Mission og Nødhjælp
Børnemission i
menneskemylder
Skandinavisk Børnemission hjælper udsatte børn ud fra nyt domicil i hjertet af Nørrebro.Skandinavisk Børnemission har åbnet nyt domicil midt i genbrugsbutikken Det Åbne Hjerte på Nørrebro – lige ved Nørrebros Runddel i København.
Det sker, efter at Skandinavisk Børnemission i flere år har lejet sig ind på tredje sal i Københavns Kulturcenter. Flytningen skal signalere nærkontakt med donorer og frivillige, ligesom organisationen er helt tæt på udsatte børn og familier i verdens storbyer.
– Vi ser nu frem til en mere synlig tilværelse end tidligere, udtaler missionsleder John Mester.
Skandinavisk Børnemission giver lægehjælp og uddannelse til fattige børn i Filippinerne, Ukraine, Moldavien og Zambia. I den filippinske hovedstad Manila drives en underernæringsklinik og en række skoler, i Ukraine opereres misdannede børn efter atomulykken i Tjernobyl, i Moldavien forebygges kvindehandel, og i Zambia oplyser organisationen om hiv-smitte og aids. Organisationens genbrugscenter Det Åbne Hjerte har desuden et årligt overskud på 200.000 kr.
/sl