Selvværd?
Spørger man gennemsnitlige unge danskere, hvad de tænker om sig selv, vil de fleste svare, at de ikke kan lide sig selv.Mange faktorer spiller ind og påvirker det selvbillede, unge har af sig selv i dag. Pop-kulturen, modebranchen og Hollywood pumper unge med idealer, som for de fleste er uopnåelige og i sidste ende ikke er værd at efterleve.
Især unge piger og kvinder ligger under for et enormt pres og en total misforståelse af, hvad Gud skabte kvinden til at være. Hun skal for det første ikke undertrykkes, hverken af mænd eller af omstændigheder. Det samme gælder også for unge drenge og mænd.
Hverken kvinders eller mænds identitet og selvbillede skal ligge i at være det sexobjekt, som modeverdenen præsenterer. Desværre er det de færreste, som er klar over, at de bliver manipuleret til at leve op til en uopnåelig karakter.
Resultatet er frustrationer og lavt selvværd, der kan udvikle sig til selvhad.
Det var aldrig Guds plan for os!
I Bibelen kan vi læse, at før Lucifer blev til Djævelen var han både salvet kerub, præst og konge. Han var så smuk, at han var tæt på at være perfekt. Det blev hans fald. Hans skønhed ledte ham til oprør mod Gud, og han blev styrtet til jorden. Hans mål er at ødelægge os, at forvrænge vores selvbillede, så vi aldrig kommer ind i den plan, Gud har for vores liv.
Det er Guds vilje, at vi skal have et højt selvværd og lægge vores identitet, idealer og selvtillid i, hvem vi er i ham. Hvordan gør vi det? Begynd at lære Gud at kende og forstå, hvad hans Ord siger, at vi er og kan gøre. Tag hans løfter, og brug dem mod de negative tanker, Djævelen sender. Brug Bibelen til at nedbryde de tankebygninger, der holder os tilbage, så vi ikke når vores fulde potentiale.
Dernæst: stop med at fokusere på alle dine svagheder, opbyg og styrk i stedet dine talenter og stærke sider. Det ydre forgår efter 70-80 år, men det indre lever evigt. Se ikke på, hvem andre siger, at du er, se på, hvem Gud siger, du er. Det vil forvandle dit selvbillede og styrke dit selvværd!