Ærkebiskop i modvind efter sharia-udtalelser
Den anglikanske ærkebiskop Rowan Williams forslag om, at britiske muslimer skal have mulighed for at løse interne konflikter ved en sharia-domstol vækker undren og harme.STORBRITANNIEN – Rowan Williams, leder af Den Anglikanske Kirke, bliver hårdt kritiseret for sit forslag om, at muslimer skal have deres egne domstole.
Der er egentlig ikke noget nyt i forslaget. For i meget lang tid har forskellige grupper i Storbritannien agiteret for, at muslimer skal have mulighed for at løse nogle af deres konflikter interent ved en såkaldt sharia-domstol. Men det overraskende moment er, at forslaget nu kommer fra lederen af landets største kristne kirkeretning.
Det hele startede den 7. februar, hvor ærkebiskoppen i et interview til BBC-radioprogrammet The World at One sagde, at man nok måtte erkende, at nogle af landets indbyggere ikke kan relatere til det britiske retssystem. Han foreslog blandt andet, at muslimer skulle have lov til at løse ægteskabssager og økonomiske tvister ved en islamisk sharia-domstol.
– Man er nødt til at finde en konstruktiv måde at låne nogle aspekter fra muslimsk lovgivning, som vi allerede gør det med aspketer fra andre religiøse love, sagde Rowan Williams til BBC. Han slog dog fast, at alle skulle leve op til gældende britisk lovgivning, men referede til, at der allerede findes ortodokse jødiske domstole i Storbritannien.
Knapt havde radiobølgerne lagt sig, før de første reaktioner kom. Kirkefolk, menneskerettighedsforkæmpere, politikere, ja sågar landets premierminister gik i rette med ærkebiskoppen.
– Premierministeren mener, at britisk lovgivning skal baseres på britiske værdier, sagde en talsmand for Gordon Brown til BBC.
Han tilføjede, at sharia-lovgivningen aldrig vil kunne retfærdiggøre et brud på britisk lov, og det kunne heller ikke komme på tale at lægge principper fra sharialovene til grund for civile søgsmål.
Sagen har også fået bølgerne til at gå højt internt i Den Anglikanske Kirke. Den tidligere ærkebiskop, Lord Carey er lodret uenig med sin efterfølger.
– En accept af muslimske love i britisk lovgivning vil være ødelæggende for nationen, siger Lord Carey ifølge ANS News.
– Der må ikke være nogen som helst undtagelser fra vort lands love, som er blevet slebet til gennem kampen for demokrati og menneskerettigheder, siger Carey.
Udtalelserne fra Rowan Williams, der blandt nogle grupper i kirken har mødt bifald, har også vakt røster, der kræver ærkebiskoppens afgang.
Forgængeren, Lord Carey, mener dog, det ville være at gå for langt.
– Han er en god leder for den Anglikanske tradition, og han spiller en meget vigtig rolle i kirken, siger Lord Carey.