Det uhellige land

Stod det til mig, skulle hele Israel være et frilandsmuseum. Alle de hellige steder skulle bare henligge uberørte fra Jesu tid – så jeg kunne nyde dem i fred og ro. Alene.
Men sådan er det godt nok ikke… For mange år siden var jeg første gang i Israel, men da skulle jeg skrive om naturreservater og aktiv ferie på hesteryg, så der blev slet ikke tid til at se de hellige steder…
”Men engang, så tager vi ned og ser det hele!”, lovede jeg Birthe, som er mit livs udvalgte.

Vi begyndte vor ”pilgrimsfærd” i Jerusalem og løb fra Herodes til Pilatus for at nå at se alle de hellige steder. Vi fik det samme kulturchok som andre fromme pilgrimme: I stedet for den rene og skønne ånd fra evangelierne chokeres man over arabiske gadesælgere, der slår plat på religiøst dingel-dangel… Jøder, der udadtil er meget religiøse, men indadtil er meget verdslige. Palæstinensere, der er fyldt med had. Osv.
Man forstår godt, at vi skal ”bede for Jerusalems fred”…

Og så er der problemet med, at de gamle kirkeretninger har lagt deres bombastiske kirker lige oven på de hellige steder.
Især gravkirken var jeg skuffet over. Ja, jeg har faktisk Gud mistænkt for, at han bevidst har ladet de ortodokse tro, at Jesus skulle være begravet på det sted inde i Jerusalem – så de kunne lade det ægte sted ligge i fred! – Nemlig udenfor murene i den fredfyldte gravhave, som jeg også tror er den ægte.
Derude gør et skilt endda opmærksom på, at ”Han er ikke her; han er opstået” (Matt 28,6).
Men han var her! Og dér ved den tomme grav kan man lade tankerne glide tilbage til dén skønne morgen.
Derfra kan man også se ”hovedskalsstedet”. (Desværre er der en larmende busstation lige nedenfor. Men de skal vel have lov til at være der… menneskene.)

Så er der mere fredfyldt rundt om Genesaret sø i Galilæa. Også her har de overbebygget alle stederne, men man kan jo bare finde sig et fredfyldt sted ved siden af og tænke: Sådan har det nok set ud dengang. Det, der skete, er vigtigere, end hvor det skete.
Men når man ser – selv unge – turistpilgrimme fra Østeuropa og Sydeuropa knæle ned og kysse de hellige steder, så må man jo medgive dem, at de har en mere hengiven tilgang til det hellige end os kølige nordeuropæere, som skal have det hele ind gennem vores begrænsede forstand.
Jo, der er mere mellem himmel og jord. (Så jeg stjal da også lidt helligt vand fra Genesaret søen. Der er jo nok af det…)

Det er jo fantastisk et mysterium, at Gud blev et menneske og gik rundt her på jorden… Men endnu større er det da, at han kan opleves lige så nærværende i dag af dem, der bare vil. Han er her, hvor du er. Lige ved siden af. Eller indeni…?
(”Kristus i jer, herlighedens håb” Se Kol. brevet 1, 27)
Så man behøver ikke tage til det (u)hellige land for at komme tæt på Gud. Alligevel var vi knapt nok lettet fra Tel Aviv, før vi sagde i munden på hinanden: Vi må herned igen!