Kærlighed

Sproget mest forslidt og misbrugte ord.Kærlighed er måske sprogets mest forslidte og misbrugte ord – samtidig med, at det er uundværligt, når vi skal tale om det begreb eller den realitet, som er det enkelte menneskes og hele tilværelsens akse.

Af Torben Roulund, Viborg

Også de fleste menneskelige problemer har en eller anden relation til kærlighed: Mangel på kærlighed, svigtet kærlighed, misforstået kærlighed eller ’overdreven kærlighed’ eller sidst, men ikke mindst egenkærlighed eller mangel på samme. Bibelen lærer os, at kærlighed rummer meget mere end følelser, og vores egne erfaringer belærer os om den meget tætte, men til tider svigefulde relation mellem kærlighed og følelser.

Den inflation i begrebet kærlighed, som har gjort sig gældende parallelt med den stigende brug af massemedier og indirekte kommunikation, har ramt både det sociale liv og evangelieforkyndelsen meget centralt.
Mest iøjnefaldende er måske adskillelsen af kærlighed og sex, som jo altid har været tydeligst i prostitutionen, men er godt på vej til at blive ’blåstemplet’ i den almindelige forestillingsverden tilsløret eller afsløret af, at udtrykket ’at elske’ nu ikke behøver at betyde andet end at have sex med. Hvor genialiteten i dette anslag mod Guds skaberorden stammer fra, kan man jo spekulere på, nu hvor det af mange anses for primitivt at regne med Djævelen som en aktiv medspiller i vores tilværelse.

Vores kristendomsforståelse er naturligvis ikke upåvirket af disse ændringer i brug og forståelse af fænomenet ’kærlighed’- kristendommens mest centrale begreb. Men det mest fatale er, at vi tror, at vi mennesker ved, hvad kærlighed er, og derfor prøver at komme til rette med en evangelieforkyndelse, der er skåret til efter denne forståelse. Derfor har vi det skidt med Bibelens tale om Guds straf, for Gud er jo kærlig; man benægter Bibelens gentagne forbud mod homoseksualitet, for Gud kan jo ikke være imod kærlighedens udfoldelse. Selv retten til abort kan jo til tider forsvares med et kærligt hensyn til moder eller barn, når man tager de besværligheder eller mulige lidelser i betragtning, som en gennemførelse af graviditeten ville medføre. Hvor mange børn er ikke blevet nægtet livet ’af kærlighed’!

Vi har fået forkyndt, og vi tror som den faste grund under vores tilværelse, at Gud er kærlighed, og så prøver vi at tegne et billede af ham, som stemmer med vores forståelse af kærlighed i stedet for at tage udgangspunkt i, at Gud er kærlighed, og så bruge livet på at lære af ham, hvad kærlighed er.

Et aktuelt udslag af forsøgene på at tegne et gudsbillede, der stemmer med vores forståelse af kærlighed, er ønsket om at tage brodden af evangeliernes advarsler om fortabelsen, gentaget både i brevene og Åbenbaringsbogen. Det kaldte kirkefaderen Augustins ord frem ’på lystavlen’: ”Hvis du kun tror på det i evangelierne, som du synes om, så er det ikke evangelierne, men dig selv, du tror på”.

Evangeliernes historiske kildeværdi vil altid langt overgå værdien af de fortolkninger, som vi århundreder senere kan præstere. Det er forstemmende at se kirkeledere stille op i den lange række af mennesker, der i tidens løb har gjort forsøg på at ’forbedre’ kristendommen.
Det ærligste forsøg på fortolkning er vort eget livs svar på det kald, som Gud møder os med gennem sit ord.

