Kristne advarer mod rivegilde om tv-tilskud
Digital tv giver flere tv-kanaler, som slås om de samme tilskudskroner. Det er ren kannibalisme, udtaler Kristen Producent Komité fra årsmøde.- Det er ren kannibalisme! Der må flere penge til fordeling mellem lokal-tv-stationerne.
Sådan lyder meldingen fra Kristen Producent Komités (KPK) årsmøde i DR Byen d. 12. april. De efterlyser flere penge fra politikerne til de vigtige lokale medier. Komitéen er en sammenslutning af ca. 40 kristne lokalradio- og tv stationer.
Formand Mogens Videbæk forudser problemer når lokal-tv-stationer fra november 2009 alle skal sende digitalt:
– Digitale sendere kan have otte gange så mange tv-kanaler. Samtidig øges tilskuddet på ca. 25 mio. ikke. Det betyder, at der bliver mere rift om tilskudskronerne.
Han fortæller, at tilskudsprisen for ikke-kommercielt lokal tv i 2007 var 2.073 kr. pr. produceret time. En tv-station fik derfor i gennemsnit 235.000 kr. i tilskud. I alt fik lokal TV 25,8 millioner kroner.
– I 2010, når digitalt tv er indført, skal der, hvis det aktuelle forslag følges, udsendes 20 timers ikke-kommercielt lokal tv pr. døgn i otte regioner. Hvis tilskuddet ikke ændres, og der er ansøgere til alle sendetider, betyder det en timepris på kun 442 kr. Det er et fald på mere end 70 pct.
– Den nuværende tilskudsordning har vist sig som en kannibalisme-model, fortætter han. – Jo flere stationer, der kan skabes tvivl om i forbindelse med opfyldelse af betingelserne, jo flere midler til min station. Dette medfører, at de lokale medier ikke bliver den regnbuemodel, der var tanken med plads til alle dele af samfundet. Derfor mener KPK, at der må kunne findes bedre alternativer.
KPK er en landsdækkende interesseorganisation for lokale elektroniske medier og organiserer idé-baserede medier der arbejder ud fra et kristent værdigrundlag. Statens tilskud fordeles af Mediesekretariatet.
– Hverken Mediesekretariatet eller de lokale medier kan i lyset af den digitale udvikling være tjent med den nuværende ordning, siger Mogens Videbæk.
I forbindelse med digitaliseringen i november 2009 slukkes for alle analoge sendere. Inden da skal alle lokale tv-stationer nå at udskifte deres analoge udstyr og det koster penge:
– Vi foreslår, at der afsættes tilstrækkelige midler så Mediesekretariatet har de nødvendige ressourcer til at udføre dets opgaver på betryggende vis til gavn for alle, slutter opfordringen fra KPK.