Nu kan danskerne skrifte på tv

DR2’s nye programserie Skriftestolen viser, hvad danskere i krise kan bruge en præst til.Søndag den 27. januar har DR2 premiere på en serie med seks programmer under titlen Skriftestolen.

Kirkens gamle skriftestol er brugt som model for programmet.

Programmet viser mødet mellem en præst og et menneske, der befinder sig midt i en eksistentiel krise. Kriserne varierer, men har alle affødt store uoverskuelige spørgsmål, der gør livet svært at leve.

Ud fra troen

På søndag møder præsten Preben Kok en ung mand få timer efter hans fars død. Præsten ved intet på forhånd, men vil ud fra troen give vejledning til at komme igennem krisen. Preben Kok er hosipitals- og sognepræst i Vejle.
Med programmet tager DR2 seerne med ind i det fortrolige rum, som tidligere var forbeholdt den enkelte og præsten. De medvirkende vil dog optræde anonymt.
– Det er første gang – endda i verden – at der produceres et sådant program, så DR2 venter sig meget af det. Jeg har været medarbejder på ideen og håber, at udsendelserne bliver til inspiration og oplysning, skriver Preben Kok på Engum Sogns hjemmeside.
Programmerne er tilrettelagt af Bjarke Stender.
/hb