Lad det blive Påske i sjæledybet
Lad påskens budskab om lidelse, død og opstandelse formidle tryghed, tilgivelse og tro på fremtiden.Påske er mere end en tradition, kirken har holdt i hævd gennem århundreder. Det er også mere end en 2000 år gammel gribende skæbnefortælling. Påsken griber ind i vore liv i dag. De dramatiske hændelser hine dage i Jerusalem er det stof, vor kultur er lavet af. Kristi lidelse, død og opstandelse har hevet os ud af barbarismen og givet os medfølelse, overbærenhed og en sejrende tro.
Profeten Hoseas beskriver, hvad det bevirker i sjæledybet, at Gud selv tog menneskeskikkelse på og gennemgik alle vore lidelser, at han døde for at forsone os med Gud, og at han opstod og triumferede over alt det onde:
Han sønderrev, han vil og læge, han slog os, vil også forbinde. Om to dage gør han os levende, rejser os op på den tredje; da lever vi for hans åsyn (6:1-2).
Har du nogensinde følt, at du er ramt af Gud? At du er forbandet, at sygdom og alskens ulykker forfølger dig? Måske har du endda knyttet din næve mod Gud og råbt: Hvorfor lige mig, Gud? Sådan oplevede profeten det: Gud sønderrev, Gud slog ham. Men nyheden i lyset af påsken er: Gud læger også, han forbinder. Gud fjerner ikke lidelsen, for at vi kan leve på en lyserød sky. Han tager selv del i vore lidelser, han kom selv herned og levede et menneskeliv på vore betingelser. Derfor forstår han os. Derfor forbarmer han sig over os. Og som en mor, der puster på sit barns skrabede knæ og sætter plaster på såret, forbinder han os for at beskytte os mod betændelse og lade lægeprocessen gå sin gang.
Lad det synke ind i sjælen: han er hos dig, han forstår dig, han beskytter dig, og han læger dig.
Og gør dig levende. Det var det næste, profeten oplevede. Og her må vi definere, hvad levende betyder i bibelsk forstand. Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, siger Jesus i Johannes-evangeliet 17:3. Liv er fællesskab, forbindelse med Gud.
Vi kender det fra hverdagen. Når vi er uvenner med nogen, skændes med konen, går alting pludselig i sort. Farverne mister deres glans, lydene deres nuancer, og tiden snegler sig af sted i en form for eksistens. Men intet liv. Sådan har vi det med Gud. Alt det forkerte, vi som mennesker har tænkt, sagt eller gjort op igennem tiden, har hobet sig op som et bjerg af skyld. Og i dalen knuges vi af skam.
Om to dage gør han os levende
, sagde profeten. Synd, skyld og skam skal ikke have det sidste ord. Der er en modgift: tilgivelsen. Påskens højdepunkt er, at Kristus påtog sig hele verdens synd på det kors, råbte ud over mængden af barbarer, der pinte og plagede ham: Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør! Og netop derfor, fordi han var så renhjertet, så fri for bitterhed mod sine modstandere, blev hans død et offer, der genoprettede menneskets forhold til Gud.
Forestil dig, at du aldrig kunne blive tilgivet. At alle dine fejl og dumheder blot blev ved med at hobe sig op. Hvilken elendighed!
Lad påskens realiteter sive ind i sjælen. Tilgivelsen er en mulighed. Du kan få tilgivelse. Du kan tilgive andre. Og mest af alt: du kan tilgive dig selv.
Der er nogen derude, der forstår dig. Og lige meget hvor meget du har dummet dig, så får du en ny chance. Er det ikke rart? Men hvad skal du bruge det til, hvis det ikke kan blive bedre! Så bliver du blot en storforbruger af Guds og menneskers tilgivelse, uden at der sker ændringer, hverken i dine livsbetingelser eller din livsstil.
Men her skriver profeten Hoseas: Om to dage gør han os levende, rejser os op på den tredje; da lever vi for hans åsyn! Han rejser os op!
Når man ligger og spræller i kviksandet, kan det kun gå en vej: nedad. Der er brug for hjælp udefra, at nogen med fast grund under fødderne rækker en hjælpende hånd. Det gør Gud. Det er budskabet i Kristi opstandelse.
Hvad er det værste, der kan hænde dig? At du dør, naturligvis. Døden er den sidste fjende. Kristus døde, ligesom vi alle skal dø. Men opstod på tredjedagen! Det betyder, at der er håb om et liv efter døden. Døden er ikke et endeligt, men en overgang, ikke et punktum, men et komma. Bagved venter et nyt og bedre liv sammen med Gud. Det er det kristne håb.
Men der er også en opstandelseskraft til at overvinde umulige situationer i livet her og nu. Når der skal overvindes vanskeligheder i din karakter, når du står over for en umulig opgave, eller når sygdom får dig til at synke i knæ. Så kan Kristi opstandelse for 2000 år siden virke i din karakter, i din krop, ja, i din situation i det hele taget. Når døden er overvundet, kan alt andet besejres.
Lad det blive påske i dit liv i dag. Ikke blot som en tiltrængt ferie, ikke blot som en kirkelig tradition ikke engang som en teologisk spekulation! Men som en virkelighed, når du lader det synke helt ind i sjæledybet.
Svend Løbner er
journalist og frikirkepræst i Vejen.
Han har desuden eget firma, cPress.
