Mediemand skal lede børnehjælp

John Mester har stor erfaring med radio,
tv og internet. Det er en medievant person, der netop er tiltrådt som missionsleder for Skandinavisk Børnemission i Danmark. Og en særdeles aktiv pensionist.

John Mester

– Der er lidt krudt i mig endnu, siger John Mester på 68. – Jeg sagde netop til min kone Ulla, at jeg gerne tog et job som hotelreceptionist, bare jeg fik lov til at møde nye mennesker. Derfor var det sjovt, at Skandinavisk Børnemission henvendte sig.

PR i fokus

– Jeg glæder mig til at arbejde med PR, som jeg altid har gjort, siger John Mester.
Han var leder af den internationale radiostation Ibra Radios danske afdeling i 19 år og en af initiativtagerne til KKR/TV i Købenavn, som han var programdirektør for i en årrække. Og senest har han haft en mangeårig stilling som tekst-tv-chef for Kanal 4 og Kanal 5.
Nu skal han bruge sit medietalent til at sætte børnenes nød i verdens afkroge på danskernes dagsorden. Skandinavisk Børnemission driver et omfattende udviklingsarbejde i Zambia, Moldavien, Ukraine og Filippinerne. I sidstnævnte har organisationen de senere år stået for omfattende katastrofehjælp og genopbygning efter vulkanudbrud og tyfoner.

Finde flere faddere

Det er en stor opgave i en voksende international organisation, John Mester nu bliver leder for. Han skal samarbejde tæt med missionschef Bo Wallenberg i Malmø, bestyrelsen for missionsorganisationen i Danmark samt personalet i Skandinavisk Børnemission, som også omfatter en genbrugsbutik på Nørrebrogade i København.
– Min opgave bliver at gøre Skandinavisk Børnemission kendt og finde flere givere og faddere, fortæller John Mester. – Jeg skal holde møder rundt i landet og deltage i stævner og sommercamps med en stand, der fortæller om arbejdet.
Den tidligere leder Leon Have Thomsen fortsætter sit job som landssekretær og tager sig af alt det administrative, så John kan sætte helt nye ting i værk:
– Vi skal sende nyhedsbreve ud meget oftere, og så drømmer jeg om en sms-tjeneste, hvor vi hurtigt kan komme ud med beskeder, fx: Nu er der et vulkanudbrud. Send hjælp nu!

Pendler over Øresund

John Mester har i de sidste syv år boet i Malmø og fungeret som administrator og formand for Pinsekirken i Malmø. I Danmark har han haft en række tillidshverv for Pinsekirkerne og bl.a. vedligeholdt mange af kirkens hjemmesider. Midt i 2007 vendte han og hustruen Ulla tilbage til Bornholm og bor nu i Allinge, men pendler hver uge mellem København, Malmø og Bornholm.
– Jeg har både kontor hjemme, i Malmø og i København. Og så regner vi med at oprette et elektronisk kontor, så vi sparer på rejsekontoen, siger John Mester.
Han er kendt med missions- og indsamlingsorganisationer, men alligevel bliver det noget nyt med Skandinavisk Børnemission:
– Der er forskel på at se et billede af et barn i et børnefængsel i Ukraine, og så få det helt ind under huden og føle smerten, indrømmer han.
Men John Mester er fortrøstningsfuld og arbejder lige nu på højtryk for at sætte sig ind i tingene.
Og så er han ikke helt ukendt med børn. Han har nemlig selv tre børn og ni børnebørn.
Svend Løbner