Børnebilledskole i slumkvarter

Den kristne kunstner Karsten Auerbach overrækker nogle af de skoleuniformer, som auktionen af hans julekort-maleri indbragte.Karsten Auerbach er netop vendt hjem efter 22 dage i Nepal og Indien, hvor han bl.a. lavede billedskole for 50 børn i et slumkvarterer. Han fik også lov til at overrække nogle af de skoleuniformer, som auktionen af hans julekort-maleri indbragte.
”Når vi går forbi de huse dér, skal du ikke svare, hvis der er nogen, der råber til dig,” siger Sankar.
Det er aften, og Karsten og Sankar er på vej gennem et af byens værste slumkvarterer i Ghandi Nagar, Indien.
Her er der ingen elektricitet og derfor totalt mørkt efter solnedgang.
– Mændende drikker sig så fulde, at de ikke ved, hvad de gør. De plejer at svine mig til med eder og forbandelser – og de bankede en af vores medarbejdere forleden. Han reddede sig selv ved at springe på en forbipasserende lastbil. Når det bliver morgen, fortæller deres koner dem, hvad de har gjort. Så bliver de altid meget flove, for det er jo deres børn, vi hjælper! fortæller Sankar.

Sankar Adhikesavan og hans kone Esther har tidligere arbejdet på Ungdom Med Opgaves center Sjellebro ved Randers i flere år.
I Indien har de startet ”Study Centers” i tre af byens slumkvarter.
– I alt hjælper de 300 børn til at komme i skole: De giver børnene skoleuniformer. Det skal man have for at gå i en indisk folkeskole – og det sorterer jo de fattigste fra, fortæller Karsten Auerbach.
– De sørger også for fx akut medicin-hjælp. I hvert Study Center har de ansat lærere til at hjælpe med lektier. Uden et fristed fra den trange plads, uroen og alkoholmisbruget i hjemmene er lektier utopi.
De har tilmed fire computere stående midt i et af kvartererne (i et betonrum med aflåselig jerndør). Så kan børnene komme på skift nogle gange om ugen og prøve skrive- og tegneprogrammer – for at de ikke skal være helt ukendte med teknologien.
Selv om man måske i Danmark mener, at infomationsteknologien ændrer hele verden, er det kun en lille procentdel af samme verdens befolkning, der nogensinde har haft fingrene i et tastatur! mener Karsen Auerbach.

I skoleferierne laver de ekstra aktiviteter for at børnene ikke skal hænge ud de forkerte steder. Det var i den forbindelse, at Karsten lavede en billedskole. Han fortæller:
– Jeg købte farvekridt, blyanter og papir på byens marked. Da jeg skulle præsentere mig selv kunne jeg prale med, at mange af børnene på mine billedskolehold i Faaborg er tamiler, som dem selv.
Bagefter fik børnene en kort undervisning om at tegne og om at bruge farvekridt.
Alle arbejdede fantastisk roligt og koncentreret.
Sankar fortalte, at det var et resultat af flere års hårdt pædagogisk arbejde. Det startede helt nede på et niveau, hvor man først måtte lære børnene at gøre toilet udenfor!
– Efter min introduktion prøvede jeg at gå rundt og vise børnene, hvordan de skulle gøre. Det var svært: De 50 børn sad på gulvet i et lokale, der var mindre end min egen stue, så hvor skulle jeg lige anbringe mine fødder?
Når man kun taler dansk og engelsk, kan det være svært at kommunikere æstetiske overvejelser i et indisk slumkvarter, siger Karsten.
– Men så skete det! Min kunstner-kollega Joshua var blevet nysgerrig og kom forbi. Jeg havde mødt ham nogle dage forinden i en anden bjergby ca. 1½ times buskørsel derfra.
Da jeg spurgte, om han ville, gled han straks ind i opgaven med at gå rundt og instruere børnene individuelt – på tamilsk!
Det var lige dér, at dagen fik en dybere mening. For én ting er, at børnene havde en sjov engangsoplevelse sammen med mig. Men hvis nu Joshua kunne starte en børnebilledskole…!
Han var faktisk interesseret. Der skulle bare skaffes lidt penge til bussen – og lidt løn. For hvis danske kunstnere er fattige som kirkerotter, er de tamilske det langt mere! Og idéen var ikke fjern for Sankar. Hans svoger underviser allerede nogle af børnene i klassisk indisk dans!

Karsten fandt på hele tre projekter i løbet af de 22 dage, rejsen varede. Det var præcis sådanne kontakter og muligheder, han havde håbet at finde. Det ligger ham meget på hjerte, at kunst skal indgå i større sammenhænge – i stedet for, at kunsten er selvoptaget.
– Sådan noget kan ikke gøres fra en computerskærm i Danmark, fortsætter Karsten.
– Det kan ikke planlægges. Man er nødt til at mødes virkeligt for at skabe relationer. Og man er nødt til at rejse ud af det sikre og opsøge tilfældighederne. Nogen gange, når tilfældighederne kommer i spil, viser de sig ikke at være tilfældige!
Lisbeth Thomsen