bind skal det endelige slag stå. Potter er stillet overfor en nærmest umulig opgave. Han skal finde og destruere et antal Horcruxer, før Voldemort får fat i ham. Horcruxerne er genstande, der i sig selv er magiske og har tilhørt betydningsfulde troldmænd og hekse, som i bogstavelig forstand er besjælet af Voldemort. Navnet kunne måske have noget at gøre med skræk (horror) og krucifiks og har på samme tid træk fra relikvier og talismaner. Rowling er kendt for netop at tilføje navne og ting, som har deres oprindelse i kulten og mytologien.
Uden at afsløre for meget kan man sige som Politiken.dks anmelder, Marcus Rubin: Lige fra starten drypper siderne af uhygge og følelsen af en kommende katastrofe. Bogens allerførste scene byder på skødesløs gru og grusomhed og viser uden at gå i unødige detaljer med al ønskelig tydelighed, hvordan Lord Voldemort er den inkarnerede ondskab. Og derfra går det slag i slag med en blanding af hæsblæsende aktion og store eksistentielle dilemmaer.
Afslutningen er dog i denne sammenhæng væsentlig at ofre et par linjer på. Harry Potter og hans tilhængere er stort set besejrede, da Voldemort lokker med fred, hvis de udleverer Potter. De vil dog hellere kæmpe til døden end overgive Harry til mørkets tyranni, men til deres overraskelse overgiver han sig selv
og dør. Budskabet bag situationen kan udtrykkes med Jesu ord: Større kærlighed har ingen end den, der sætter sit liv til for sine venner (Joh 15,13). Historien og parallellerne slutter dog ikke her. Det ender med en sejr, som bryder mørkets magt i og omkring menneskene. Harry Potter står nu med muligheden for at besidde den uovervindelige tryllestav med al den magt, det indebærer, men han gemmer den i stedet væk, hvortil han tørt konkluderer: så har jeg vist allerede haft det besvær, jeg skal have i mit liv (s.648). Som i Ringenes Herre er helten heller ikke her ude efter det glorværdige, men søger snarere freden. Vejen til fred går blot nogle gange gennem kamp.
kristent perspektiv
Der er blandt nogle kristne en tendens til at skære alt over en kam og sætte tingene på spidsen som et udtryk for stærk generalisering og nærmest kategorisk afvisning af ting, som man dybest set ikke kender til. Således blev Potter sat i forbindelse med okkultismens ondskab og rigtig heksekraft i en kronik af Kristina Djarling (evangelist ved Faderhuset) i 2004 og nævnt som et eksempel på at gå på kompromis med Djævelen af Aviad Cohen for få uger siden. Samme skæbne har Star Wars, Ringenes Herre osv. lidt kategorisk stemplet af nogle radikale kristne som Djævlens værk. Men er det ikke lidt snæversynet og fattigt at afskrive litteratur, musik og film, fordi de omhandler overnaturlige fænomener uden at være allegorier over Bibelen?
Da jeg startede som lærer, var Harry Potter og de vises sten et hit blandt eleverne. Nysgerrigheden drev mig derfor til at læse bogen, som til min glædelige overraskelse var velskrevet og populært sagt havde budskabet kærligheden overvinder alt. Men sådan er det faktisk ikke så sjældent; når nysgerrigheden overvinder fordommene, får man udvidet sine horisonter. Nietzsches udtalelse om, at Gud var død, fik mig til at gå i en stor bue uden om ham indtil en dag, hvor et af hans hovedværker var på tilbud, og jeg fandt ud af, at der var meget mere ved ham end denne tåbelige udtalelse.
Sneboldeffekten nævnes ofte i anklagen mod Potters univers. Bliver man optaget af det magiske i Potters verden, risikerer man, at interessen fortsætter ind i den virkelige verdens okkultisme. For det ubefæstede sind eksisterer denne faldgrube mange steder. Rollespil, pc-spil, film, musik og litteratur kan føre i vidt forskellige retninger, også i Djævlens, men det modsatte er også tilfældet.
C.S. Lewis, som vel nok er en af de mest anerkendte kristne forfattere, beskriver således sin vej til kristendommen som en søgen i forskellige religioner, filosofier og ideologier.
