Et musikalsk festfyrværkeri
Der var masser af munterhed og musik i topklasse
ved to mindekoncerter for Larry Norman i weekenden.- Nu er himlen blevet et sjovere sted at være! Sådan lød en kommentar efter Larry Normans død i februar. Og netop latter og legende musikalitet kendetegnede mindekoncerterne for den afdøde kristne rockmusiker sidste weekend.
Svenske Per-Erik Hallin slog den muntre tone an fredag i Ny Horsens Teater, og det var alt andet end begravelsesstemning, da den tidligere Elvis-pianist der nu lægger stemme til Anders And i svenske tegnefilm – med virtuost klaverspil lagde ud med den funky Gospel Train¨.
Men frem for alt var det musik i topklasse med den genforende svenske funkgruppe Salt, jazzpianisten Anders Widmark og gospelpianist og sanger Lou Pardini fra Koinonia og mange flere, akkompagnet sikkert af bl.a. John Pena på bas og legendariske Bill Maxwell på trommer.
Hans-Inge Fagerviks tekster provokerede…
…og Lui Pardini fra Koinonia begejstrede.
En udfordring til eftertanke var den norske visesanger Hans Inge Fagerviks tekster:
– I USA fik jeg at vide: Gå ind i lovsangsbranchen for det er dér pengene er! Men det giver mig meget mere at se lyset blive tændt i en rehabiliteret narkomans øjne. Derfor vil jeg altid skrive sociale sange, sagde han hvorefter han sang den kendte sang Marita, om en ung smuk kvinde med fremtiden for sig som han senere mødte på en gade i Oslo som tiggende narkoman.
Andraé Crouch afsluttede veloplagt den fire timer lange musiknostalgi med en alt for kort gospelkoncert eller rettere gospelgudstjeneste. Her fortalte han også om sin begejstring for Gud, som havde givet ham musikkens gave:
– Min far var ikke præst, men da han havde prædiket i en kirke to søndage, ville de have ham som præst. Han bad til Gud: Jeg duer ikke til at være præst. Og slet ikke hvis jeg ikke har en pianist. Men hvis du vil give Andraé musikkens gave, så siger jeg ja.
– Jeg var ganske lille, da han spurgte mig: Hvis du får musikkens gave, vil du så spille i kirken? Jeg husker endnu hvordan jeg sad med fingeren i munden og tænkte: Hvad er det nu min far vil have mig til? Jeg sagde ja, og så lagde han sine hænder på mit hoved og bad for mig.
– Da jeg kom hjem, havde min mor købt et keyboard til mig et bræt af træ, hvor tangenterne var malet på. Nu kan du øve dig, sagde hun. Næste søndag sagde min far: Så nu kan du godt komme herop og spille klaver til sangene. Og jeg havde aldrig prøvet det før! Men langsomt fandt jeg tomerne og se hvad det er blevet til i dag!
Læs et stort interview med
Koinonia-trommeslager Bill Maxwell
i næste nummer