Trods denne erkendelse, vil jeg alligevel forsøge et tankemæssigt svar på den åbenbaring, som gennem mange mennesker er givet os i Bibelen, som må være det primære grundlag for kristen forkyndelse.
Da Moses foran den brændende tornebusk spurgte om Guds navn, fik han svaret ’Jeg er’.
Det må betyde, at Gud er kilden til al eksistens. Apostlen Johannes har opsummeret Jesu åbenbaring af sin himmelske Far i ordene: ’Gud er kærlighed’. Med disse centrale ord som udgangspunkt ligger det lige for at tænke, at det som binder alting sammen – også i den fysiske verden – det, som betinger, at noget overhovedet eksisterer, er kærlighed. Ikke en virkelighed ved siden af Gud, men Guds virkelighed. Og Bibelen skildrer ikke Gud som en upersonlig kraft eller et princip, men som en person med vilje, følelser og handling.

Sin kærlighed har Gud nedlagt i hvert eneste menneske, og den er ikke svær at få øje på hos den spæde, som både kalder på kærlighed og vækker kærlighed. Hele vor eksistens handler for Gud om at kalde den kærlighed frem, aktivere den og møde den, så vi kan opleve Hans kærlighed og lykken at elske. Og den Ondes projekt går ud på at spolere alt dette. Derom står kampen. Den handler om vores gensvar på Guds kærlighed. Og fordi kærlighed ikke kan tvinges frem, er det ikke gjort med, at Gud bare nu gør en ende på al ondskab, for han ønsker, at alle mennesker skal frelses.

Både Bibelen og livet omkring os fortæller, at det ikke lykkes at kalde kærlighed frem hos alle.
I Bibelen skildres Gud som den, der både bruger ’pisk og gulerod’, og når vi tænker på al den lidelse og uret, som han har måttet se sin elskede skabning udsat for, er det heller ikke svært at forstå hans harme.

Gud har set, at hans kærlige hensigt ikke nås med alle. Derfor advarer han så kraftigt mod fortabelsen, for der findes ikke anden form for eksistens end kærligheden. Men det at komme fra at være et menneske skabt i Guds billede, skabt til kærlighed og så til at opløses til intet må være så forfærdeligt, at evangeliernes billeder af en ild, der aldrig slukkes, måske kun er en mild advarsel. Men vil vi ikke kærligheden, så er der intet alternativ. Derfor nøjes Gud ikke med at klappe os på kinden, men går til det yderste for at kalde kærligheden frem, for den er livet.

Den side af Guds kærlighed, som lettest overses eller misforstås, er hans konsekvens, fordi den ofte opleves som alt andet end et udslag af kærlighed. Men vi kender sammenhængen fra vort menneskeliv. For det barn, som ikke møder konsekvens, bliver tilværelsen uoverskuelig, uberegnelig, utryg og forvirrende indtil det destruktive. Ja, ingen af os ville kunne klare bare en dag, hvor alt var tilfældigt, uforudsigeligt, hvor ikke engang naturlovene holdt stik. Det var Guds kærlige konsekvens, som i skabelsen skabte orden ud af kaos, og det berettes, hvordan han i denne proces satte grænser. Vi har umiddelbart meget lettere ved at opfatte undtagelserne som tegn på Guds kærlighed, når han mirakuløst helbreder os eller på anden måde bryder sine naturlove for at hjælpe os, så lyser Guds barmhjertighed os i møde, men Gud ske lov fortsætter livet bagefter ’ubarmhjertigt’ efter hans kærlige love. Alt opløses ikke i uforudsigelighed.

Jesus har gjort det tydeligt for os, at ’Guds ubegrænsede tilgivelse’ er en misforståelse af hans kærlighed. Gud har ingen tilgivelse for et utilgivende sind.
Hvis vi vil pådutte Gud en humanistisk kærlighed, gør vi hans barmhjertighed til ligegyldighed.
Så lad os ikke spørge den tid, vi lever i, hvordan vi skal forstå Bibelen. Lad os hellere spørge Bibelen, hvordan vi skal forstå den tid, som blev vores tid.

Torben Roulund er tidligere formand for Baptistkirken i Danmark.