Nysgerrigheden efter evangeliets sandhed blev vakt ved, at de ukristelige værker gang på gang refererede til Jesus.
På en måde er det mest interessante spørgsmål vel, hvilken rollemodel, forbillede eller idol Harry Potter repræsenterer. Hertil er det for nogle måske overraskende svar, at han er ven med de ringeagtede, loyal, udholdende, uegennyttig og sidst og måske mest forbløffende selvopofrende. Alt sammen stillet over for menneskelige fristelser som fx ære, magt, rigdom, berømmelse osv.
Skulle man give en rammende danskfaglig personkarakteristik, kunne den meget vel udtrykkes således: Harry Potter er en hårdt prøvet teenager, der med livet som indsats forsøger at komme det onde til livs og igennem denne stræben finder sin sande identitet. Det er efter min vurdering ikke det allerværste forbillede.
Men er det så ikke ukristeligt med denne dyrkelse af skuespillerne og den mytologiske verden, som er skabt i Harry Potter? Helt klart! Når teenagere lever sig så meget ind i en fantasiverden, at skellet mellem denne og den virkelige på det nærmeste ophører, er det ikke blot ukristeligt, men også farligt for deres sind.
Når Daniel Radcliffe (spiller Potter i filmene) bliver mangemillionær, forgudet af pigerne, så bliver han muligvis også forskruet i hovedet
Men disse og sikkert flere andre uheldige fænomener er først og fremmest sidegevinster af det kommercielle cirkus, som er forbundet med succesen.
For mig at se er det et udtryk for mentalt overblik at skelne mellem det (indhold), som kommunikeres (objektivt), og den forskelligartede modtagelse (subjektivt).
Der vil altid eksistere eksempler på ekstreme reaktioner, selv af de bedste tekster.
Om Harry Potter og Dødsregalierne er en god bog, kommer an på mange ting. Kan du sige ja til nedenstående liste, vil jeg bestemt mene, den kunne være noget for dig. Personligt synes jeg, den er spændende, godt fortalt og en forrygende afrunding på et værk, som har underholdt og mystificeret mig i henved et årti.
1. Jeg holder af fantasifulde fortællinger.
2. Jeg interesserer mig for fantasy-bøger. (fx Ringenes Herre, Narnia
).
3. Jeg kan godt skelne mellem fiktion og virkelighed.
4. Jeg finder temaer som kampen mellem det gode og det onde, kærlighed, identitet og sociale relationer/interaktioner, ansvar, sorg og omsorg mv. interessante.
5. Jeg er ikke fordomsfuld, men nysgerrig, når det kommer til skønlitteraturen.
6. Jeg er ikke bange for at blive betragtet som lidt barnlig i bedrevidende belæste voksne menneskers bedømmelse.
7. Jeg vil gerne finde ud af, hvorfor disse bøger (start med nr. 1) er blandt de mest solgte i hele verden.
Kan du svare ja til alle eller de fleste af disse udsagn, skulle du ta at gå i gang, for eventyret slutter ikke helt; selv efter den sidste side er vendt, lever forestillingerne og ordene videre. God læselyst!
1) Harry Potter and the Deathly Hallows, (originaltitel) er den hurtigst sælgende bog i Storbritanniens historie. På 24 timer blev der solgt 2,7 mio. eksemplarer i Storbritannien.
2) Det samlede salg af hele serien er 500 mio. bøger.
3) Google Hits:
a. The Beatles 57.400.000, Harry Potter: 66.200.000, Jesus: 158.000.000
b. Sider med mere information om Harry Potter: http://www.dr.dk/Tema/HarryPotter/forside.htm
http://www.harrypotterfanzone.com/
4) Forfatter Joanne Kathleen Rowling.
5) Bøgernes titler:
Harry Potter og
1. De vises sten
2. Hemmelighedernes kammer
3. Fangen fra Azkaban
4. Flammernes Pokal
5. Fønixordnen
6. Halvblodsprinsen og
7. Dødsregalierne.
Josua Christensen er uddannet lærer
og underviser på Lukas-skolen i Vejle.
Han er aktiv i Pinsekirken.